Oraklernes tid er her lige nu

Af Henrik Wilhelm Jørgensen

TV2 og Danmarks Radio har investeret massivt i valgdækningen. Aldrig er der smidt så mange journalister, analyse- og vurderingsmænd ind i dækningen af valgkampen på de to public service-stationer. Og de har rigelig med sendetid at boltre sig på.

Men hvad har vi seere, så fået oven i hatten, når nu de store licenskonger går all in i deres enorme valgrus?

Vurderet på den første halvdel af valgkampen, så tegner der sig et billede af desperation. Tv-stationerne satser benhårdt på deres højt profilerede studieværter og forsøger sig med et dynamisk, festligt og aggressivt set-up, men det bider bare ikke rigtigt.

Politikerne har valgparaderne oppe og lirer den samme retorik af igen og igen. Og så bliver showet og værdien af den politiske tv-debat altså ikke bedre af, at man forsøger sig med umulige spørgsmål som: Har krisen toppet, svar ja eller nej – som tilfældet var i TV2’s første partilederrunde. Der er ikke en eneste person på kloden, som kan svare på dette spørgsmål. Og den, som alligevel gør, udstiller sin egen useriøsitet.

Ideen er jo god nok, men det kræver spørgsmål, som man reelt kan besvare med et ja eller nej. Spørgsmål, der skraber det fede lag af politikernes retorik væk og blotter politikernes egentlige hensigter.

Når det så ikke lykkedes at spidde politikerne i de stort anlagte tv-shows, så har vi gudskelov alle analytikerne, chefredaktørerne, tidligere spindoktorer, kommunikationseksperter og andre orakler, som kan udlægge teksten og udpege dagens vindere og tabere i det politiske cirkus. Oraklerne tid er så absolut ikke forbi. Tværtimod synes det som om, vi tordner mod en ny epoke i medierne, hvor den harmløse og forudsigelige analyse og vurdering af den politiske proces og meningsmålinger ser nye højder.

Hele konceptet minder i beskæmmende grad om tv-stationernes dækning af større sportsbegivenhed. Analyse og optakt efterfulgt af kampen og så lidt efterbrænding i studiet, mens vi ser frem mod returopgøret.  Det er en simpel opskrift, hvor formålet er, at vride de berømte sidste dråber ud af selv de mest middelmådig præstationer på banen. Men det kræver dygtige studieværter, engagerede og vidende eksperter og et publikum, som virkelige ikke har andet at bruge deres tid til.

Ifølge TV2’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, vil publikum have et horse race.

”Hvis man bliver ringet op og spurgt, om substans er vigtigere end proces, så svarer man jo høfligt »substans«. Men lad os nu være ærlige. Denne her valgkamp er et meget spændende horse race, som alle vil følge med tilbageholdt åndedræt. Ikke kun fordi det er politisk vigtigt, men fordi det for flere partiledere er vind eller forsvind – et fascinerende stykke dramatik«, udtalte han til Politiken den 26 maj i år.

Personligt vælger jeg, sikkert sammen med en masse andre, at zappe langt fanden i vold ud på nettet, for at se, om jeg da ikke kan finde en rigtig journalistisk historie, som afslører et eller andet eller  i det mindste bringer noget nyt for dagen. På førstedagen for valget kunne DR fortælle, at de har udstyret hver partileder med et repoterteam, som skal farte i hælene på den travle politiker under valgkampen. For nuværende har mandsopdækningen kun afstedkommet harmløse og ligegyldige historier om politikernes gøren og laden.

Men lykken står som bekendt den kække bi, så hvem ved. Måske får vi det fantastiske billede eller den uforglemmelige situation, hvor politikerne ufrivilligt afslører sig selv. Nøjagtig som Gordon Brown gjorde det, da han talte over sig efter et møde med en vælger og for åben mikrofon afslørede sin totale mangel på respekt for vælgeren.

Nu må man så bare håbe, at medierne ikke har lavet en lokumsaftale med de medvirkende politikere, så uheldige bemærkninger bliver bortredigeret, slettet eller gemt væk på loftet. Vi mangler i hver fald stadig, at se et overbevisende resultat af denne satsning, men der er selvfølgelig endnu et par dage tilbage af valgkampen. Så med lidt lykke og lidt held, som de synger i My Fair Lady, så får vi snart en historie, som giver os mere end bare til øllet.  Indtil da må vi slå os til tåls med oraklerne og alle deres profetier.

Giver public service tv-kanalerne en fair dækning af valgkampen?

Af Oluf Jørgensen

Den første halvdel af valgkampen er overstået. Min vurdering er, at dækningen på public service tv-kanalerne i store træk har været fair og levet op til kravet om lighed.

Der er masser af valgstof i nyhedsudsendelser og en række særlige udsendelser og debatprogrammer med stor variation i formen. Både TV 2 og DR har i den første uge sendt partilederdebatter, hvor alle har været med. TV 2 har bl.a. sendt duel mellem statsministerkandidaterne og Kampen om din stemme fra Silkeborg Hallerne. DR har bl.a. sendt temadebatter, Kandidaterne efter 21-nyheder og Mød Partierne med kritiske spørgsmål fra Jersild. TV 2-regioner supplerer med regionale vinkler og debatter mellem kandidater i området.

TV-dækningen ved de seneste valgkampe havde efter min vurdering overdreven fokus på statsministerkandidaterne, og var derfor på kant med lighedsprincippet. Denne skævhed har i den første del af denne valgkamp været mindre end ved foregående valg. Alle partier er blevet omtalt og kommet til orde dog ikke i nøjagtig samme udstrækning.

I gamle dage var det nemmere at holde øje med, om lighedskravet blev fulgt. Dengang lavede partierne selv valgudsendelser, og i de afsluttende partilederdebatter kunne studieværterne ikke stille spørgsmål. Lighedskravet blev nøje overvåget ved optælling af taletiden på sekunder.

I 1959 afgjorde Højesteret en sag om valgudsendelser før et folketingsvalg. Ifølge Radiorådets beslutning var valgudsendelser i radio og fjernsyn før valget i maj 1957 forbeholdt de partier, der var repræsenteret i Folketinget. Partiet De Uafhængige nåede kort før valget at få samlet tilstrækkelige underskrifter og blev anerkendt som opstillingsberettiget, men Statsradiofonien gav ikke partiet adgang til at deltage i den afsluttende debat dagen før valget.

De Uafhængige anlagde sag mod Statsradiofonien, og den endte i Højesteret, der fastslog, at Statsradiofoniens udelukkelse af partiet fra den sidste valgudsendelse var ulovlig. I dommens præmisser, hed det: ”Det for et demokratisk samfund afgørende hensyn til ligelig behandling af alle de i folketingsvalget deltagende partier – et hensyn, som det i særlig må påhvile forvaltningen af statsradiofonien at udvise – måtte derfor føre til, at ikke et enkelt af disse partier blev udelukket fra en udsendelse, hvori i øvrigt alle de andre partier deltog” (Ugeskrift for Retsvæsen 1960.33).

Tv-dækningen af den aktuelle valgkamp er langt fra formen i 1957, men Højesterets præmisser giver fortsat et vigtigt pejlemærke: I et demokratisk samfund er det afgørende, at alle partier bliver omtalt og kan komme til orde.

Lighed skal ikke måles på sekunder. Belysning af forskellige politiske forslag kræver ikke nødvendigvis samme tid. Nogle politikere kan svare kort og klart, mens andre taler udenom på en måde, der kræver tid til opfølgende spørgsmål.

Praktiske og journalistiske hensyn kan betyde, at partier ikke får nøjagtig samme vilkår. Det er i orden at fordele partierne på flere paneldebatter, så hvert panel får en sammensætning og størrelse, der passer til den planlagte form.

Lighedsprincippet omfatter alle programtyper, der har betydning for balancen i valgkampen. Nyhedsudsendelser, magasinprogrammer og egentlige valgudsendelser er klart omfattet, men hvad med underholdningsprogrammer? Det er klart at politikere, der gerne vil vælges, kan blive promoveret ved deltagelse i underholdningsprogrammer eller i programtyper, der ligger på grænsen mellem underholdning og oplysning.

I den første uge af valgkampen stillede Lars Barfoed og Villy Søvndal op i ”Hvem vil være millionær”, som TV 2 sender mandag aften i den bedste sendetid. De virkede hyggelige og fornuftige og tjente en halv million til det frivillige arbejde i Natteravnene.

Jeg kan se, at Hans Pilgaard på mandag får Mette Frederiksen og Søren Pind i studiet. Der står i foromtalen, at de har forskellige holdninger men masser af respekt for hinanden og de gerne vil tjene penge til Red Barnet. Det skal nok blive godt.

Der står også i foromtalen, at Hans Pilgaard har ”dømt pauce i valgkampen”. Men holder det, når deltagerne i det udmærkede program er fremtrædende kandidater ved folketingsvalget? TV 2 sørger for, at blå og rød blok er ligeligt repræsenteret, men hvad med andre partier? Gad vide om TV 2 laver ekstra udsendelser, så alle partier under valgkampen kan få topfolk i ”Hvem vil være millionær”?

 

 

 

 

Overraskende let at komme i folketinget

Af Roger Buch

Kan man komme i folketinget med 706 stemmer? med 867 stemmer? eller med 959 stemmer?

Ja, det var lige præcis det, som tre politikere fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti gjorde i 2007. Nok overraskende for mange, da et mandat i folketinget jo i gennemsnit koster 19.906 stemmer, hvis alle mandater og alle afgivne stemmer medregnes. Det betyder imidlertid meget langt fra, at den gennemsnitlige kandidat skal sikre sig så mange stemmer for at blive valgt. Faktisk havde kun 13 af 175 valgte kandidater mere end 19.906 stemmer.

Årsagen hertil er, (1) at cirka halvdelen af vælgerne blot stemmer på et parti og ikke på en kandidat, og (2) at næsten en fjerdedel af de personlige stemmer går til kandidater, som ikke bliver valgt. Derfor skulle den gennemsnitlige kandidat i 2007 faktisk blot have 7.668 stemmer for at blive valgt.

Det spiller i den forbindelse en sekundær rolle, at partilederne indfanger mange stemmer, og det var altså ikke Anders Fogh Rasmussens, Helle Thorning-Schmidts, Pia Kjærsgaards og Villy Søvndals 58.751, 49.926, 47.611 og 33.046 personlige stemmer, som skabte de lave adgangskrav til folketinget.

Og ikke kun tre folketingsmedlemmer slap billigt ind ved valget i 2007:

  • 20 folketingsmedlemmer blev valgt med under 2.000 stemmer
  • 56 folketingsmedlemmer blev valgt med under 4.000 stemmer
  • 94 folketingsmedlemmer blev valgt med under 6.000 stemmer

Over halvdelen af politikerne kom altså i Folketinget med mindre end 6.000 personlige stemmer. Som det ses i tabellen, er der store forskelle på partierne. Der skal færrest personlige stemmer til i Enhedslisten og Det radikale Venstre, mens der skal mere end dobbelt så mange personlige stemmer til i Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Venstre.

Tabel 1. Partiernes mindste og største personlige stemmetal samt gennemsnit for valgte folketingsmedlemmer ved folketingsvalg 2007.

NB Enhedslisten brugte i 9 ud af 10 og SF brugte i 3 ud af 10 storkredse partiliste, hvor de personlige stemmer kan spille en mindre eller slet ingen rolle for hvilke kandidater, som vælges. For enhedslisten ville de samme 4 være blevet valgt med sideordnet opstilling, mens et enkelt af SF´s 23 mandater ville være tilfaldet en anden kandidat ved brug af sideordnet opstilling.

Partimæssigt bliver det dog endnu mere skævt, hvis der stilles skarpt på de 20 folketingsmedlemmer med under 2.000 stemmer:

  • Dansk Folkeparti: 10 folketingsmedlemmer
  • Socialistisk Folkeparti: 5 folketingsmedlemmer
  • Det Radikale Venstre: 2 folketingsmedlemmer
  • Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten: 1 folketingsmedlem hver

Ja, det er altså meget lettere at komme i Folketinget, end mange tror.

Overvejer du at opstille? Så er det sidste frist i morgen, søndag 4. september klokken 12. Anmeldelse skal ske til statsforvaltningerne, som findes her. Men husk, at hvis du stiller op uden for partierne, skal du anbefales af mindst 150 og højst 200 vælgere fra din opstillingskreds :-).


Rullende meningsmålinger og journalistiske fatamorganaer

Af Kresten Roland Johansen

Sjældent – hvis nogensinde før – har vi set et tilsvarende eldorado af dugfriske meningsmålinger. Hver dag, siden Lars Løkke Rasmussen udskrev valget, har budt på 4-6 nye meningsmålinger. Der er i sandhed mulighed for at følge vælgerstemningen – og det gør man. I hvert fald i medierne.

Målingerne stritter – mere end normalt. Og hvad skyldes det så?

Hvis man nærlæser de seneste dages målinger, vil man bemærke nogle usædvanlige mønstre. Gallups målinger ligner hinanden. Megafons målinger ligner hinanden. Voxmeters målinger ligner hinanden. De enkelte institutter er alle sammen hver for sig ret stabile – men til gengæld er de indbyrdes helt uenige. Se blot på Epinions målinger af SF og Rambølls målinger af Socialdemokraterne. Det stritter.

Oversigt over 11 målinger fra de sidste dage i august (tryk på billedet for at se en større udgave)

Forklaringen på mønstrene er såre simpel: Meningsmålingsinstitutterne har ikke ressourcer til at lave helt nye dugfriske målinger hver eneste dag. Og medierne vil ikke betale dem for det. I stedet laver de såkaldt rullende målinger. En rullende måling består typisk af 2/3 svar, som er 1-3 dage gamle, og så 1/3 nye svar. Det betyder, at de målinger, vi præsenteres for som dugfriske og øjebliksbilleder, i virkeligheden for hovedpartens vedkommende består af gamle svar. Derfor ligner de hinanden. Derfor bider forskelle mellem institutterne sig fast. Og derfor er det et journalistisk fatamorgana, når man tror, at politisk spin, nye væksttal eller ny fnidder hos blå blok kan aflæses umiddelbart i de seneste målinger. Først skal vælgerne fordøje nyhederne, og de gamle svar skal rulles ud af målingerne.

Næste gang Mogensen & Kristiansen gætter på den kommende dags vindere og tabere i målingerne, har jeg et kvalificeret bud: Er det Gallup, vil de Konservative ligge pænt. Er det Rambøll, vil Socialdemokraterne overraske positivt. Og er det Epinion, vil de Radikale få en over næsen. Alt andet lige.

Så lad være med at tage enkeltmålinger for alvorligt. Se i stedet på udviklinger over nogle dage og på gennemsnit af disse dages målinger. Så har du en god indikation af, hvor pilen peger hen.

Det stærke køn?

Af Roger Buch

Et overfladisk blik på dansk politik kunne give indtryk af et meget ligestillet samfund eller måske endog kvindemagt.

Fire stærke kvinder:

Næsten halvdelen af partilederne er kvinder og meningsmålingerne peger på en kvinde som næste statsminister. Det billede snyder.

Kun 34 procent af kandidaterne til folketingsvalget er kvinder, hvilket er en anelse mere end de 32 procent i 2007. Kvindeandelen vil formentlig stige lidt ved valget, så det ender på de samme 38 procent kvinder, som har været resultatet ved de seneste valg. Antallet af kvinder i folketinget har stort set ikke flyttet sig i de seneste 15 år – og det er også bemærkelsesværdigt, at selv om vi om fire år i 2015 kan fejre 100-året for kvinders valgret, så er 2/3 af kandidaterne stadig mænd. Ligestillingen i Danmark har bevæget sig i sneglefart og det gør den stadig.

Men i virkeligheden er 30-40 procent kvinder i folketingspolitik fantastisk flot – for på næsten alle andre områder i samfundet ligger kvindeandelen langt lavere, hvilket magtudredningen dokumenterede i sin gennemgang af de forskellige eliter i samfundet:

  • 14 pct. kvinder i embedsmandseliten
  • 15 pct. kvinder i dommereliten
  • 9 pct. i interesseorganisationseliten
  • 1 (en) pct. i erhvervseliten
  • 13 pct. i medieeliten
  • 8 pct. i professoreliten
  • 20 pct. i kultureliten

Mændene sidder på næsten alle ledende stillinger: dommere, professorer, departementschefer, redaktører, direktører, museumsledere, kommunaldirektører, fagforeningsledere osv. Og selv om der er 38 procent kvinder i Folketinget, er kvindeandelen meget lavere i de tunge folketingsudvalg, som Udenrigspolitisk Nævn og Finansudvalget, lige som kvindeandelen i den nuværende regerings interne koordinationsudvalg har været 15-25 procent.

Hertil kan føjes at der ikke er ligeløn og at kvinder stadig påtager sig den største del af arbejdet i hjemme med børn, rengøring og madlavning. Måske var det derfor, at man forleden kunne se en af Danmarks fremstormede dygtige stærke kvinder Johanne Schmidt-Nielsen, som TV-Avisen fulgte hele dagen – sidst på dagen pludselig udtrykte bekymring for om hun kunne nå hjem og vaske tøj.

Fra stort til små – konklusionen er klar: Danmark er et gennemført mandsdomineret samfund og alligevel fylder ligestilling intet i valgkampen. Der er over de seneste årtier opbygget en tosidet myte om, at Danmark er blevet et meget ligestillet samfund, og at de eneste tilbageværende ligestillingsproblemer findes hos indvandrere.

Sandheden er den modsatte: Danmark er på næsten alle områder et mandsdomineret samfund. Det vil folketingsvalg 2011 ikke ændre på – selv om valget ser ud til at give danmarkshistoriens første kvinde som statsminister. Det er derfor mere end tiltrængt, at folketinget efter valget får et ligestillingsudvalg – selv om det burde være oprettet for årtier siden.

Den nye “ny-alliance”

Af Ejvind Hansen

Denne valgkamps mest lysende nyskabelse er uden tvivl alliancen mellem Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.

En alliance, der måske nok var overraskende, da den blev offentliggjort, men som retrospektivt alligevel var lige så indlysende som den var overraskende.

De Konservative og de Radikale har jo en lang række fælles synspunkter omkring den økonomiske politik, og hvis man lige ser bort fra et par udlændingepolitiske strammer-udmeldinger fra de konservative (f.eks. Naser Khaders forsøg på at forbyde burkaen, og Lene Espersens kortvarige fokus på at bringe udlændingepolitikken tilbage på “rette spor”), så kan man nok også uden overdrivelse sige, at de Radikales kurs på udlændingeområdet er mere i overensstemmelse med konservative tilbøjeligheder (selvom de Konservative sandt at sige har holdt dem godt skjult de senere år).

Man kan vel sige, at for de Konservative har “nok været nok”. Den nye alliance er defineret ved, at begge parter vil arbejde på at undgå blokpolitik på den anden side af valget – mere konkret: man vil begrænse Enhedslistens og Dansk Folkepartis indflydelse.

Sidst vi så sådan en alliance, gav det også dønninger i det politiske landskab. Det var da Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg slog pjalterne sammen og skabte et nyt parti. Partiet mistede imidlertid sin impetus, da den i valgkampens afsluttende fase blev afkrævet en stillingtagen til den blokpolitik, som man netop var sat i verden for at aflive. Da man til sidst valgte side, opgav man også reelt det oprindelige projekt. I denne situation blev partiet reelt flået fra hinanden.

Spændende ved den nye ny-alliance er, at man forsøger at kombinere et blok-mæssigt tilhørsforhold, med et løfte om at række ud over blokkene. Derfor er den nye ny-alliance ikke udsat for helt de samme farer som den gamle. Den nye ny-alliances største fare vil velsagtens være, at den efter valget ikke får nogen reel værdi, fordi vælgerne sammensætter folketinget på en måde, der gør den urealistisk.

Hvis f.eks. de Konservative bliver for små til at kunne udgøre et mandatmæssigt alternativ til Enhedslisten. Eller, som vi så ved de seneste valg, de Radikale ikke kan tilbyde den borgerlige blok tilstrækkelig med stemmer, til at kunne holde Dansk Folkeparti ude af forligene.

Hvem vinder på den nye ny-alliance? Den mest oplagte vinder er de Radikale, der om nogen har lidt under blok-politikken. Mest oplagt naturligvis de seneste 10 år, hvor de – på trods af store ligheder med den borgerlige blok – ikke har haft en reel indflydelse på den vedtagne politik.

Samtidig med at de har skullet bøvle med at forsvare et tilhørsforhold til den røde blok, hvor deres indflydelse også har været meget begrænset.

Ved at minimere det påtrængende i at skulle tilhøre den ene eller anden blok, er meget vundet. Opgøret med denne tænkning satte ind, da VK inviterede de Radikale til deltagelse i efterløns-reformen. Tanken har givetvis været, at man kunne rokke ved billedet af et rødt regeringsalternativ. Men muligvis inviterede man en trojansk hest på besøg, eftersom det samtidig blev klart, at den blå blok heller ikke var en naturgiven størrelse, der måtte bestå for evigt.

De Konservative vinder også på alliancen. Dels fordi mange af deres vælgere vitterligt er trætte af Dansk Folkepartis indflydelse på politikken. Men mere oplagt er det i virkeligheden, at man træder ud af et samarbejde, hvor man entydigt er lillebroren.

De Konservatives egen profil bliver mere skarp, og det bliver i den grad tydeligt, hvad vi får ved at styrke de Konservative fremfor Venstre.

Derudover kan man nok også forvente at yderfløjene – i det mindste mandatmæssigt – kan vinde på den nye ny-alliance. Ved at nogen sætter fokus på, at der er noget, vi skal undgå (nemlig indflydelsen fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti), så sker der uvægerligt det, at vi alle kommer til at tænke på dem. “Lad være med at tænke på en lyserød elefant!” Dermed kommer de også på dagsordenen: “Hvad er det egentlig vi skal undgå? Nå, ja – noget med flygtninge (DF) og autonome ballademagere (Enh)”.

Man skal nok ikke underkende timingen i, at Dansk Folkeparti fremlagde deres program for valget lige efter annonceringen af den nye ny-alliance. Der skulle smedes, mens jernet var varmt! Om yderfløjene så kan operationalisere en eventuel vælgerfremgang, kommer naturligvis an på, hvor stærk den nye ny-alliance bliver.

De umiddelbare tabere af den nye ny-alliance (hvis den vedbliver med at være et tema i valgkampen) bliver så S, SF og V — de “etablerede” partier, som har haft hovedrollerne i blok-strukturen.

Hvis de før var de “klare alternativer”, som lyste på den røde og blå himmel, så er det mindre entydigt, at det er dem, der kommer til at sætte dagsordenen.

Dermed ikke sagt, at der er rokket særlig meget ved, at den næste statsminister hedder enten Lars eller Helle til fornavn, men hvis den nye ny-alliance forbliver en succes, så kan de nok næppe arbejde med samme grad af arbejdsro, som vi før har set.

De åbenlyse “nødvendigheder” bliver færre – man kan som forhandlingsleder på den ene side spille på flere muligheder (flere flertals-konstellationer), men samtidig kan man heller ikke så ofte tørre den af på, at der kun var én vej at gå. Derfor kan man pludselig blive stillet til ansvar for, hvilken vej man vælger.

Det var måske ikke så skidt igen?

Selvom man ikke nødvendigvis er stor tilhænger af Radikal og Konservativ politik, kunne man derfor godt (for demokratiets skyld) ønske dem held og lykke på deres nye vandring!

Kend dem på knækket

Af Michael Ejstrup

Så er vi i gang og Lars og Helle lagde ud med at skyde valgdebatterne i gang ved at fyre løs med klicheer og luftige formuleringer.
Vi kan ikke bruge pengene, før vi har dem; vi skal sikre varig velfærd; det handler om at sikre vækst i fremtidens Danmark; vi skal skabe tryghed for alle danskere, og vi ka blive ved.

Det er som at få serveret det samme stykke knastørre citronhalvmåne igen og igen. Vi er så trætte af det, og vi vil så gerne have at vide, hvad det så er, de vil gøre for at gennemføre de store luftfyldte tanker.

Luft eller substans
Sprogligt arbejder vi på tre niveauer: et mellemniveau, hvor vi har de prototypiske ord som sav, hammer, stol og bord i midten. De ord bruger vi, når vi har brug for at nævne en prototypisk ting fra vores almin­de­lige verden, uden at vi gider tage særlig stilling til ret meget.

Så har vi et niveau oven over, hvor vi har ord som værktøj, møbler, tryghed og vækst. Her flyver vi op i en nytanket helikopter og bliver luftige og upræ­cise. Det er lige nøjagtig det, Helle og Lars begge gør, når de kun vil tale i floskler og om tryghed, velfærd og penge, vi skal skaffe. Det gir ikke mening, når vi skal finde ud af, om de rent faktisk vil det gode, som vi hver især ønsker at stem­me på.

Vi vil ned i det tredje niveau, hvor vi bruger ord og beskrivelser, som afskaf­felse af rabat på billet­ter til rige pensionister, mere omsorg til de hjemløse eller permanent udvisning af kriminel­le indvandrere. Så er vi på et sprogligt niveau, der har de detaljer, vi skal bruge for at kunne vælge. Det mestrer Margre­the, Johanne og Pia. Det er det, vi vil ha, og derfor får de vores opmærksomhed.

Stemmen knak
Helt uden at vide det kommer politikerne alligevel til at afsløre meget mere, end ordene de vælger. De kan tjekke tøjet, frisuren og deres foundation lige så meget, de vil, for vi får alligevel indblik i, hvor deres svag­he­der og passioner ligger. Stemmen afslører dem.

Vi ved, at Lars kan blive hidsig. En slettet videobid fra TV2 skal have vist det. Og det lykkes Helle at få Lars til at afsløre sig, når hun i fredagens åbningsdebat på TV2 siger til Lars …jeg forstår ikke, du kan finde på at sige den slags…  og når hun lidt efter kalder  hans ar­gument for et fupargument. Så svarer Lars helt efter bogen og vældig fornuftigt med en årsagssætning for at skabe sammenhæng i verden. Han indleder med et fordi… Der sker bare det, at stemmen knækker en lille smule, og hans tone stiger. Det kan vi høre, og vi ved, at nu er han nok sur. Han taber det hele på gul­vet, ligesom vi selv gør det, når vi skændes derhjemme, og stemmen knækker.

Den slags sker, og det kan reto­rikerne ikke hjælpe vældig meget med. Det er menneskeligt, talen er on-line, og vi får indblik i, at Lars og Helle er mennesker. Lyt til stemmen, lyt til pausernes længde, lyt til, hvor mange øhh og bøhh, politiker­ne har brug for. Det afslører vildt meget om, hvad der sker inden i hovederne på dem.

Hen til kommoden
Og så var det lige, at Lars kom til at forlade sin plads midt i søndagens debat, hvor alle partilederne ellers var blevet stillet på hver sin faste plads. Og traditionen sir, at så skal de blive der. Men retorikken sir til gen­gæld, at det ér muligt at gøre noget utraditionelt for at få opmærksomhed.

Det gjorde Lars så, men desvær­re mis­lykkedes udflugten, da han stillede sig foran Helles plads og høfligt ventede på, at hun talte ud. Lars kom til at stå og se lille ud foran Helle, der så til gengæld fik lov til at tale ned til Lars.

Det er muligt at gøre spændende og utraditionelle ting i en on-line debat på tv, men det er også farligt. Mislykkes det, kan det gi point til fjenden. Villy prøvede også at komme ud på banen, men journalisten forhindrede ham.

Det er nok alligevel bedst ikke at danse for meget hen til den kommode eller at vende ryggen for meget til talestrømmens substans.


Se klippet på tv2

Alle Facebook-brugere er blevet nyttige lygtepæle

Af Lars Holmgaard Christensen

Bliver valgkampen vundet i de sociale medier og på Facebook, bliver der igen spurgt ved dette valg. Præmissen for det spørgsmål tager afsæt i at ville måle, hvad politikerne kan få ud af at bruge de forskellige medier. Det er altså et spørgsmål om, hvorvidt politikerne kan vinde mange vælgere i de sociale medier, og om ét medie er mere betydningsfuldt end et andet.

