Det stærke køn?

Af Roger Buch

Et overfladisk blik på dansk politik kunne give indtryk af et meget ligestillet samfund eller måske endog kvindemagt.

Fire stærke kvinder:

Næsten halvdelen af partilederne er kvinder og meningsmålingerne peger på en kvinde som næste statsminister. Det billede snyder.

Kun 34 procent af kandidaterne til folketingsvalget er kvinder, hvilket er en anelse mere end de 32 procent i 2007. Kvindeandelen vil formentlig stige lidt ved valget, så det ender på de samme 38 procent kvinder, som har været resultatet ved de seneste valg. Antallet af kvinder i folketinget har stort set ikke flyttet sig i de seneste 15 år – og det er også bemærkelsesværdigt, at selv om vi om fire år i 2015 kan fejre 100-året for kvinders valgret, så er 2/3 af kandidaterne stadig mænd. Ligestillingen i Danmark har bevæget sig i sneglefart og det gør den stadig.

Men i virkeligheden er 30-40 procent kvinder i folketingspolitik fantastisk flot – for på næsten alle andre områder i samfundet ligger kvindeandelen langt lavere, hvilket magtudredningen dokumenterede i sin gennemgang af de forskellige eliter i samfundet:

  • 14 pct. kvinder i embedsmandseliten
  • 15 pct. kvinder i dommereliten
  • 9 pct. i interesseorganisationseliten
  • 1 (en) pct. i erhvervseliten
  • 13 pct. i medieeliten
  • 8 pct. i professoreliten
  • 20 pct. i kultureliten

Mændene sidder på næsten alle ledende stillinger: dommere, professorer, departementschefer, redaktører, direktører, museumsledere, kommunaldirektører, fagforeningsledere osv. Og selv om der er 38 procent kvinder i Folketinget, er kvindeandelen meget lavere i de tunge folketingsudvalg, som Udenrigspolitisk Nævn og Finansudvalget, lige som kvindeandelen i den nuværende regerings interne koordinationsudvalg har været 15-25 procent.

Hertil kan føjes at der ikke er ligeløn og at kvinder stadig påtager sig den største del af arbejdet i hjemme med børn, rengøring og madlavning. Måske var det derfor, at man forleden kunne se en af Danmarks fremstormede dygtige stærke kvinder Johanne Schmidt-Nielsen, som TV-Avisen fulgte hele dagen – sidst på dagen pludselig udtrykte bekymring for om hun kunne nå hjem og vaske tøj.

Fra stort til små – konklusionen er klar: Danmark er et gennemført mandsdomineret samfund og alligevel fylder ligestilling intet i valgkampen. Der er over de seneste årtier opbygget en tosidet myte om, at Danmark er blevet et meget ligestillet samfund, og at de eneste tilbageværende ligestillingsproblemer findes hos indvandrere.

Sandheden er den modsatte: Danmark er på næsten alle områder et mandsdomineret samfund. Det vil folketingsvalg 2011 ikke ændre på – selv om valget ser ud til at give danmarkshistoriens første kvinde som statsminister. Det er derfor mere end tiltrængt, at folketinget efter valget får et ligestillingsudvalg – selv om det burde være oprettet for årtier siden.

4 thoughts on “Det stærke køn?

  1. Hvad nu hvis 2/3 af kandidaterne havde været kvinder, ville vi så skulle høre om at ligestillingen halter? Nej da! Så ville vi blive oplyst om at de stærke kvinder suser forbi de sløve mænd! At kvindernes mindre andel kan skyldes et mindre engagement, er åbenbart ikke en gyldig fortolkning, men det ville det ganske givet være, hvis det var omvendt. Der er generelt i kønsdebatten en diskriminerende tendens til at se kvindelig underrepræsentation som udtryk for manglende ligestilling, mens mandlig underrepræsentation ses som resultatet af mændenes underpræstation. Man kan bare se på uddannelsesområdet, hvor mændenes stadigt mindre andel, ikke problematiseres på samme måde, som kvindernes lave deltagelse på andre områder. Statistikkerne fortolkes altid til kvindernes fordel, uanset om de er i mindretal eller flertal. Pudsigt nok nævnes dommerstanden som ét af de områder hvor kvinderne mangler ligestilling. Men med kvindernes forholdsmæssige dominans på jurastudiet, kombineret med deres jobpræferencer, er vi på vej mod en kvindedomineret dommerstand. Vil det være et ligestillingsproblem?

    • Peter, du har ret i, at områder med underrepræsentation af mænd, ikke problematiseres på samme måde som områder med underrepræsentation af kvinder. Dog har der været nogen opmærksomhed om uddannelse, som du peger på, både i forhold til ungdomsuddannelser, hvor unge mænd halter bagefter og på de videregående uddannelser. Det paradoksale er, at selv om unge kvinder er i færd med, at overtage flertallet på mange uddannelser, så mangler de både på lektor- og især professorniveau. Og det samme med dommerne, som du nævner: Masser af advokater som er kvinder, men næsten ingen dommere. Kvinder mangler generelt i topstillinger – det er vel værd at overveje, om det er både rimeligt og godt?

      • Tak for svaret. Det er rigtigt at der er kommet lidt større opmærksomhed på, at det er et problem at for få drenge søger videre i uddannelsessystemet. En kontrast til, at det for ikke så længe siden blev betragtet som en ren succes at pigerne vandt terræn, ud fra vanetænkningen om at ligestilling specifikt handler om kvinders muligheder. Men der er ikke tale om den samme form for opmærksomhed. Når kvinder er underrepræsenterede ligger det altid lige for – direkte eller underforstået – at fortolke det som undertrykkelse. Derfor behøver man tilsyneladende kun at påvise en statistisk ulighed, som grundlag for kvoter og andre tvangsorienterede tiltag. Og dette ser man pr. definition ikke, der hvor der mangler mænd. Det er ellers nærliggende at sammenligne manglen på mandlige studerende, med manglen på kvindelige professorer, da begge dele jo hører under det samme system. Men jeg har ikke bemærket nogen forslag om mandekvoter eller pengegaver til studier der optager flere mænd. Skal man tage begrebet ligestilling alvorligt, må det imidlertid være styret af de samme overordnede principper for begge køn, uanset om man iøvrigt går ind for kvoter o.lign. eller ej. Og uanset om man taler om topstillinger, eller dem lidt længere nede.

        Angående dommerstanden, så er jeg ikke opdateret på, hvordan de kvindelige jurister aktuelt har deres jobfokus. Men jeg bygger mit udsagn på, at Weekendavisen for et par år siden bragte en artikel der forudsage at udviklingen pegede i retning af, at dommerembedet bliver et næsten rent kvindeerhverv. En del af pointen i artiklen var, karakteristisk nok, at der var tale om noget man ikke rigtigt havde lyst til at forholde sig kritisk til.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *