Onkel Villy – The clean up Man

Af Lars Romby

Lars Romby er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han blandt andet underviser i tv-journalistik, tilrettelæggelse og konceptudvikling. I en serie af klummer spørger han sig selv, hvilke typer af udsendelser, man kunne bruge de danske partiledere til, hvis de havde lyst til et bijob i tv-branchen. Dagens cast er Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti.

Af og til møder jeg en nydelig mand i linie 2A fra Amager mod Christiansborg. Sølvgråt hår, lidt tynd i toppen. Selv i den mørkeste vinter har han en kulør, der er en ’for lækker til love’-latino værdig.

Der må være tale om kulør på flaske, for jeg kan ikke forestille mig, at formanden for SF, Danmarks miljørigtige parti, går i solarium? Men da Gustav og Sidney allerede har indtaget partyscenen i den danske tv-verden, hvor kan Villy Søvndal så få et job, hvis han ønsker en karriere i tv-branchen?

Villy er hyggelig. Så hyggelig at mit tv dufter af pibetobak, når han træder frem på skærmen. Forleden hørte jeg en kommentator kalde ham ’onkel Villy’. Og det er nok ikke helt forkert. Han er den hyggelige onkel, der altid er med til familiefesterne med lommerne fulde af sjove anekdoter. Og han er den onkel, som man tilgiver, selv om han af og til opfører sig lidt upassende sidst på aftenen.

Når onkel Villy f.eks. flirter med 24-årsregler, så går det nok, for vi ved jo, at onkel Villy slet ikke er sådan i virkeligheden. Det er jo kun fordi, han er forlibt i hende den blonde pige, og så må han jo sluge et par kameler, før ægteskabet kan blive fuldbyrdet. Når hvedebrødsdagene er forbi, skal han nok blive sig selv igen.

Med sit hygge-gen passer Villy godt ind i panelet på et snikke-snakke program som Spørg Charlie. Her må det godt være alvorligt, bare ikke så alvorligt, at man ikke kan grine af det. Et andet oplagt bud er at sende Villy over til Anne for at lave AnneMad i Jylland. Så kunne vi kalde programmet for VilAnnemad! Det vil være et program, hvor vi får masser af gode opskrifter, sjove historier og to mennesker, der kan bekræfte hinanden i deres enighed. Hygge uden kant.

Men Villy har jo kant. Selv om han efterhånden er 59 år gammel og måske kommende udenrigsminister, så fremstår han stadig som lidt af en drengerøv. Én der altid er klar til at hoppe i fodboldstøvlerne og snuppe en omgang bold med gutterne og en tredje halvleg i omklædningsrummet.

Derfor er det også fristende at lade ham tage med på gutte-tur i programmet Nak og Æd. Stik Villy en bøsse, og lad ham plaffe et par vildænder til lejrbålet. I stedet for at redde naturen, skal han skyde naturen. Det vil sikkert være mere udfordrende for Villy, og derfor betydeligt mere underholdende for os seere.

Men Villy har potentiale til mere end det. Her har vi en partileder, der har trukket SF så langt mod højre, at det nærmest er Socialdemokraternes siamesiske tvilling. Selv om der af og til har været knurren i de socialistiske yderkroge af partiet, så er det alligevel altid endt op med meldingen: ”Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige”.

Og nu er SF’ere nok ikke de nemmeste at få til at gå i takt. Når sådan en opgave er lykkedes for Villy, må det være fordi han – apropos udenrigsminister-ambitioner – må have usædvanlig store diplomatiske evner. En evne til at både at overbevise og argumentere for sin sag – kombineret med en næve af stål. Villy Søvndal er ikke bare ’fatter’, han er ’Gudfatter’.

Derfor vil jeg caste Villy til en hel ny tv-serie: Villy – the clean up man.

Det er et program, der er inspireret af Nikita og Pulp Fiction,  der begge har en ’Clean-up-man’, der kommer og  klarer problemerne. Det er inspireret af den amerikanske tv-serie Judge Judy – en tv-retssal, hvor almindelige mennesker kan få Dommer Judy til at afgøre deres absurde uoverensstemmelser. Og sidst men ikke mindst, er det inspireret af en kollega, jeg engang havde i Århus, der blev ved med at sige, at der var en god historie i de der hegnsmænd.

Vi sender Villy ud til naboer, der er i konflikt med hinanden. Med sin danske ’nu skal vi jo også have det hyggeligt’-tilgang til problemerne og med sine diplomatiske evner, skal Villy forsøge at løse konflikten, så alle er tilfredse til sidst.

Og hvis folk ikke kan blive enige? Ja, så træder gudfatter til og giver dem et tilbud, de ikke kan sige nej til..

Med på en kigger – Pia Kjærsgaard

Af Lars Romby

Lars Romby er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han blandt andet underviser i tv-journalistik, tilrettelæggelse og konceptudvikling. I en serie af klummer spørger han sig selv, hvilke typer af udsendelser, man kunne bruge de danske partiledere til, hvis de havde lyst til et bijob i tv-branchen. Dagens cast er Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

 

Med på en kigger – Pia Kjærsgaard

Hun emmer af danskhed. Hun er stegt flæsk med persillesovs, lune frikadeller, en perlende Tuborg og så selvfølgelig en usædvanlig stor portion rødgrød med fløde. Pia Kjærsgaard er en fremragende politiker – måske en af de dygtigste i Danmark. Men hvis hun nu søger et bijob i tv-branchen, hvad er så Pias X-faktor – hvilket program kan hun være vært for?

