Den værdiløse værdipolitik

Af Ejvind Hansen

Så skete det igen: “Løkke vækker værdikampen til live” (link åbner i nyt vindue)

Lars Løkke Rasmussen forsøger at sætte “værdipolitikken” på dagsordenen i den afsluttende fase af valgkampen. Hans forgænger på posten, Anders Fogh Rasmussen, har vundet tre valg på denne dagsorden, og da blå blok er på hælene i meningsmålingerne, er det nærliggende for Lars Løkke at forsøge det gode gamle trick.
Naturligvis til udelt begejstring fra Dansk Folkeparti, der traditionelt trives bedst i det, vi plejer at kalde værdipolitikken.

Men hvad er “værdipolitik” egentlig. Ja, går vi ned i parolerne, så kan vi se, at Lars Løkke Rasmussen “lancerer sin egen »frihedskamp« til forsvar for 24-års reglen og den følges op af en lovpakke, som vil give “sikrede adresser til unge på flugt, straffe religiøse forkyndere, hvis de dækker over overgreb, og skærpe straffen for at overtræde polititilhold”.
Endelig slår han fast, at han kun “vil lave udlændingepolitik med dem, som har det samme udgangspunkt som mig. Der er nødt til at være en bund af værdier, som ikke kan gøres relative”.

Værdipolitik handler altså om at indføre stramninger på udlændinge-området. Logikken i dette kan være svær at få øje på – tilsyneladende er der nogen, der mener, at der ikke ligger værdier til grund for den måde vi fordeler de økonomiske goder. Eller mere præcist: Den økonomiske politik vurderer vi på, om den er ansvarlig eller ej – den er nemlig blevet et anliggende for “hele Danmark”.
Hvis man vil tages alvorligt som statsministerkandidat, skal man vise, at man kan få “økonomien til at hænge sammen” – snarere end at man skal kunne sige noget om, “hvem der skal have hvad”.

Det er også på denne baggrund, at Lars Løkke Rasmussen kan lancere Venstre som “det moderne arbejderparti” (link åbner i nyt vindue)
Logikken er, at blå blok de seneste år har stået som garanten for stabile forhold og generel økonomisk vækst til hele Danmark, og dette er også i arbejderens interesse, selvom arbejderne måske har fået knap så stor en del af kagen.

Men ved at reservere værdipolitikken til en meget lille del af det politiske arbejde, tømmer man politikken for værdier. Det vi nu kalder værdipolitik er jo ikke en reel diskussion af værdier. Det handler om, om vi vil have flere flygtninge/indvandrere til landet.
Til grund for denne diskussion ligger givetvis også værdier, men det er åbenbart nogle vi ikke rigtig tør diskutere længere. Vi har skudt den til hjørne med, at “vi ikke deler hinandens værdier” på dette punkt. En diskussion der var meget ophedet og skinger i 1990’erne, men som døde ved årtusindskiftet.

Men naturligvis ligger der værdier til grund for alle dele af politikken. Ved at reservere værdipolitikken til et lille område af politikken, forhindrer man vælgerne i at få et reelt valg mellem værdi-alternativer.

Det ville derfor være befriende, hvis vi kunne blive enige om at frisætte værdierne, så de kunne give et mere værdifuldt bidrag til valgkampen. Lad os holde op med at kalde udlændingepolitikken for værdipolitik, for så kan vi få en frugtbar diskussion af både værdier og hvad vi skal gøre i forhold til udenlandske borgeres ønske om at komme ind i Danmark.

Vi trænger til en ny valglov

Af Roger Buch

Det danske valgsystem er forældet og trænger – lige som grundloven – til en omfattende revision.

Grundloven taler om kongens magt, selv om kongen er en dronning uden den mindste politiske magt. Grundloven nævner ikke de politiske partier med ét ord, selv om partierne er nøglen til forståelsen af det danske demokrati. Og grundloven mangler afgørende afsnit om blandt andet regeringsdannelse, internationale konventioner og EU – selv om EU har afgørende indflydelse på en tredjedel af lovgivningen i Danmark.

Problemet med grundloven er, at den er yderst svær at ændre, da der skal både et folketingsvalg og en folkeafstemning til, for at ændre grundloven. Derfor er der intet sket, selv om det er almindeligt accepteret, at grundloven er yderst mangelfuld.

Valgloven er derimod noget lettere, at ændre med et flertal i folketinget. Hovedproblemerne med valgloven er, (1) at den er unødvendig indviklet og (2) formentlig ude af trit med befolkningens opfattelse af demokrati. Der er en række problemer, men to skal fremhæves.

For det første benyttes en geografisk inddeling og fordeling af mandater, som ud over vælger- og befolkningstal også inddrager den geografiske størrelse af de 10 storkredse, som valget udkæmpes i, samt de tre såkaldte landedele. Konsekvensen heraf er, at hovedstadsområdet afgiver mandater til resten af landet.
Årsagen er, at det har været ønsket, at give de tyndt befolkede dele af landet en fordel, hvilket direkte kan ses i en undtagelsesregel for Bornholm, som får foræret et ekstra mandat, mens det for resten af landet er bygget ind i valgmatematikken.

Ved den seneste fordeling af mandater mistede hovedstadsområdet tre mandater til resten af landet – et kredsmandat røg til Sønderjylland, mens Midt- og Nordjylland fik to tillægsmandater.
Den geografiske skævhed betyder meget kontant, at et mandat i hovedstadsområdet ved valget i 2007 kostede i gennemsnit 20.749 vælgere, mens det kun kostede omkring 19.000 vælgere i resten af landet. På Bornholm kostede et mandat blot 13.984 vælgere.

Denne geografiske rabat er formentlig ude af trit med moderne vælgeres demokratiopfattelse og en fordeling af mandater alene ud fra antal vælgere i de forskellige dele af landet er en oplagt forsimpling af valgsystemet.

For det andet findes forskellige opstillingsformer: sideordnet opstilling med nominering, kredsvis opstilling og kredsvis opstilling med partiliste. I realiteten er udviklingen gået i retning af sideordnet opstilling, så kun 13 procent af listerne i 2007 ikke var sideordnet.

Kredsvis opstilling blev slet ikke benyttet, mens kredsvis opstilling med partiliste blev benyttet af Enhedslisten de fleste steder og enkelte steder af SF.

Groft sagt så vælges kandidaterne på en partiliste i den rækkefølge, partiet har opstillet dem, mens det på en sideordnet liste er de personlige stemmer, som er afgørende.
I praksis er det dog også på partlisterne dem med flest personlig stemmer, som bliver valgt. Der var en enkelt undtagelse for SF i 2007, hvor en kandidat højt placeret på listen blev valg på bekostning af en kandidat, som havde flere personlige stemmer, men stod længere ned på listen.
Dette vil uden tvivl af de fleste vælgere blive betragtet som udemokratisk. Da partiliste næsten ikke bruges mere og i praksis kun flyttede et enkelt mandat i 2007 er det oplagt, at ændre valgloven, så der kun findes én måde at opstille op: Sideordnet opstilling.

Dette sidste forslag kan gennemføres med simpelt flertal i Folketinget, mens det første forslag nok vil være på kanten af grundloven, da grundloven taler om, at der ” Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.”

Herved er vi tilbage ved denne blogs udgangspunkt: Demokratiets rygrad – Grundloven og valgloven – er ude af trit med det moderne samfund og fyldt med fejl, uklarheder og mangler.

For hvad betyder det egentlig, at tage hensyn til befolkningstæthed? Det er indtil nu tolket som, at give en fordel til de tyndt befolkede dele af landet – men kunne jo i virkeligheden betyde det stik modsatte. Der er i hvert fald næppe mange i København, omegnskommunerne og Nordsjælland, som synes det er rimeligt, at de skal afleverer tre folketingsmedlemmer til Jylland.

Valgkampen sætter offentlighedsloven ud af kraft

Af Oluf Jørgensen

Statens embedsmænd skal i deres arbejde være neutrale under valgkampen. Det gælder dog ikke for statens spindoktorer. De bliver tværtimod fritstillede, så de kan bruge al deres tid på at hjælpe ministeren til genvalg.

Almindelige embedsmænd må ikke hjælpe ministeren med partipolitiske opgaver, og under valgkampen skal de holde sig fra at forberede politiske initiativer. Embedsmænd skal holde sig fra opgaver, der kan tjene til, at deres minister bliver valgt til Folketinget eller at regeringen kan fortsætte. De skal i stedet holde sig til at ekspedere de nødvendige sager stille og roligt.

Kravet om partipolitisk neutralitet betyder også, at statens embedsmænd under valgkampen skal være meget tilbageholdende med udtalelser på tjenestens vegne. De kan give faktuelle oplysninger, men kommentarer, der på nogen måde kan få en politisk drejning, skal undgås.

Både i denne valgkamp og under tidligere har jeg hørt, at aktindsigt er blevet afvist med henvisning til valgkampen. Nogle statslige embedsmænd mener åbenbart, at kravet om politisk neutralitet betyder, at de ikke må udlevere dokumenter, der kan føre til kritik af ministeren.

Offentlighedsloven har mange undtagelser, men ikke for valgkampe. Sager skal ekspederes, og reglerne om aktindsigt skal administreres korrekt til enhver tid. Det skal være muligt at holde ministre ansvarlige for deres handlinger, og det kan jo netop være relevant under en valgkamp. Hensynet til politisk neutralitet bliver vendt på hovedet, hvis embedsmænd suspenderer offentlighedsloven for at beskytte deres minister,

Næsten alle ministre har ansat en særlig rådgiver i ministeriet. Spindoktor er den almindelige betegnelse for disse rådgivere, der typisk hjælper ministeren med kommunikation til medier. Spindoktorer ansættes på vilkår, der giver dem mulighed for bistå ministeren med partipolitiske opgaver.

Når valget bliver udskrevet kunne man tro, at særlige rådgivere ligesom almindelige embedsmænd skulle udføre helt neutrale opgaver. Der er sikkert nok at tage fat på fx korrekturlæsning på statens mange websites og arkivering. Men nej. Som en særlig ordning for statens spindoktorer bliver de fritstillede, når valget udskrives. Det betyder, at de har mulighed for at hjælpe ministeren under valgkampen, og de får fuld løn fra staten i opsigelsesperioden.

Partierne får statsstøtte, der udmåles efter partiernes stemmetal ved seneste valg. Stemmer giver ikke blot indflydelse, men også penge, der bl.a. bruges til at ansætte rådgivere. Regeringspartier får også partistøtte. Men oveni hatten kan regeringspartierne under valgkampen få bistand af de fritstillede, statsansatte spindoktorer.

Giver public service tv-kanalerne en fair dækning af valgkampen?

Af Oluf Jørgensen

Den første halvdel af valgkampen er overstået. Min vurdering er, at dækningen på public service tv-kanalerne i store træk har været fair og levet op til kravet om lighed.

Der er masser af valgstof i nyhedsudsendelser og en række særlige udsendelser og debatprogrammer med stor variation i formen. Både TV 2 og DR har i den første uge sendt partilederdebatter, hvor alle har været med. TV 2 har bl.a. sendt duel mellem statsministerkandidaterne og Kampen om din stemme fra Silkeborg Hallerne. DR har bl.a. sendt temadebatter, Kandidaterne efter 21-nyheder og Mød Partierne med kritiske spørgsmål fra Jersild. TV 2-regioner supplerer med regionale vinkler og debatter mellem kandidater i området.

TV-dækningen ved de seneste valgkampe havde efter min vurdering overdreven fokus på statsministerkandidaterne, og var derfor på kant med lighedsprincippet. Denne skævhed har i den første del af denne valgkamp været mindre end ved foregående valg. Alle partier er blevet omtalt og kommet til orde dog ikke i nøjagtig samme udstrækning.

I gamle dage var det nemmere at holde øje med, om lighedskravet blev fulgt. Dengang lavede partierne selv valgudsendelser, og i de afsluttende partilederdebatter kunne studieværterne ikke stille spørgsmål. Lighedskravet blev nøje overvåget ved optælling af taletiden på sekunder.

I 1959 afgjorde Højesteret en sag om valgudsendelser før et folketingsvalg. Ifølge Radiorådets beslutning var valgudsendelser i radio og fjernsyn før valget i maj 1957 forbeholdt de partier, der var repræsenteret i Folketinget. Partiet De Uafhængige nåede kort før valget at få samlet tilstrækkelige underskrifter og blev anerkendt som opstillingsberettiget, men Statsradiofonien gav ikke partiet adgang til at deltage i den afsluttende debat dagen før valget.

De Uafhængige anlagde sag mod Statsradiofonien, og den endte i Højesteret, der fastslog, at Statsradiofoniens udelukkelse af partiet fra den sidste valgudsendelse var ulovlig. I dommens præmisser, hed det: ”Det for et demokratisk samfund afgørende hensyn til ligelig behandling af alle de i folketingsvalget deltagende partier – et hensyn, som det i særlig må påhvile forvaltningen af statsradiofonien at udvise – måtte derfor føre til, at ikke et enkelt af disse partier blev udelukket fra en udsendelse, hvori i øvrigt alle de andre partier deltog” (Ugeskrift for Retsvæsen 1960.33).

Tv-dækningen af den aktuelle valgkamp er langt fra formen i 1957, men Højesterets præmisser giver fortsat et vigtigt pejlemærke: I et demokratisk samfund er det afgørende, at alle partier bliver omtalt og kan komme til orde.

Lighed skal ikke måles på sekunder. Belysning af forskellige politiske forslag kræver ikke nødvendigvis samme tid. Nogle politikere kan svare kort og klart, mens andre taler udenom på en måde, der kræver tid til opfølgende spørgsmål.

Praktiske og journalistiske hensyn kan betyde, at partier ikke får nøjagtig samme vilkår. Det er i orden at fordele partierne på flere paneldebatter, så hvert panel får en sammensætning og størrelse, der passer til den planlagte form.

Lighedsprincippet omfatter alle programtyper, der har betydning for balancen i valgkampen. Nyhedsudsendelser, magasinprogrammer og egentlige valgudsendelser er klart omfattet, men hvad med underholdningsprogrammer? Det er klart at politikere, der gerne vil vælges, kan blive promoveret ved deltagelse i underholdningsprogrammer eller i programtyper, der ligger på grænsen mellem underholdning og oplysning.

I den første uge af valgkampen stillede Lars Barfoed og Villy Søvndal op i ”Hvem vil være millionær”, som TV 2 sender mandag aften i den bedste sendetid. De virkede hyggelige og fornuftige og tjente en halv million til det frivillige arbejde i Natteravnene.

Jeg kan se, at Hans Pilgaard på mandag får Mette Frederiksen og Søren Pind i studiet. Der står i foromtalen, at de har forskellige holdninger men masser af respekt for hinanden og de gerne vil tjene penge til Red Barnet. Det skal nok blive godt.

Der står også i foromtalen, at Hans Pilgaard har ”dømt pauce i valgkampen”. Men holder det, når deltagerne i det udmærkede program er fremtrædende kandidater ved folketingsvalget? TV 2 sørger for, at blå og rød blok er ligeligt repræsenteret, men hvad med andre partier? Gad vide om TV 2 laver ekstra udsendelser, så alle partier under valgkampen kan få topfolk i ”Hvem vil være millionær”?

 

 

 

 

Overraskende let at komme i folketinget

Af Roger Buch

Kan man komme i folketinget med 706 stemmer? med 867 stemmer? eller med 959 stemmer?

Ja, det var lige præcis det, som tre politikere fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti gjorde i 2007. Nok overraskende for mange, da et mandat i folketinget jo i gennemsnit koster 19.906 stemmer, hvis alle mandater og alle afgivne stemmer medregnes. Det betyder imidlertid meget langt fra, at den gennemsnitlige kandidat skal sikre sig så mange stemmer for at blive valgt. Faktisk havde kun 13 af 175 valgte kandidater mere end 19.906 stemmer.

Årsagen hertil er, (1) at cirka halvdelen af vælgerne blot stemmer på et parti og ikke på en kandidat, og (2) at næsten en fjerdedel af de personlige stemmer går til kandidater, som ikke bliver valgt. Derfor skulle den gennemsnitlige kandidat i 2007 faktisk blot have 7.668 stemmer for at blive valgt.

Det spiller i den forbindelse en sekundær rolle, at partilederne indfanger mange stemmer, og det var altså ikke Anders Fogh Rasmussens, Helle Thorning-Schmidts, Pia Kjærsgaards og Villy Søvndals 58.751, 49.926, 47.611 og 33.046 personlige stemmer, som skabte de lave adgangskrav til folketinget.

Og ikke kun tre folketingsmedlemmer slap billigt ind ved valget i 2007:

  • 20 folketingsmedlemmer blev valgt med under 2.000 stemmer
  • 56 folketingsmedlemmer blev valgt med under 4.000 stemmer
  • 94 folketingsmedlemmer blev valgt med under 6.000 stemmer

Over halvdelen af politikerne kom altså i Folketinget med mindre end 6.000 personlige stemmer. Som det ses i tabellen, er der store forskelle på partierne. Der skal færrest personlige stemmer til i Enhedslisten og Det radikale Venstre, mens der skal mere end dobbelt så mange personlige stemmer til i Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Venstre.

Tabel 1. Partiernes mindste og største personlige stemmetal samt gennemsnit for valgte folketingsmedlemmer ved folketingsvalg 2007.

NB Enhedslisten brugte i 9 ud af 10 og SF brugte i 3 ud af 10 storkredse partiliste, hvor de personlige stemmer kan spille en mindre eller slet ingen rolle for hvilke kandidater, som vælges. For enhedslisten ville de samme 4 være blevet valgt med sideordnet opstilling, mens et enkelt af SF´s 23 mandater ville være tilfaldet en anden kandidat ved brug af sideordnet opstilling.

Partimæssigt bliver det dog endnu mere skævt, hvis der stilles skarpt på de 20 folketingsmedlemmer med under 2.000 stemmer:

  • Dansk Folkeparti: 10 folketingsmedlemmer
  • Socialistisk Folkeparti: 5 folketingsmedlemmer
  • Det Radikale Venstre: 2 folketingsmedlemmer
  • Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten: 1 folketingsmedlem hver

Ja, det er altså meget lettere at komme i Folketinget, end mange tror.

Overvejer du at opstille? Så er det sidste frist i morgen, søndag 4. september klokken 12. Anmeldelse skal ske til statsforvaltningerne, som findes her. Men husk, at hvis du stiller op uden for partierne, skal du anbefales af mindst 150 og højst 200 vælgere fra din opstillingskreds :-).


Den nye “ny-alliance”

Af Ejvind Hansen

Denne valgkamps mest lysende nyskabelse er uden tvivl alliancen mellem Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.

En alliance, der måske nok var overraskende, da den blev offentliggjort, men som retrospektivt alligevel var lige så indlysende som den var overraskende.

De Konservative og de Radikale har jo en lang række fælles synspunkter omkring den økonomiske politik, og hvis man lige ser bort fra et par udlændingepolitiske strammer-udmeldinger fra de konservative (f.eks. Naser Khaders forsøg på at forbyde burkaen, og Lene Espersens kortvarige fokus på at bringe udlændingepolitikken tilbage på “rette spor”), så kan man nok også uden overdrivelse sige, at de Radikales kurs på udlændingeområdet er mere i overensstemmelse med konservative tilbøjeligheder (selvom de Konservative sandt at sige har holdt dem godt skjult de senere år).

Man kan vel sige, at for de Konservative har “nok været nok”. Den nye alliance er defineret ved, at begge parter vil arbejde på at undgå blokpolitik på den anden side af valget – mere konkret: man vil begrænse Enhedslistens og Dansk Folkepartis indflydelse.

Sidst vi så sådan en alliance, gav det også dønninger i det politiske landskab. Det var da Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg slog pjalterne sammen og skabte et nyt parti. Partiet mistede imidlertid sin impetus, da den i valgkampens afsluttende fase blev afkrævet en stillingtagen til den blokpolitik, som man netop var sat i verden for at aflive. Da man til sidst valgte side, opgav man også reelt det oprindelige projekt. I denne situation blev partiet reelt flået fra hinanden.

