Feje tricks og en lige højre i statsminister-duellerne

Posted on by
3

Af Michael Ejstrup

Helle Thorning og Lars Løkke benytter sig særligt af fem sproglige og retoriske tricks, når de er i direkte duel mod hinanden.

I aften mødes de så en sidste gang, inden krydset skal sættes.

Det bliver interessant at se om Helle igen ifører sig sine højeste hæle, der får Lille Lars til at se endnu mindre ud. Og om Lars igen kommer på besøg ved Helles pult.

I min analysere af deres seneste duel, søndag den 11/9 kl. 21.25-22.25 på DR1, kan du se, hvordan de to gang på gang arbejder på bl.a. at latterliggøre hinanden og at drage den andens legalitet i tvivl, mens de fremhæver sig selv.
Og det er ikke altid, det går helt efter hensigten:

Det altoverskyggende emne i duellen blev at så tvivl om modpartens evner til sikre Dan­marks økonomi de næste fire år. Det betyder, at skabelsen og sikringen af en pletfri etos for hver af statsmi­nister­­kandidaterne blev helt afgørende. Det betyder, at der retorisk og sprogligt blev fokuseret på at beklik­ke hinandens evner og intentioner som kommende statsminister. Logosappellen – den fornuftsbe­to­ne­de argumentation kom til at fylde forholdsvis lidt over for etos- og patosappellen. Patosappellen kom især til at dreje sig om at frem­kal­de en følelse af tillid og håb hos vælgerne hjemme i stuerne.

Ganske som i torsdagens debat havde Lars sin statsmandshabit på. Fornuftigt og forventeligt. Et signal om, at jeg er statsmanden, jeg er din statsminister med styr på tingene, og mig kan du ha stor tillid til.

Helle var vendt tilbage til samme outfit som i åbningsdebatten på TV2 den 26/8 med stramt, mørkt SAS-look. Vel nok for i særdeleshed at nå de tvivlende vælgere (ca. ½ million, som er fællesskabsorienterede, men samtidig med stor individorientering). Det er dem Helle skal nå nu i slutspurten. De skal kunne identificere sig med hen­de og give point til hendes etos som fremadstræbende erhvervskvinde med stor solidaritets- og fælles­skabs­følelse.

Helle spiller på sin højde og sit nydelige ydre. Men ikke for meget, for Gucci-looket må for alt i verden ikke tone frem. Det gir autoritet at være høj. Lars ér lille og tyk. Det er et dirty trick Helle bruger – hun er høj og nydelig modsat Lars, der er lille og tyk. Ubevidst ser vi det, og hygger os lidt med det.

Begge kandida­ter­ne brugte især følgende retoriske tricks til at sikre sig persuasio (at overbe­vise vælgerne om, at jeg har det bed­ste at tilbyde, og derfor skal du vælge mig).:

  1. Læg modparten ord i munden, som han ikke har sagt. Det gør Helle rigtig mange gange, når hun f.eks. siger følgende: Der kommer nye skattelettelser…, vi får da nulvækst i den offentlige sektor…, I sir, det ska være billigere at producere i Danmark. Ingen af delene har Lars faktisk ikke sagt i løbet af aftenens debat, og han opdager kun det sidste udsagn som ord, der bliver lagt i munden på ham, og han brokker sig
  2. Drag modpartens legalitet i tvivl, og det gør Helle, når hun siger I siger, at I vil være et arbejder­par­ti…,… nu ska jeg for tælle dig, hva et rigtigt arbejderparti gør for lønmodtagerne…, … Venstre ka ik­ke være et arbejderparti. Det, man ska, er at skaffe arbejde til helt almindelige lønmodtagere. Lars drager så Helles legalitet som arbejderparti i tvivl ved at sige …så er jeg jo det moderne arbejder­par­ti, for jeres løsning er en vækstdræber. Det dårligste, man kan gøre, er at gøre det dyrere at være dansker…
  3. Latterliggør modstanderen. Der gør Helle og Lars på skift i en uendelighed, eksempelvis når Helle siger du må jo ikke få lov til at føre den udlændingepolitik, du vil, af Dansk Folkeparti,… det er da ær­gerligt, at tonen i udlændingedebatten skal styres af Dansk Folkeparti, …Lars, du har det største værdifællesskab med Dansk Folkeparti (det har Lars faktisk slet ikke sagt noget om)… du taler mod bedre vidende nu , Lars…, Du har læst rapporten, Lars, går jeg ud fra….

En finurlig, men interessant stikpille til at latterliggøre Lars kommer fra Helle, da hun indledningsvis siger …Danmark er noget særligt, og vi skal jo snart overtage EU-formandskabet, og vi skal gøre det kompetent… Heri ligger tydeligt et slag over fingrene til Lars’ håndtering af klimatopmødet, hvor vi alle har grinet af ham, da han sagde I’m banging with this hammer….

Og Lars latterliggør Helle når han siger … jeg har rigtige penge, ikke tolv-minutters-penge,… du vil ha skatter på chokolade, banker – et fatamorgana på 12 minutter. Lars siger senere med et spor af foragt i stemmen det bliver spændende at se, hva der er inde på midten – om det bare er pop-ord…

Og så har Lars endnu et trick, som han vil udnytte, nemlig at virke som alfaderlig statsmand, der do­minerer over Helle, når hun er en uartig pige, der ikke tier stille, når han vil ha ordet. Han startede al­le­re­de i torsdags i TV2-debatten med gentagne gange at sige …nu afbrød du, igen og  nu er du der, igen….
Den stil fortsætter han, men det kikser for ham, for han kommer til at bruge replikkerne, hvor han faktisk selv afbryder Helle, og det ender i ophidselse, og Helle kigger bestemt på ham, og Lars må slå blikket ned, og lade Helle tale. Den slags går ud over etos. Især når Lars vil være på en høj hest og dominere over den uartige pige, som alligevel med ord og blik kan tæmme statsman­den.

          4. Styrk din egen etos, og svæk modpartens ved at inddrage autoriteter til at       hjemle påstanden.

Det gør Helle konstant, når hun siger:

  • Jeg kan godt høre, at du har alle dine remser Lars…, det passer ikke, Lars…, Det vil du jo ikke, Lars…, du tør jo ikke sige det, Lars…
  • Tallene passer ikke, Lars, og jeg synes, at det grænser til det uhæderlige at sig det i dag.
  • Det nærmer sig kanten af det hæderlige at blive ved med at slynge de her tal ud. Man ska sige, hvor pengene kommer fra, det kan Lars Løkke ikke.
  • Jeg skal fortælle dig, hvordan et arbejderparti gør. Hvad er der galt med at lytte til lønmod­tagerne

    Lars     styrker sin etos, når han siger:
  • Jeg er stolt over at være statsminister
  • Jeg er glad for at have ledelsen i Danmark
  •  38.000 skal ikke miste deres dagpenge, vi står bag dem, der får hjulene til at snurre

          5.    Skræm ved fjendebilleder. Det gør Lars, når han henter sine billeder frem af en 57-årig sosu­hjæl­per, en 50-årig smed og en ung studerende på su. Han holder deres daglige liv op mod den store abstrakte solidaritet, som han mener, Helle taler om. Han trækker eksemplerne ind i sin egen tryg­ge nære solidaritetsverden, hvor intet ondt kan nå dem, hvis Lars får magten.

Helle tegner skræm­mebilledet af sygehuse med patienter på gangene og uden behandling. Den situation skaber Lars, fordi han i 2014 vil udrulle sine lovede skattelettelser.

Helle siger, det var på din vagt, Lars – ikke på min – at tingene er blevet værre. Der er hele bolig­områder, hvor det er Sharia-lovgivning, der gælder. Man tager sig til hovedet…

Summa summarum vil jeg mene, at Helle klart vandt på sin retoriske snilde. Hun lokkede Lars ud i at blive sur og irriteret, og det er altødelæggende for etos. Hans stemme og let stammende tale, hvor han forlader pulten og går over til Helle med den gule seddel er ødelæggende for ham. Det er uden for det forventelige og normale, og det virker som en boomerang. Han mister point på det, fordi sedlen er ligegyldig, og han kom­mer til at virke famlende og usikker; kameraet går tæt på og viser hans hånd, som ryster. Helle har ordet i sin magt i aftenens duel, og hun gendriver hans argumenter udi det logosbaserede nogenlunde ok.

Helle er særdeles godt forberedt, gir svar på tiltale og tøver ikke en eneste gang. Hun vinder på sin sikre holdning og sin evne til at hidse Lars op. Helle får det sidste ord og siger du har haft ti år til det, og tingene er kun blevet værre. Er det ikke på tide at prøve noget nyt… Lars taber point og hans etos lider pga. hans stunt med at dominere og være alfaderlig over for den slemme pige, der vil tage ordet fra ham. Han etos kan simpelthen ikke bære den ro.

Næste slag skal slås i aften kl. 18.55 på DR1

Den værdiløse værdipolitik

Posted on by
1

Af Ejvind Hansen

Så skete det igen: “Løkke vækker værdikampen til live” (link åbner i nyt vindue)

Lars Løkke Rasmussen forsøger at sætte “værdipolitikken” på dagsordenen i den afsluttende fase af valgkampen. Hans forgænger på posten, Anders Fogh Rasmussen, har vundet tre valg på denne dagsorden, og da blå blok er på hælene i meningsmålingerne, er det nærliggende for Lars Løkke at forsøge det gode gamle trick.
Naturligvis til udelt begejstring fra Dansk Folkeparti, der traditionelt trives bedst i det, vi plejer at kalde værdipolitikken.

Men hvad er “værdipolitik” egentlig. Ja, går vi ned i parolerne, så kan vi se, at Lars Løkke Rasmussen “lancerer sin egen »frihedskamp« til forsvar for 24-års reglen og den følges op af en lovpakke, som vil give “sikrede adresser til unge på flugt, straffe religiøse forkyndere, hvis de dækker over overgreb, og skærpe straffen for at overtræde polititilhold”.
Endelig slår han fast, at han kun “vil lave udlændingepolitik med dem, som har det samme udgangspunkt som mig. Der er nødt til at være en bund af værdier, som ikke kan gøres relative”.

Værdipolitik handler altså om at indføre stramninger på udlændinge-området. Logikken i dette kan være svær at få øje på – tilsyneladende er der nogen, der mener, at der ikke ligger værdier til grund for den måde vi fordeler de økonomiske goder. Eller mere præcist: Den økonomiske politik vurderer vi på, om den er ansvarlig eller ej – den er nemlig blevet et anliggende for “hele Danmark”.
Hvis man vil tages alvorligt som statsministerkandidat, skal man vise, at man kan få “økonomien til at hænge sammen” – snarere end at man skal kunne sige noget om, “hvem der skal have hvad”.

Det er også på denne baggrund, at Lars Løkke Rasmussen kan lancere Venstre som “det moderne arbejderparti” (link åbner i nyt vindue)
Logikken er, at blå blok de seneste år har stået som garanten for stabile forhold og generel økonomisk vækst til hele Danmark, og dette er også i arbejderens interesse, selvom arbejderne måske har fået knap så stor en del af kagen.

Men ved at reservere værdipolitikken til en meget lille del af det politiske arbejde, tømmer man politikken for værdier. Det vi nu kalder værdipolitik er jo ikke en reel diskussion af værdier. Det handler om, om vi vil have flere flygtninge/indvandrere til landet.
Til grund for denne diskussion ligger givetvis også værdier, men det er åbenbart nogle vi ikke rigtig tør diskutere længere. Vi har skudt den til hjørne med, at “vi ikke deler hinandens værdier” på dette punkt. En diskussion der var meget ophedet og skinger i 1990’erne, men som døde ved årtusindskiftet.

Men naturligvis ligger der værdier til grund for alle dele af politikken. Ved at reservere værdipolitikken til et lille område af politikken, forhindrer man vælgerne i at få et reelt valg mellem værdi-alternativer.

Det ville derfor være befriende, hvis vi kunne blive enige om at frisætte værdierne, så de kunne give et mere værdifuldt bidrag til valgkampen. Lad os holde op med at kalde udlændingepolitikken for værdipolitik, for så kan vi få en frugtbar diskussion af både værdier og hvad vi skal gøre i forhold til udenlandske borgeres ønske om at komme ind i Danmark.

Drop enkeltmålingerne

Posted on by
2

Af Kresten Roland Johansen

Drop nu enkeltmålingerne og se på nogle gennemsnitsmål over tid i stedet.

Nogenlunde sådan har jeg – og mange andre – sagt og skrevet den seneste uge. For hvad skal man stille op med 6 nye daglige meningsmålinger, som stritter indbyrdes?

Berlingske Barometer formidler sådan et dagligt gennemsnit, og dem ville jeg egentlig gerne anbefale. Men jeg ved ikke, hvordan de gør!
“En avanceret model ligger til grund for beregningen” – sådan skriver de, på deres hjemmeside. Nogenlunde som ethvert andet analysefirma ville skrive det. Nå nej, Berlingske er jo ikke et analysefirma. Eller er de?
Deres fremgangsmåde er under alle omstændigheder en forretningshemmelighed.

Læseren må derfor bare stole på, at journalisterne og researchafdelingen er kloge og har ret. Hmm…

Men hvorfor gøre det så besværligt?

Her er et alternativ udviklet til lejligheden: Et simpelt gennemsnit baseret på de seneste målinger fra 5-6 institutter med svar indsamlet de tre foregående dage.

Oversigten giver et stærkere og klarere billede af udviklingen under valgkampen – og af den aktuelle stilling – end enkeltmålingerne kan give.

–> Se dagens gennemsnitstal, som opdateres dagligt

Læs mere om den statistiske usikkerhed og metoden på www.en-undersoegelse-viser.dk.

Vi trænger til en ny valglov

Posted on by
Reply

Af Roger Buch

Det danske valgsystem er forældet og trænger – lige som grundloven – til en omfattende revision.

Grundloven taler om kongens magt, selv om kongen er en dronning uden den mindste politiske magt. Grundloven nævner ikke de politiske partier med ét ord, selv om partierne er nøglen til forståelsen af det danske demokrati. Og grundloven mangler afgørende afsnit om blandt andet regeringsdannelse, internationale konventioner og EU – selv om EU har afgørende indflydelse på en tredjedel af lovgivningen i Danmark.

Problemet med grundloven er, at den er yderst svær at ændre, da der skal både et folketingsvalg og en folkeafstemning til, for at ændre grundloven. Derfor er der intet sket, selv om det er almindeligt accepteret, at grundloven er yderst mangelfuld.

Valgloven er derimod noget lettere, at ændre med et flertal i folketinget. Hovedproblemerne med valgloven er, (1) at den er unødvendig indviklet og (2) formentlig ude af trit med befolkningens opfattelse af demokrati. Der er en række problemer, men to skal fremhæves.

For det første benyttes en geografisk inddeling og fordeling af mandater, som ud over vælger- og befolkningstal også inddrager den geografiske størrelse af de 10 storkredse, som valget udkæmpes i, samt de tre såkaldte landedele. Konsekvensen heraf er, at hovedstadsområdet afgiver mandater til resten af landet.
Årsagen er, at det har været ønsket, at give de tyndt befolkede dele af landet en fordel, hvilket direkte kan ses i en undtagelsesregel for Bornholm, som får foræret et ekstra mandat, mens det for resten af landet er bygget ind i valgmatematikken.

Ved den seneste fordeling af mandater mistede hovedstadsområdet tre mandater til resten af landet – et kredsmandat røg til Sønderjylland, mens Midt- og Nordjylland fik to tillægsmandater.
Den geografiske skævhed betyder meget kontant, at et mandat i hovedstadsområdet ved valget i 2007 kostede i gennemsnit 20.749 vælgere, mens det kun kostede omkring 19.000 vælgere i resten af landet. På Bornholm kostede et mandat blot 13.984 vælgere.

Denne geografiske rabat er formentlig ude af trit med moderne vælgeres demokratiopfattelse og en fordeling af mandater alene ud fra antal vælgere i de forskellige dele af landet er en oplagt forsimpling af valgsystemet.

For det andet findes forskellige opstillingsformer: sideordnet opstilling med nominering, kredsvis opstilling og kredsvis opstilling med partiliste. I realiteten er udviklingen gået i retning af sideordnet opstilling, så kun 13 procent af listerne i 2007 ikke var sideordnet.

Kredsvis opstilling blev slet ikke benyttet, mens kredsvis opstilling med partiliste blev benyttet af Enhedslisten de fleste steder og enkelte steder af SF.

Groft sagt så vælges kandidaterne på en partiliste i den rækkefølge, partiet har opstillet dem, mens det på en sideordnet liste er de personlige stemmer, som er afgørende.
I praksis er det dog også på partlisterne dem med flest personlig stemmer, som bliver valgt. Der var en enkelt undtagelse for SF i 2007, hvor en kandidat højt placeret på listen blev valg på bekostning af en kandidat, som havde flere personlige stemmer, men stod længere ned på listen.
Dette vil uden tvivl af de fleste vælgere blive betragtet som udemokratisk. Da partiliste næsten ikke bruges mere og i praksis kun flyttede et enkelt mandat i 2007 er det oplagt, at ændre valgloven, så der kun findes én måde at opstille op: Sideordnet opstilling.

Dette sidste forslag kan gennemføres med simpelt flertal i Folketinget, mens det første forslag nok vil være på kanten af grundloven, da grundloven taler om, at der ” Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.”

Herved er vi tilbage ved denne blogs udgangspunkt: Demokratiets rygrad – Grundloven og valgloven – er ude af trit med det moderne samfund og fyldt med fejl, uklarheder og mangler.

For hvad betyder det egentlig, at tage hensyn til befolkningstæthed? Det er indtil nu tolket som, at give en fordel til de tyndt befolkede dele af landet – men kunne jo i virkeligheden betyde det stik modsatte. Der er i hvert fald næppe mange i København, omegnskommunerne og Nordsjælland, som synes det er rimeligt, at de skal afleverer tre folketingsmedlemmer til Jylland.

Valgkampen sætter offentlighedsloven ud af kraft

Posted on by
Reply

Af Oluf Jørgensen

Statens embedsmænd skal i deres arbejde være neutrale under valgkampen. Det gælder dog ikke for statens spindoktorer. De bliver tværtimod fritstillede, så de kan bruge al deres tid på at hjælpe ministeren til genvalg.

Almindelige embedsmænd må ikke hjælpe ministeren med partipolitiske opgaver, og under valgkampen skal de holde sig fra at forberede politiske initiativer. Embedsmænd skal holde sig fra opgaver, der kan tjene til, at deres minister bliver valgt til Folketinget eller at regeringen kan fortsætte. De skal i stedet holde sig til at ekspedere de nødvendige sager stille og roligt.

Kravet om partipolitisk neutralitet betyder også, at statens embedsmænd under valgkampen skal være meget tilbageholdende med udtalelser på tjenestens vegne. De kan give faktuelle oplysninger, men kommentarer, der på nogen måde kan få en politisk drejning, skal undgås.

Både i denne valgkamp og under tidligere har jeg hørt, at aktindsigt er blevet afvist med henvisning til valgkampen. Nogle statslige embedsmænd mener åbenbart, at kravet om politisk neutralitet betyder, at de ikke må udlevere dokumenter, der kan føre til kritik af ministeren.

Offentlighedsloven har mange undtagelser, men ikke for valgkampe. Sager skal ekspederes, og reglerne om aktindsigt skal administreres korrekt til enhver tid. Det skal være muligt at holde ministre ansvarlige for deres handlinger, og det kan jo netop være relevant under en valgkamp. Hensynet til politisk neutralitet bliver vendt på hovedet, hvis embedsmænd suspenderer offentlighedsloven for at beskytte deres minister,

Næsten alle ministre har ansat en særlig rådgiver i ministeriet. Spindoktor er den almindelige betegnelse for disse rådgivere, der typisk hjælper ministeren med kommunikation til medier. Spindoktorer ansættes på vilkår, der giver dem mulighed for bistå ministeren med partipolitiske opgaver.

Når valget bliver udskrevet kunne man tro, at særlige rådgivere ligesom almindelige embedsmænd skulle udføre helt neutrale opgaver. Der er sikkert nok at tage fat på fx korrekturlæsning på statens mange websites og arkivering. Men nej. Som en særlig ordning for statens spindoktorer bliver de fritstillede, når valget udskrives. Det betyder, at de har mulighed for at hjælpe ministeren under valgkampen, og de får fuld løn fra staten i opsigelsesperioden.

Partierne får statsstøtte, der udmåles efter partiernes stemmetal ved seneste valg. Stemmer giver ikke blot indflydelse, men også penge, der bl.a. bruges til at ansætte rådgivere. Regeringspartier får også partistøtte. Men oveni hatten kan regeringspartierne under valgkampen få bistand af de fritstillede, statsansatte spindoktorer.

Når min mor sir A, har min far skrevet V

Posted on by
Reply

Af Michael Ejstrup

I disse dage kan vi se Helle smile til os fra hver en lygtepæl sammen med teksten vi skal investere i uddan­nelse, og vi skal sætte gang i væksten. Lars smiler skælmsk fra en anden lygtepæl og fortæller os, at han vil sikre varig velfærd og tryghed. Det er forvirrende, for en af de urkvindelige dyder er netop at sikre tryghed, med ro renlighed, og regelmæssighed. Mens det fra hedenold har været mændenes domæne at udvide re­viret og investere, så hans samfund ka vokse. Nu er Helle en kvinde og Lars en mand, og de to spidskan­dida­ter til statsministerposten har byttet sproglige domæner. Politisk er der også byttet om, for vi er vant til at de røde vil sikre velfærd og et trygt liv for dem, der har mindst i samfundet, mens de blå plejer at satse mest på at skaffe vækst ved at gå i krig og at investere pengene bedst muligt.

Nu bliver nogle af os bange, for vi kan slet ikke kende vores toppolitikere og de sproglige domæner, de ope­rerer inden for. Mor Helle har taget fars Lars’ ord og områder, og far Lars har til gengæld gjort det om­vend­te. Det gir forvirring og utryghed. For er de så ikke bare ens alle sammen inde på Christiansborg? Nej, det er de ikke, men de gør et stort nummer ud af at tale til de vælgere, som er i tvivl, og som skal ha at vide, at bå­de de blå og de røde sandelig også kan det, modparten siger, at han eller hun er så go til. Ingen må være i tvivl om, at alle kan det hele. Det efterlader så de sikre kernevælgere i en slags tomrum, hvor tvivlen raser, og hvor usikkerheden truer med at få overtaget. For kan man nu tro på dem, når de går helt ud over, hva vi er vant til?

