Med på en kigger – Pia Kjærsgaard

Af Lars Romby

Lars Romby er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han blandt andet underviser i tv-journalistik, tilrettelæggelse og konceptudvikling. I en serie af klummer spørger han sig selv, hvilke typer af udsendelser, man kunne bruge de danske partiledere til, hvis de havde lyst til et bijob i tv-branchen. Dagens cast er Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

 

Med på en kigger – Pia Kjærsgaard

Hun emmer af danskhed. Hun er stegt flæsk med persillesovs, lune frikadeller, en perlende Tuborg og så selvfølgelig en usædvanlig stor portion rødgrød med fløde. Pia Kjærsgaard er en fremragende politiker – måske en af de dygtigste i Danmark. Men hvis hun nu søger et bijob i tv-branchen, hvad er så Pias X-faktor – hvilket program kan hun være vært for?

Det er fristende at sende Pia i tv-køkkenet for at lave dejlig dansk mad uden for mange eksotiske krydderier – en værdig arvtager efter Kirsten Hüttemeier. Men det vil være spild af talent, for Pia har meget andet at byde på end brun sovs. Lad os kigge hende lidt nærmere efter i sømmene med tv-øjne.

Hun er en 64 år gammel ’blondine’ med et frækt mellemrum mellem fortænderne. Hun går ofte i en knækort nederdel, så man kan se hendes fine ankler, og på tv fremstår hun som slank og ikke så høj.

Hvad udstråling angår er hun derimod stor – hun fylder meget i et rum. Når man ser hende på skærmen oplever man et utroligt nærvær, og man tvivler aldrig på, at hun er tilstede i rummet.

Samtidig har hun en meget høj grad af troværdighed. Det kan godt være man er uenig i hendes synspunkter, men man tvivler ikke på, at hun mener det, hun siger, og derfor fremstår hun som et ærligt menneske. Med sådan en udstråling er hun jo nærmest Danmarks svar på den syv år yngre og nu pensionerede Oprah Winfrey.

Er det løsningen? Pia Kjærsgaard som talkshow vært? Tjah, det vil være rart med lidt modspil til QTV på Kanal 4. Langt hen af vejen vil Pia sikkert brillere i et talkshow. Men, men, men… I længden vil det nok gå galt. For selv om hun i høj grad brander sig som de svages hjælper og beskytter, så bliver hun nok træt af at høre på folks jammer og modgangshistorier.

For Pia har også en anden type af udstråling ud over troværdighed og nærvær. Og det er irritation. Man ser det for sig, Pias mund der så småt tager form efter numsen på et fjerkræ, mens hun vrisser: ”Altså, nu må statsministeren snart tage sig sammen. Det kan jo ikke være rigtigt at…”.  Pia Har det med at blive irriteret – hun bliver retfærdig harm over alle de ’nåsåer’, hun af og til må omgås.

Hvis Pia blev talkshow vært, ville hun i længden ikke kunne holde ud at nikke forstående til den ene mere idiotiske historie efter den anden. Godt nok fremstår hun empatisk, men kun til en vis grænse.

Hun vil ende med at give folk et verbalt/fysisk los i røven, så tingene udvikler sig i bedste Jerry Springer stil. Og selv om det kan være ganske morsomt, så går det jo nok ikke her i Dannevang.

Til gengæld er der faktisk en dansk tv-vært, hun minder om, nemlig Danmarks ex-supersoldat B.S. Christiansen. Som B.S. har Pia alderen og udstrålingen, der giver myndighed. Hun er vant til at styre tropperne. Hun er ærlig, kontant og karismatisk. Hun har et budskab, hun brænder for, og er ikke bange for at gå ind i konflikter på vejen frem mod målet. Derfor vil jeg gerne caste Pia Kjærsgaard til at være vært på et helt nyt program: Pias Bootcamp.

Vi sender en gruppe livsramte drenge med anden etnisk baggrund på Pias bootcamp. Med alle Pias kvaliteter, hendes målrettethed, hendes spring fra hjemmehjælper til magtens tinde, kan hun være det gode eksempel, der inspirerer. Den der hjælper drengene med at få et mål og at kæmpe for det, de har kært.

Så er spørgsmålet bare, om Pia også har den rummelighed, som B.S. Christiansen også står for. Kan hun acceptere folks forskellighed, kan hun se det bedste i mennesker og lære af andres måder at se verden på? Jeg tror faktisk, det er tilfældet. I så fald har vi et program, hvor alle har noget på spil. Både de medvirkende, værten og os seere. Og så er jeg i hvert fald med på en kigger.

 

One thought on “Med på en kigger – Pia Kjærsgaard

  1. I wish to convey my affection for your kindness giving support to visitors who must have guidance on this one question. Your real dedication to passing the solution up and down had become extremely functional and has really encouraged regular people just like me to arrive at their endeavors. This invaluable help denotes this much to me and even further to my peers. Thanks a lot; from each one of us.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *