Af Lars Holmgaard Christensen

Bliver valgkampen vundet i de sociale medier og på Facebook, bliver der igen spurgt ved dette valg. Præmissen for det spørgsmål tager afsæt i at ville måle, hvad politikerne kan få ud af at bruge de forskellige medier. Det er altså et spørgsmål om, hvorvidt politikerne kan vinde mange vælgere i de sociale medier, og om ét medie er mere betydningsfuldt end et andet.

Vi ved, at tv og tekst-tv er de mest dominerende nyhedsmedier i Danmark og vi ved, at Facebook er begyndt at blive en ny indgang til nyhedsstrømmen for mange. Sociale medier kommer ikke til at erstatte allerede kendte former for politisk kommunikation og vil ikke udkonkurrere de øvrige medier.

Sociale medier er blevet en del af kandidaternes værktøjskasse, og hvad de sociale medier kan bibringe en politikers kamp om at komme i folketinget afhænger af budskab, kandidatens status og kendthed i det øvrige mediebillede

Vi kan slå fast, at ved dette folketingsvalg er de sociale medier og Facebook meget betydningsfulde for politikere, men også for nyhedsmedierne og vælgerbefolkningen, som er tilstede i de sociale medier. Succeskriterierne er forskellige fra politiker til politiker og for de forskellige nyhedsmedier, så det er ikke altid lige målbart, hvis der er behov for at sige noget om størrelsen af de sociale mediers betydning, men der er flere forskelle, der gør en forskel ved dette folketingsvalg sammenlignet med valget i 2007.

1. For det første, så er Facebook og Twitter blevet markant mere populær og integreret i almindelig mediebrug. De sociale medier indgår altså i det totale medieforbrug og er en vigtig indgangs- og underholdningskanal for mange i forhold til politiske budskaber og en aktiv medieoplevelse.
2. For det andet, så har marketings- og kommunikationsprofessionelle siden 2007 arbejdet strategisk i forhold til at bruge de sociale medier effektivt og engagerende. Om end der stadig er eksperimenterende tiltag, så har det en betydning, at der nu er strategiske værktøjer tilgængelig, når politikere vil kommunikere og skabe relationer på Facebook og i de sociale medier.
3. For det tredje, så er de traditionelle nyhedsmediers opmærksomhed mod og brug af Facebook steget markant siden sidste valg. De traditionelle nyhedsmedier er tilstede på de sociale medier, laver historier fra de sociale medier og følger kandidater på bl.a. Facebook og Twitter. Det har en betydning, at politikernes kommunikationsrådgivere og journalister leger med teknologiske muligheder i de sociale medier. Det skaber en ny type intencitet i medieoplevelsen og etablerer nye relationer og indgange til det politiske kommunikationsrum – om end en ofte underholdende indgang
4. For det fjerde, så får brugeren en forstærket oplevelse af valgkampen ved at bruge de sociale medier. På Facebook får brugeren en mulighed for at reagere på budskaber, som kan være leveret fra forskellige nyhedskilder. Disse reaktioner er samtidig med til at bekræfte vedkommendes tilslutning til en kandidat, og bliver derfor centralt i forhold til at fremvise politiske sympatier overfor vennerne og andre, som har adgang til de kommentarer, vedkommende skriver på forskellige Facebooksider.

At brugerne deltager fremfor blot at være orienteret mod at modtage information er en mobilisering af et aktivt socialt demokrati, en politisk kultur, hvor vi vil se mindre hemmelighedskræmmeri omkring, hvad man stemmer til fordel for at melde ud til sit sociale netværk og her finde anerkendelse, bekræftelse, men også i forhold til at det giver en sikkerhed i forhold til at navigere i de mange budskaber og valgløfter.

Valgkampen er desuden en længe ventet begivenhed, som partierne og vælgerne længe har varmet op til. Ventetiden er blevet brugt til at udvikle og engagere vælgere med interaktivt indhold og sjove politiske spil i de sociale medier. Og som vi har set ved andre begivenheder, glædelige såvel som tragiske, så smykker personer på Facebook deres egne profilbilleder med symboler, der viser netop deres sympatier og politiske tilhørsforhold.  Folks profilbillede på Facebook viser logoet for et bestemt parti og for nogle endda med henvisning til lokale kandidater.

Derfor er alle Facebook-brugere blevet nyttige lygtepæle for politiske budskaber og valgplakater.

Særligt for tvivlere, der måske ikke overtales af det bedre argument eller det mest charmerende eller vrede udseende på tv, betyder det, at de har mulighed for at finde inspiration og sikkerhed i de sociale medier, når venner melder ud politisk eller når venner i letforståelige kommentarer reagerer på ’politikersnak’ og politikernes udmeldinger i de traditionelle medier.

Centralt for kommentarer og reaktioner står de traditionelle mediers nyheder og valgdækning, som bliver et fælles udgangspunkt, en valgdæknings-kanon, der bliver dagsordenssættende for de ting, man reagerer på i de sociale medier.