Sprog er en social overenskomst, hvor vi er enige om, hvordan vi skal bruge ordene og forstå hinanden. Sprog er på den måde et sæt af mønstre, som vi hele tiden viser og sender af sted til hinanden. Så regner vi med, at vi kan være nogenlunde sikre på, at modparten er med på, hva vi vil. Når vi så bevæger os ud af ram­men og gør noget, vi ikke er vant til, er risikoen stor for, at de andre ikke kan følge os. Når Lars siger, at vi skal ha arbejdstøjet på, så er vi vant til at tænke i noget Kansas-agtigt noget med pletter osv. Men traditi­onelt er det jo de rødes område, og så bliver jeg forvirret. Og når Helle siger, at vi skal vækste os ud af kris­en, så er det noget normalt forbin­der med finans- og entreprenørverdenen, og det er traditionelt de blås område, og så bliver jeg igen forvir­ret.

Til gengæld gir det tryghed, når Dansk Folkeparti siger Kjærsgaard eller kaos, De Radikale vi stoler også på udlændinge og Enhedslisten anstændigheden tilbage i udlændingepolitikken, så er vi på sikker grund, og vi kender føler os trygge. Så holder Pia, Margrethe og Johanne sig inden for de sproglige domæner, vi er vant til, og ordene, de bruger, skaber billeder på vores nethinder, som vi kan føle os trygge ved. Vi kender dem, og vi føler, at vi ved, hva vi får, hvis vi stemmer på dem. De appellerer alle tre til følelser hos os om at ville det gode i verden. Om at stå sammen om en følelse af, at vi som danskere er et folk med et land, man kan have tillid til og være glad for at bo i.

Med de to spidskandidater til statsministerposten er det vanskeligere. De skifter og bytter i et væk, og det er svært for os at acceptere, når vi nu skal sætte vores kryds lige om lidt. Skal vi tro på, at begge fløje kan det hele, og kan det så være lige meget, hvem vi stemmer på? Er både verden og Danmark blevet så globa­liseret, at det urkvindelige og det machomandlige uden videre kan bytte plads både sprogligt og i virkelig­he­dens verden, hvor vi alle kæmper om at få den største bid af kagen? Eller er det at holde sig til, at de blå mænd investerer og vækster verdens, mens de røde piger sørger for trygheden og velfærden? Mens Mar­gre­the og Johanne sikrer udlændingene en fornuftig plads i samfundet, og Pia smider dem ud, der ikke opfø­rer sig ordentligt. Så er både ord, viljer og gerninger ligesom mere i overensstemmelse med, hvad vi tror på, vi kan få.

Onkel Villy – The clean up Man

Posted on by
1

Af Lars Romby

Lars Romby er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han blandt andet underviser i tv-journalistik, tilrettelæggelse og konceptudvikling. I en serie af klummer spørger han sig selv, hvilke typer af udsendelser, man kunne bruge de danske partiledere til, hvis de havde lyst til et bijob i tv-branchen. Dagens cast er Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti.

Af og til møder jeg en nydelig mand i linie 2A fra Amager mod Christiansborg. Sølvgråt hår, lidt tynd i toppen. Selv i den mørkeste vinter har han en kulør, der er en ’for lækker til love’-latino værdig.

Der må være tale om kulør på flaske, for jeg kan ikke forestille mig, at formanden for SF, Danmarks miljørigtige parti, går i solarium? Men da Gustav og Sidney allerede har indtaget partyscenen i den danske tv-verden, hvor kan Villy Søvndal så få et job, hvis han ønsker en karriere i tv-branchen?

Villy er hyggelig. Så hyggelig at mit tv dufter af pibetobak, når han træder frem på skærmen. Forleden hørte jeg en kommentator kalde ham ’onkel Villy’. Og det er nok ikke helt forkert. Han er den hyggelige onkel, der altid er med til familiefesterne med lommerne fulde af sjove anekdoter. Og han er den onkel, som man tilgiver, selv om han af og til opfører sig lidt upassende sidst på aftenen.

Når onkel Villy f.eks. flirter med 24-årsregler, så går det nok, for vi ved jo, at onkel Villy slet ikke er sådan i virkeligheden. Det er jo kun fordi, han er forlibt i hende den blonde pige, og så må han jo sluge et par kameler, før ægteskabet kan blive fuldbyrdet. Når hvedebrødsdagene er forbi, skal han nok blive sig selv igen.

Med sit hygge-gen passer Villy godt ind i panelet på et snikke-snakke program som Spørg Charlie. Her må det godt være alvorligt, bare ikke så alvorligt, at man ikke kan grine af det. Et andet oplagt bud er at sende Villy over til Anne for at lave AnneMad i Jylland. Så kunne vi kalde programmet for VilAnnemad! Det vil være et program, hvor vi får masser af gode opskrifter, sjove historier og to mennesker, der kan bekræfte hinanden i deres enighed. Hygge uden kant.

Men Villy har jo kant. Selv om han efterhånden er 59 år gammel og måske kommende udenrigsminister, så fremstår han stadig som lidt af en drengerøv. Én der altid er klar til at hoppe i fodboldstøvlerne og snuppe en omgang bold med gutterne og en tredje halvleg i omklædningsrummet.

Derfor er det også fristende at lade ham tage med på gutte-tur i programmet Nak og Æd. Stik Villy en bøsse, og lad ham plaffe et par vildænder til lejrbålet. I stedet for at redde naturen, skal han skyde naturen. Det vil sikkert være mere udfordrende for Villy, og derfor betydeligt mere underholdende for os seere.

Men Villy har potentiale til mere end det. Her har vi en partileder, der har trukket SF så langt mod højre, at det nærmest er Socialdemokraternes siamesiske tvilling. Selv om der af og til har været knurren i de socialistiske yderkroge af partiet, så er det alligevel altid endt op med meldingen: ”Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige”.