Spændende ved den nye ny-alliance er, at man forsøger at kombinere et blok-mæssigt tilhørsforhold, med et løfte om at række ud over blokkene. Derfor er den nye ny-alliance ikke udsat for helt de samme farer som den gamle. Den nye ny-alliances største fare vil velsagtens være, at den efter valget ikke får nogen reel værdi, fordi vælgerne sammensætter folketinget på en måde, der gør den urealistisk.

Hvis f.eks. de Konservative bliver for små til at kunne udgøre et mandatmæssigt alternativ til Enhedslisten. Eller, som vi så ved de seneste valg, de Radikale ikke kan tilbyde den borgerlige blok tilstrækkelig med stemmer, til at kunne holde Dansk Folkeparti ude af forligene.

Hvem vinder på den nye ny-alliance? Den mest oplagte vinder er de Radikale, der om nogen har lidt under blok-politikken. Mest oplagt naturligvis de seneste 10 år, hvor de – på trods af store ligheder med den borgerlige blok – ikke har haft en reel indflydelse på den vedtagne politik.

Samtidig med at de har skullet bøvle med at forsvare et tilhørsforhold til den røde blok, hvor deres indflydelse også har været meget begrænset.

Ved at minimere det påtrængende i at skulle tilhøre den ene eller anden blok, er meget vundet. Opgøret med denne tænkning satte ind, da VK inviterede de Radikale til deltagelse i efterløns-reformen. Tanken har givetvis været, at man kunne rokke ved billedet af et rødt regeringsalternativ. Men muligvis inviterede man en trojansk hest på besøg, eftersom det samtidig blev klart, at den blå blok heller ikke var en naturgiven størrelse, der måtte bestå for evigt.

De Konservative vinder også på alliancen. Dels fordi mange af deres vælgere vitterligt er trætte af Dansk Folkepartis indflydelse på politikken. Men mere oplagt er det i virkeligheden, at man træder ud af et samarbejde, hvor man entydigt er lillebroren.

De Konservatives egen profil bliver mere skarp, og det bliver i den grad tydeligt, hvad vi får ved at styrke de Konservative fremfor Venstre.

Derudover kan man nok også forvente at yderfløjene – i det mindste mandatmæssigt – kan vinde på den nye ny-alliance. Ved at nogen sætter fokus på, at der er noget, vi skal undgå (nemlig indflydelsen fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti), så sker der uvægerligt det, at vi alle kommer til at tænke på dem. “Lad være med at tænke på en lyserød elefant!” Dermed kommer de også på dagsordenen: “Hvad er det egentlig vi skal undgå? Nå, ja – noget med flygtninge (DF) og autonome ballademagere (Enh)”.

Man skal nok ikke underkende timingen i, at Dansk Folkeparti fremlagde deres program for valget lige efter annonceringen af den nye ny-alliance. Der skulle smedes, mens jernet var varmt! Om yderfløjene så kan operationalisere en eventuel vælgerfremgang, kommer naturligvis an på, hvor stærk den nye ny-alliance bliver.

De umiddelbare tabere af den nye ny-alliance (hvis den vedbliver med at være et tema i valgkampen) bliver så S, SF og V — de “etablerede” partier, som har haft hovedrollerne i blok-strukturen.

Hvis de før var de “klare alternativer”, som lyste på den røde og blå himmel, så er det mindre entydigt, at det er dem, der kommer til at sætte dagsordenen.

Dermed ikke sagt, at der er rokket særlig meget ved, at den næste statsminister hedder enten Lars eller Helle til fornavn, men hvis den nye ny-alliance forbliver en succes, så kan de nok næppe arbejde med samme grad af arbejdsro, som vi før har set.

De åbenlyse “nødvendigheder” bliver færre – man kan som forhandlingsleder på den ene side spille på flere muligheder (flere flertals-konstellationer), men samtidig kan man heller ikke så ofte tørre den af på, at der kun var én vej at gå. Derfor kan man pludselig blive stillet til ansvar for, hvilken vej man vælger.

Det var måske ikke så skidt igen?

Selvom man ikke nødvendigvis er stor tilhænger af Radikal og Konservativ politik, kunne man derfor godt (for demokratiets skyld) ønske dem held og lykke på deres nye vandring!