Vi ved, at tv og tekst-tv er de mest dominerende nyhedsmedier i Danmark og vi ved, at Facebook er begyndt at blive en ny indgang til nyhedsstrømmen for mange. Sociale medier kommer ikke til at erstatte allerede kendte former for politisk kommunikation og vil ikke udkonkurrere de øvrige medier.

Sociale medier er blevet en del af kandidaternes værktøjskasse, og hvad de sociale medier kan bibringe en politikers kamp om at komme i folketinget afhænger af budskab, kandidatens status og kendthed i det øvrige mediebillede

Vi kan slå fast, at ved dette folketingsvalg er de sociale medier og Facebook meget betydningsfulde for politikere, men også for nyhedsmedierne og vælgerbefolkningen, som er tilstede i de sociale medier. Succeskriterierne er forskellige fra politiker til politiker og for de forskellige nyhedsmedier, så det er ikke altid lige målbart, hvis der er behov for at sige noget om størrelsen af de sociale mediers betydning, men der er flere forskelle, der gør en forskel ved dette folketingsvalg sammenlignet med valget i 2007.

  1. For det første, så er Facebook og Twitter blevet markant mere populær og integreret i almindelig mediebrug. De sociale medier indgår altså i det totale medieforbrug og er en vigtig indgangs- og underholdningskanal for mange i forhold til politiske budskaber og en aktiv medieoplevelse.
  2. For det andet, så har marketings- og kommunikationsprofessionelle siden 2007 arbejdet strategisk i forhold til at bruge de sociale medier effektivt og engagerende. Om end der stadig er eksperimenterende tiltag, så har det en betydning, at der nu er strategiske værktøjer tilgængelig, når politikere vil kommunikere og skabe relationer på Facebook og i de sociale medier.
  3. For det tredje, så er de traditionelle nyhedsmediers opmærksomhed mod og brug af Facebook steget markant siden sidste valg. De traditionelle nyhedsmedier er tilstede på de sociale medier, laver historier fra de sociale medier og følger kandidater på bl.a. Facebook og Twitter. Det har en betydning, at politikernes kommunikationsrådgivere og journalister leger med teknologiske muligheder i de sociale medier. Det skaber en ny type intencitet i medieoplevelsen og etablerer nye relationer og indgange til det politiske kommunikationsrum – om end en ofte underholdende indgang
  4. For det fjerde, så får brugeren en forstærket oplevelse af valgkampen ved at bruge de sociale medier. På Facebook får brugeren en mulighed for at reagere på budskaber, som kan være leveret fra forskellige nyhedskilder. Disse reaktioner er samtidig med til at bekræfte vedkommendes tilslutning til en kandidat, og bliver derfor centralt i forhold til at fremvise politiske sympatier overfor vennerne og andre, som har adgang til de kommentarer, vedkommende skriver på forskellige Facebooksider.

At brugerne deltager fremfor blot at være orienteret mod at modtage information er en mobilisering af et aktivt socialt demokrati, en politisk kultur, hvor vi vil se mindre hemmelighedskræmmeri omkring, hvad man stemmer til fordel for at melde ud til sit sociale netværk og her finde anerkendelse, bekræftelse, men også i forhold til at det giver en sikkerhed i forhold til at navigere i de mange budskaber og valgløfter.

Valgkampen er desuden en længe ventet begivenhed, som partierne og vælgerne længe har varmet op til. Ventetiden er blevet brugt til at udvikle og engagere vælgere med interaktivt indhold og sjove politiske spil i de sociale medier. Og som vi har set ved andre begivenheder, glædelige såvel som tragiske, så smykker personer på Facebook deres egne profilbilleder med symboler, der viser netop deres sympatier og politiske tilhørsforhold.  Folks profilbillede på Facebook viser logoet for et bestemt parti og for nogle endda med henvisning til lokale kandidater.

Derfor er alle Facebook-brugere blevet nyttige lygtepæle for politiske budskaber og valgplakater.

Særligt for tvivlere, der måske ikke overtales af det bedre argument eller det mest charmerende eller vrede udseende på tv, betyder det, at de har mulighed for at finde inspiration og sikkerhed i de sociale medier, når venner melder ud politisk eller når venner i letforståelige kommentarer reagerer på ’politikersnak’ og politikernes udmeldinger i de traditionelle medier.

Centralt for kommentarer og reaktioner står de traditionelle mediers nyheder og valgdækning, som bliver et fælles udgangspunkt, en valgdæknings-kanon, der bliver dagsordenssættende for de ting, man reagerer på i de sociale medier.

Regeringens fejlslagne strategi

Af Roger Buch

Regeringen tabte valget med statsministerens nytårstale 1.januar 2011. Nytårstalen kan læses her og genses her. I talen slog statsministeren det tema an, som skulle vinde valget: ”Der er kun én farbar vej: Gennem sund fornuft, sund økonomi og sunde offentlige finanser må vi sikre, at vi ikke bruger flere penge, end vi tjener. For det er og bliver umuligt at låne sig til velfærd.”.

Senere i januar udsendte regeringen sit udspil ” … vi kan jo ikke låne os til velfærd!”, som kan læses her.

Herefter fulgte et forår med forhandlinger om tilbagetrækningsreform og 2020-plan. At regeringen hermed tabte valget skyldtes ikke forringelse af efterlønnen, og at danskerne skal senere på pension, men derimod at regeringen forsøgte et politisk spin, som stort set lykkedes både i foråret og sommeren, indtil det blev sprængt i atomer, da finansministeren fremlagde finansloven, to dage før valget blev udskrevet.

Spin-stuntet gik på den ene side ud på at tegne et billede af en økonomisk uansvarlig opposition og tale om, at ”vi kan ikke låne os til velfærd”, ”et regnestykke med to streger under”, ”kassen stemmer” og klimakset, som kom, da finansministeren, i maj, efter aftalerne faldt på plads, kunne sige: ”Vi har indgået et forlig om, hvordan vi betaler alle regninger frem til 2020.”

Den anden side af spin-stuntet gik ud på at håbe, at ingen ville lægge mærke til, at regeringen hele vejen frem til 2020 vil … … låne sig frem! Det fremgår allerede af udspillet fra januar ” … vi kan jo ikke låne os til velfærd!”, og det fremgår i maj af pressematerialet og de faktaark, som blev fremlagt efter aftalerne om 2020-planen og tilbagetrækningsreformen.

At der med alle reformerne alligevel er underskud på statsbudgettet hvert år indtil 2020 og endda frem til 2050, har altså ikke været en hemmelighed, men danske medier og journalister har stort set ladet regeringen forsætte sin retorik, som ikke stemmer med fakta. Hvordan var det muligt?

Først med finanslovsforslaget for 2012 bristede illusionen: Underskud på 85 mia. kr. Det tal har ekstrem politisk magt. Allerede på valgkampens første dag i topmødet mellem de to statsministerkandidater, spurgte ordstyrer Johannes Langkilde flere gange statsministeren – ”hvad med jeres minus på 85 mia. kr.?” – når statsministerens skød på den økonomisk uansvarlige opposition.

Regeringens hovedargument imod Socialdemokratiet og SF: Oppositionens økonomiske plan hænger ikke sammen, Thorning har ingen penge osv., er skudt i sænk. Helle Thorning kan resten af valgkampen blot svare: I har minus på 85 mia., og tilføje at underskuddene fortsætter til 2020.

Og dermed er valget efter alt at dømme afgjort. Regeringen har i meningsmålingerne i næsten 1½ år ligget til nederlag. Redningsplanken skulle være økonomisk ansvarlighed, men regeringen har med en overdreven retorik ødelagt det for sig selv. Ved at signalere, at vi ikke kan låne os til velfærd, at kassen stemte, at alle regninger kunne betales, skabte regering en illusion, der brast som en sæbeboble, da finansloven blev fremlagt to dage før valget. Ja, der var to streger under regnestykket – men desværre med et stort minus foran.

Regeringen tabte ikke valget på grund af det konservative kollaps med ny formand og ny politisk ordfører i januar og ikke på grund af alle problemerne med integrationsminister Birthe Rønn eller den forstærkede økonomiske krise, som skabte behov for vækstudspillet efter sommerferien. Regeringen tabte heller ikke på grund af, at de med vækstpakken overtog oppositionens politik, som regeringen havde stemplet som uansvarlig. Regeringen tabte allerede med nytårstalen. Regeringen snublede ganske simpelt i sit eget spin-stunt, en forfejlet strategi og ekstrem dårlig timing.

På onsdag offentliggør Danmarks Statistik nationalregnskabet for 2. kvartal 2011, som formentlig vil vise, at bruttonationalproduktet for tredje kvartal i træk er negativt. Danmark er i recession, og dansk økonomi skrumper, hvilket betyder, at grundlaget er væk for det én uge gamle finanslovsforslag – statens gældsætning i 2011 og 2012 bliver endnu større – altså mere end henholdsvis minus 68 og 85 mia. kr., og arbejdsløsheden vil stige højere end de forventede 160.000 i begge år. Hvorfor mon Helle Thorning igen og igen, siden udskrivelsen af valget, har sagt ”Vækst”? Thornings strategi får massiv hjælp af de økonomiske realiteter. Det gavner også Liberal Alliance, som hele året har sagt, at reformerne ikke var nok til at få dansk økonomi til at hænge sammen.