Af Michael Ejstrup

Så er vi i gang og Lars og Helle lagde ud med at skyde valgdebatterne i gang ved at fyre løs med klicheer og luftige formuleringer.
Vi kan ikke bruge pengene, før vi har dem; vi skal sikre varig velfærd; det handler om at sikre vækst i fremtidens Danmark; vi skal skabe tryghed for alle danskere, og vi ka blive ved.

Det er som at få serveret det samme stykke knastørre citronhalvmåne igen og igen. Vi er så trætte af det, og vi vil så gerne have at vide, hvad det så er, de vil gøre for at gennemføre de store luftfyldte tanker.

Luft eller substans
Sprogligt arbejder vi på tre niveauer: et mellemniveau, hvor vi har de prototypiske ord som sav, hammer, stol og bord i midten. De ord bruger vi, når vi har brug for at nævne en prototypisk ting fra vores almin­de­lige verden, uden at vi gider tage særlig stilling til ret meget.

Så har vi et niveau oven over, hvor vi har ord som værktøj, møbler, tryghed og vækst. Her flyver vi op i en nytanket helikopter og bliver luftige og upræ­cise. Det er lige nøjagtig det, Helle og Lars begge gør, når de kun vil tale i floskler og om tryghed, velfærd og penge, vi skal skaffe. Det gir ikke mening, når vi skal finde ud af, om de rent faktisk vil det gode, som vi hver især ønsker at stem­me på.

Vi vil ned i det tredje niveau, hvor vi bruger ord og beskrivelser, som afskaf­felse af rabat på billet­ter til rige pensionister, mere omsorg til de hjemløse eller permanent udvisning af kriminel­le indvandrere. Så er vi på et sprogligt niveau, der har de detaljer, vi skal bruge for at kunne vælge. Det mestrer Margre­the, Johanne og Pia. Det er det, vi vil ha, og derfor får de vores opmærksomhed.

Stemmen knak
Helt uden at vide det kommer politikerne alligevel til at afsløre meget mere, end ordene de vælger. De kan tjekke tøjet, frisuren og deres foundation lige så meget, de vil, for vi får alligevel indblik i, hvor deres svag­he­der og passioner ligger. Stemmen afslører dem.

Vi ved, at Lars kan blive hidsig. En slettet videobid fra TV2 skal have vist det. Og det lykkes Helle at få Lars til at afsløre sig, når hun i fredagens åbningsdebat på TV2 siger til Lars …jeg forstår ikke, du kan finde på at sige den slags…  og når hun lidt efter kalder  hans ar­gument for et fupargument. Så svarer Lars helt efter bogen og vældig fornuftigt med en årsagssætning for at skabe sammenhæng i verden. Han indleder med et fordi… Der sker bare det, at stemmen knækker en lille smule, og hans tone stiger. Det kan vi høre, og vi ved, at nu er han nok sur. Han taber det hele på gul­vet, ligesom vi selv gør det, når vi skændes derhjemme, og stemmen knækker.

Den slags sker, og det kan reto­rikerne ikke hjælpe vældig meget med. Det er menneskeligt, talen er on-line, og vi får indblik i, at Lars og Helle er mennesker. Lyt til stemmen, lyt til pausernes længde, lyt til, hvor mange øhh og bøhh, politiker­ne har brug for. Det afslører vildt meget om, hvad der sker inden i hovederne på dem.

Hen til kommoden
Og så var det lige, at Lars kom til at forlade sin plads midt i søndagens debat, hvor alle partilederne ellers var blevet stillet på hver sin faste plads. Og traditionen sir, at så skal de blive der. Men retorikken sir til gen­gæld, at det ér muligt at gøre noget utraditionelt for at få opmærksomhed.

Det gjorde Lars så, men desvær­re mis­lykkedes udflugten, da han stillede sig foran Helles plads og høfligt ventede på, at hun talte ud. Lars kom til at stå og se lille ud foran Helle, der så til gengæld fik lov til at tale ned til Lars.

Det er muligt at gøre spændende og utraditionelle ting i en on-line debat på tv, men det er også farligt. Mislykkes det, kan det gi point til fjenden. Villy prøvede også at komme ud på banen, men journalisten forhindrede ham.

Det er nok alligevel bedst ikke at danse for meget hen til den kommode eller at vende ryggen for meget til talestrømmens substans.

Se klippet på tv2