Og nu er SF’ere nok ikke de nemmeste at få til at gå i takt. Når sådan en opgave er lykkedes for Villy, må det være fordi han – apropos udenrigsminister-ambitioner – må have usædvanlig store diplomatiske evner. En evne til at både at overbevise og argumentere for sin sag – kombineret med en næve af stål. Villy Søvndal er ikke bare ’fatter’, han er ’Gudfatter’.

Derfor vil jeg caste Villy til en hel ny tv-serie: Villy – the clean up man.

Det er et program, der er inspireret af Nikita og Pulp Fiction,  der begge har en ’Clean-up-man’, der kommer og  klarer problemerne. Det er inspireret af den amerikanske tv-serie Judge Judy – en tv-retssal, hvor almindelige mennesker kan få Dommer Judy til at afgøre deres absurde uoverensstemmelser. Og sidst men ikke mindst, er det inspireret af en kollega, jeg engang havde i Århus, der blev ved med at sige, at der var en god historie i de der hegnsmænd.

Vi sender Villy ud til naboer, der er i konflikt med hinanden. Med sin danske ’nu skal vi jo også have det hyggeligt’-tilgang til problemerne og med sine diplomatiske evner, skal Villy forsøge at løse konflikten, så alle er tilfredse til sidst.

Og hvis folk ikke kan blive enige? Ja, så træder gudfatter til og giver dem et tilbud, de ikke kan sige nej til..

Nyhedsmedier distraherer vælgerne på sociale medier

Posted on by
1

Af Lars Holmgaard Christensen

Valget er en kamp – for din stemme, dit kryds, men sandelig også din opmærksomhed og dine klik.

Selvom sociale medier giver nye muligheder for engagement og kultivering af ’the wisdom of crowds’, så synes særligt nyhedsmedierne at være tilfredse med at udnytte ’the stupidity of crowds’ og høste gevinsten fra brugernes umiddelbare nydelse af noget underholdende og klikbart indhold.

Nyhedsmediernes innovation i forhold til at klæde borgerne på til demokrati drukner således i tilbud, hvor brugerne helst skal tilpasses eksisterende produkter og skabelontankegange. Nyhedsmedierne ser sig selv som efterspurgte brands,  og brugerne skal helst ha’ det sjovt, så de ikke forlader nyhedsbutikken.

På Ekstra Bladet, hvor de har opbygget brugeruniverset Nationen, har man således kunnet deltage i at finde valgets ’side 9’ pige blandt kandidaterne, og som de selv teaser historien: ”I tre uger skal vi kigge på billeder af meddanskere, der vil have vores stemme. Men nogle af kandidaterne er kønnere, frækkere og lækrere end andre”. Og så er Ekstra Bladet alligevel mere moderne end man skulle tro og tænker ligestilling, for som der videre bliver opmuntret til: ”Vi har valgt 11 – du skal vælge én: I morgen er det mændenes tur”.

På Politikens Facebook-side tilbydes brugerne intim sladder om de andre vælgere – altså hvis vælgerne er villige til at fortælle, hvad de stemmer, og selv afgiver lidt privat information.

I valgprogrammer på tv sker brugen af sociale medier, når publikum opfordres til at være kilde til spørgsmål, og hvor en særlig provokerende kommentar fra en Facebook-bruger kan blive brugbar i et tv-program. Det aflaster mest af alt journalistens spørgeteknik, ”nogen siger”, som en politiker, så skal forholde sig til.

Har en vælger politikerlede har DR gjort det muligt for vælgerbefolkningen at lave egne valgplakater. Det tjener et kreativt formål, hvor man kan sende hjemmelavede politiske budskaber til venner og familie. Det tjener også det formål, at man kan være medieaktiv med politik, hvis ikke man helt orker at være politisk aktiv med medier.

Hos DR udnytter man også ny teknologi i form af social overvågning. Som i et alternate reality game kan man blandet andet følge en politiker rundt via GPS og få statusopdateringer ’on the move’ og ’to go’.

Og hvis vi er aktive nok, kan vi bruge vores smartphones til selv at skabe en relation til det politiske karneval(g) ved hjælp af såkaldte lokationsbaserede tjenester, som vi kan checke ind- og ud af. Helle Th. og jeg er her!

Efter i flere år at have hørt om Big Brother, og om hvordan vi bliver overvåget af alle mulige på Facebook, er det nu nyhedsmedierne, der overvåger politikerne og interessante vælgere. Det sker i håb om at kunne levere en underholdende applikation.

Når alt er lige gyldigt i valgdækningen ender det som ligegyldigt

Men måske handler det slet ikke om overvågning eller Orwells Big Brother, men mere om tankegods fra en af Orwells samtidige, Aldous Huxley.

Huxley var bekymret for, at vi gennem overkommunikation og overdramatisering vil blive passiviseret og blive underholdt ihjel.

Folk kommer til at være optaget af talentshows, celebrity-stjerner, underholdende valgprogrammer og teknologiske gimmicks, hvorfor de aldrig forholder sig til reel information eller skriverier, der stiller kritiske spørgsmål.

Det væsentlige og det trivielle vil i den optik blive nivelleret på en måde, så alt bliver lige gyldigt og derfor i sidste ende ligegyldigt.

Det bliver ikke længere muligt at forstå fakta fra retorik og performance. Et sagligt politisk argument kan ikke skelnes fra underholdende mudderkastning.

Det vil ikke være tid til det udfordrende og det krævende, fordi dopamin-stimulerende valgprogrammer med vægt på retorik og performance eller iphone-apps og andet bling-bling uden indhold vil stå i kø for at få opmærksomhed.

Vælgerbefolkningen bliver i brugen af nydelsestilbud og i en konstant jagt på underholdning holdt i skak. Den momentane nydelse i at blive distraheret af noget underholdende nyt er blevet et mål i sig selv.

– Hvis vi vælger at acceptere den momentane nydelse i distraktionen, som er et skifte fra det logiske til det følelsesmæssige, så betyder det, at vores endelige stemme ikke vil være velovervejet, men bliver af den hedonistiske medborger afgivet spontant og med afsæt i den underholdende oplevelse stemmeboksen kan tilbyde.

Det luftigt-konkrete

Posted on by
4

Af Ejvind Hansen

Hvad handler valget om? Hvis man kigger rundt i medielandskabet, så er man ikke længe i tvivl: Valget handler da om økonomi! Det synes de fleste kommentatorer at være enige om. Økonomien trænger sig på, fordi vi har en finanskrise, der banker på døren, og som muligvis endda allerede er trådt indenfor.

Det har givetvis været i Lars Løkke Rasmussens interesse, at det blev sådan. Han har satset stort på at kunne vise en kant til oppositionen på dette område, hvilket mest klart er blevet illustreret i dueller mellem Ole Sohn og finansminister Claus Hjort Frederiksen i vinter. Hvis man genlytter til disse dueller, så skal man bemærke sig, at Frederiksen meget konsekvent bruger ordet “konkret” om regeringens politik, og netop betvivler oppositionens evne til at formulere en “konkret” plan for, hvordan man skal reagere på fremtidens udfordringer.

Regeringen sælger altså sig selv på konkrete bud på en “fremtidssikret” politik, og kritiserer oppositionen for kun at have “luftige” planer, der baserer sig på lånte penge, som vores børn kommer til at skulle betale tilbage.

S og SF på den anden side er også interesserede i den økonomiske dagsorden. Dels fordi de mener at have en kant i forhold til regeringen. De kritiserer regeringen for at ville spare sig ud af krisen gennem nedskæringer, hvorimod de selv vil få danskerne til “at arbejde sig ud af krisen”. Vi skal altså tværtimod sætte gang i hjulene, for ad den vej at modvirke krisen.

Netop fordi S-SF vil løse problemet gennem en ekspansion kan deres plan ikke være “konkret” i samme forstand som regeringen. En plan, der baserer sig på at skab ny værdi kan ikke henvise til allerede eksisterende værdier, når de henviser til, “hvor pengene skal komme fra”. Derfor er oppositionen sårbar overfor fordringen om det “konkrete”.

 

I kødet på kernebegreberne
Nu skal man jo ikke klandre politikerne for at etablere den dagsorden, som de ønsker. Det er jo så at sige, det vi har dem til. Men spørgsmålet er, om vi ikke kunne få en lidt mere interessant politisk debat, hvis vi fik journalisterne til at gå lidt mere i kødet på det politiske udsyn hos partierne ved at tage fat i deres kerne-begreber.

For at tage et eksempel: Hvad ville der ske, hvis vi gik lidt tættere på ordet “konkret”? Ved blot at acceptere at “konkret” i en vis forstand er et uomgængeligt begreb i en politisk-økonomisk debat, så har vi (muligvis ubevidst) accepteret en lille overhånd for den siddende regering.

I en neutral journalistisk tilgang er dette ikke ønskværdigt, men naturligvis svært at undgå. Fordi det er svært at undgå, vil den bevidste journalist ofte forsøge at balancere produkterne, ved så at supplere med modpartens synspunkt. I dette tilfælde ville det vel være at balancere kravet om det “konkrete” med en spørgen til “visioner”. En siddende regering har som regel sværere ved at tale om “visioner”, uden at henvise til det “konkrete”, som de allerede har gjort. Så “visioner” giver en overhånd til oppositionen (Anders Fogh Rasmussens vandt regeringsmagten gennem sloganet “Tid til forandring”; Helle Thorning-Schmidt forsøger nu at gøre det samme med “Danmark skal videre”)

Spørgsmålet er imidlertid om balance-princippet giver os den bedste valgkamp? Det er klart, at det tilgodeser det journalistiske konflikt-kriterie – at en journalistisk formidling fremmes gennem klare konfliktuelle kanter i historien. Men giver det os også den bedste forståelse af, hvad vi vælger imellem? Er valget egentlig nødvendigvis et “enten-eller”. Burde man som vælger ikke forvente at ethvert parti BÅDE er konkret OG visionær?

 

Administrative visioner
Det er det ene. Men næste punkt er i virkeligheden endnu mere påtrængende. For hvad er det egentlig vi mener, når vi diskuterer om noget er “konkret” eller “visionært”? Det er klart, hvad Claus Hjort Frederiksen mener: Han vil have Ole Sohn til at fortælle HVEM (konkret) vi skal tage pengene fra. Men ved at fastholde dén dagsorden lukker han for en række andre. Han holder os fast på en dagsorden, der siger, at man ikke kan bruge pengene før man har dem. Og derfor skal vi først vide, hvor de skal tages fra, inden vi vil vide, hvad de skal bruges til. Man kan sige, at han fastholder os på en forståelse af politikerne som dem, der “administrerer” de givne midler.

Er det sådan vi gerne vil tænke vores politikere? Som administratorer af det givne? Vil vi ikke gerne have politikere, der faktisk har nogle ideer med at forandre samfundet? Umærkeligt begynder sproget nu at trække mig over i den modsatte grøft, for svaret på disse spørgsmål trækker naturligt tænkningen over mod “visions”-fortællingen, som oppositionen jo gerne vil læne sig op af. Vi vil gerne have politikere, der har visioner om at ændre det bestående.

Men lytter vi nu ordentligt efter, så er “visionerne” hos oppositionen måske i virkeligheden til at overse. For hvad er visionen egentlig? Oppositionens “visioner” er i virkeligheden lige så “administrative” som regeringens “konkrete bud”. Man vil arbejde sig til velstand. Hvad skal vi så bruge den velstand til? Det blafrer lidt i vinden. Der er ganske vist forskellige forslag om bedre velfærd, at sikre konkurrenceevnen, nye jobs, mere uddannelse, men kigger man det efter i sømmene, så er det alt sammen midler til at nå det egentlige mål – økonomisk velstand.

 

Hvad skal vi bruge velstanden til?
Hvis nu vi kunne brede diskussionen lidt ud, så vi også fik en snak om, HVAD vi skal bruge det økonomiske overskud til, så fik vi måske en lidt mere nuanceret debat. Så blev det måske også nemmere at se forskel på de forskellige partier i de to fløje – og måske kunne man endda være så heldig at få blik for, at der ikke kun er to fløje, men at der på forskellige akser er et utal af fløje, som måske også kunne give blik for nye regerings-konstellationer.

Så: hvis vi nu skal fokusere så meget på at være konkrete, så lad os i det mindste være åbne for, at man kan være konkrete på mange måder. Kunne vi prøve at tage bare én dag i valgkampen, hvor vi i fællesskab antog, at den til enhver tid siddende regering nok skal få pengene til at hænge sammen. Og vi så i stedet diskuterede HVAD vi skal bruge den velstand til, som begge fløje så intenst arbejder på at sikre os.

Så tror jeg, vi efterfølgende ville få os en meget mere spændende valgkamp.

Med på en kigger – Pia Kjærsgaard

Posted on by
1

Af Lars Romby

Lars Romby er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han blandt andet underviser i tv-journalistik, tilrettelæggelse og konceptudvikling. I en serie af klummer spørger han sig selv, hvilke typer af udsendelser, man kunne bruge de danske partiledere til, hvis de havde lyst til et bijob i tv-branchen. Dagens cast er Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

 

Med på en kigger – Pia Kjærsgaard

Hun emmer af danskhed. Hun er stegt flæsk med persillesovs, lune frikadeller, en perlende Tuborg og så selvfølgelig en usædvanlig stor portion rødgrød med fløde. Pia Kjærsgaard er en fremragende politiker – måske en af de dygtigste i Danmark. Men hvis hun nu søger et bijob i tv-branchen, hvad er så Pias X-faktor – hvilket program kan hun være vært for?

Det er fristende at sende Pia i tv-køkkenet for at lave dejlig dansk mad uden for mange eksotiske krydderier – en værdig arvtager efter Kirsten Hüttemeier. Men det vil være spild af talent, for Pia har meget andet at byde på end brun sovs. Lad os kigge hende lidt nærmere efter i sømmene med tv-øjne.

Hun er en 64 år gammel ’blondine’ med et frækt mellemrum mellem fortænderne. Hun går ofte i en knækort nederdel, så man kan se hendes fine ankler, og på tv fremstår hun som slank og ikke så høj.

Hvad udstråling angår er hun derimod stor – hun fylder meget i et rum. Når man ser hende på skærmen oplever man et utroligt nærvær, og man tvivler aldrig på, at hun er tilstede i rummet.

Samtidig har hun en meget høj grad af troværdighed. Det kan godt være man er uenig i hendes synspunkter, men man tvivler ikke på, at hun mener det, hun siger, og derfor fremstår hun som et ærligt menneske. Med sådan en udstråling er hun jo nærmest Danmarks svar på den syv år yngre og nu pensionerede Oprah Winfrey.

Er det løsningen? Pia Kjærsgaard som talkshow vært? Tjah, det vil være rart med lidt modspil til QTV på Kanal 4. Langt hen af vejen vil Pia sikkert brillere i et talkshow. Men, men, men… I længden vil det nok gå galt. For selv om hun i høj grad brander sig som de svages hjælper og beskytter, så bliver hun nok træt af at høre på folks jammer og modgangshistorier.

For Pia har også en anden type af udstråling ud over troværdighed og nærvær. Og det er irritation. Man ser det for sig, Pias mund der så småt tager form efter numsen på et fjerkræ, mens hun vrisser: ”Altså, nu må statsministeren snart tage sig sammen. Det kan jo ikke være rigtigt at…”.  Pia Har det med at blive irriteret – hun bliver retfærdig harm over alle de ’nåsåer’, hun af og til må omgås.

Hvis Pia blev talkshow vært, ville hun i længden ikke kunne holde ud at nikke forstående til den ene mere idiotiske historie efter den anden. Godt nok fremstår hun empatisk, men kun til en vis grænse.

Hun vil ende med at give folk et verbalt/fysisk los i røven, så tingene udvikler sig i bedste Jerry Springer stil. Og selv om det kan være ganske morsomt, så går det jo nok ikke her i Dannevang.

Til gengæld er der faktisk en dansk tv-vært, hun minder om, nemlig Danmarks ex-supersoldat B.S. Christiansen. Som B.S. har Pia alderen og udstrålingen, der giver myndighed. Hun er vant til at styre tropperne. Hun er ærlig, kontant og karismatisk. Hun har et budskab, hun brænder for, og er ikke bange for at gå ind i konflikter på vejen frem mod målet. Derfor vil jeg gerne caste Pia Kjærsgaard til at være vært på et helt nyt program: Pias Bootcamp.

Vi sender en gruppe livsramte drenge med anden etnisk baggrund på Pias bootcamp. Med alle Pias kvaliteter, hendes målrettethed, hendes spring fra hjemmehjælper til magtens tinde, kan hun være det gode eksempel, der inspirerer. Den der hjælper drengene med at få et mål og at kæmpe for det, de har kært.

Så er spørgsmålet bare, om Pia også har den rummelighed, som B.S. Christiansen også står for. Kan hun acceptere folks forskellighed, kan hun se det bedste i mennesker og lære af andres måder at se verden på? Jeg tror faktisk, det er tilfældet. I så fald har vi et program, hvor alle har noget på spil. Både de medvirkende, værten og os seere. Og så er jeg i hvert fald med på en kigger.