Det er fristende at sende Pia i tv-køkkenet for at lave dejlig dansk mad uden for mange eksotiske krydderier – en værdig arvtager efter Kirsten Hüttemeier. Men det vil være spild af talent, for Pia har meget andet at byde på end brun sovs. Lad os kigge hende lidt nærmere efter i sømmene med tv-øjne.

Hun er en 64 år gammel ’blondine’ med et frækt mellemrum mellem fortænderne. Hun går ofte i en knækort nederdel, så man kan se hendes fine ankler, og på tv fremstår hun som slank og ikke så høj.

Hvad udstråling angår er hun derimod stor – hun fylder meget i et rum. Når man ser hende på skærmen oplever man et utroligt nærvær, og man tvivler aldrig på, at hun er tilstede i rummet.

Samtidig har hun en meget høj grad af troværdighed. Det kan godt være man er uenig i hendes synspunkter, men man tvivler ikke på, at hun mener det, hun siger, og derfor fremstår hun som et ærligt menneske. Med sådan en udstråling er hun jo nærmest Danmarks svar på den syv år yngre og nu pensionerede Oprah Winfrey.

Er det løsningen? Pia Kjærsgaard som talkshow vært? Tjah, det vil være rart med lidt modspil til QTV på Kanal 4. Langt hen af vejen vil Pia sikkert brillere i et talkshow. Men, men, men… I længden vil det nok gå galt. For selv om hun i høj grad brander sig som de svages hjælper og beskytter, så bliver hun nok træt af at høre på folks jammer og modgangshistorier.

For Pia har også en anden type af udstråling ud over troværdighed og nærvær. Og det er irritation. Man ser det for sig, Pias mund der så småt tager form efter numsen på et fjerkræ, mens hun vrisser: ”Altså, nu må statsministeren snart tage sig sammen. Det kan jo ikke være rigtigt at…”.  Pia Har det med at blive irriteret – hun bliver retfærdig harm over alle de ’nåsåer’, hun af og til må omgås.

Hvis Pia blev talkshow vært, ville hun i længden ikke kunne holde ud at nikke forstående til den ene mere idiotiske historie efter den anden. Godt nok fremstår hun empatisk, men kun til en vis grænse.

Hun vil ende med at give folk et verbalt/fysisk los i røven, så tingene udvikler sig i bedste Jerry Springer stil. Og selv om det kan være ganske morsomt, så går det jo nok ikke her i Dannevang.

Til gengæld er der faktisk en dansk tv-vært, hun minder om, nemlig Danmarks ex-supersoldat B.S. Christiansen. Som B.S. har Pia alderen og udstrålingen, der giver myndighed. Hun er vant til at styre tropperne. Hun er ærlig, kontant og karismatisk. Hun har et budskab, hun brænder for, og er ikke bange for at gå ind i konflikter på vejen frem mod målet. Derfor vil jeg gerne caste Pia Kjærsgaard til at være vært på et helt nyt program: Pias Bootcamp.

Vi sender en gruppe livsramte drenge med anden etnisk baggrund på Pias bootcamp. Med alle Pias kvaliteter, hendes målrettethed, hendes spring fra hjemmehjælper til magtens tinde, kan hun være det gode eksempel, der inspirerer. Den der hjælper drengene med at få et mål og at kæmpe for det, de har kært.

Så er spørgsmålet bare, om Pia også har den rummelighed, som B.S. Christiansen også står for. Kan hun acceptere folks forskellighed, kan hun se det bedste i mennesker og lære af andres måder at se verden på? Jeg tror faktisk, det er tilfældet. I så fald har vi et program, hvor alle har noget på spil. Både de medvirkende, værten og os seere. Og så er jeg i hvert fald med på en kigger.

 

Oraklernes tid er her lige nu

Af Henrik Wilhelm Jørgensen

TV2 og Danmarks Radio har investeret massivt i valgdækningen. Aldrig er der smidt så mange journalister, analyse- og vurderingsmænd ind i dækningen af valgkampen på de to public service-stationer. Og de har rigelig med sendetid at boltre sig på.

Men hvad har vi seere, så fået oven i hatten, når nu de store licenskonger går all in i deres enorme valgrus?

Vurderet på den første halvdel af valgkampen, så tegner der sig et billede af desperation. Tv-stationerne satser benhårdt på deres højt profilerede studieværter og forsøger sig med et dynamisk, festligt og aggressivt set-up, men det bider bare ikke rigtigt.

Politikerne har valgparaderne oppe og lirer den samme retorik af igen og igen. Og så bliver showet og værdien af den politiske tv-debat altså ikke bedre af, at man forsøger sig med umulige spørgsmål som: Har krisen toppet, svar ja eller nej – som tilfældet var i TV2’s første partilederrunde. Der er ikke en eneste person på kloden, som kan svare på dette spørgsmål. Og den, som alligevel gør, udstiller sin egen useriøsitet.

Ideen er jo god nok, men det kræver spørgsmål, som man reelt kan besvare med et ja eller nej. Spørgsmål, der skraber det fede lag af politikernes retorik væk og blotter politikernes egentlige hensigter.

Når det så ikke lykkedes at spidde politikerne i de stort anlagte tv-shows, så har vi gudskelov alle analytikerne, chefredaktørerne, tidligere spindoktorer, kommunikationseksperter og andre orakler, som kan udlægge teksten og udpege dagens vindere og tabere i det politiske cirkus. Oraklerne tid er så absolut ikke forbi. Tværtimod synes det som om, vi tordner mod en ny epoke i medierne, hvor den harmløse og forudsigelige analyse og vurdering af den politiske proces og meningsmålinger ser nye højder.

Hele konceptet minder i beskæmmende grad om tv-stationernes dækning af større sportsbegivenhed. Analyse og optakt efterfulgt af kampen og så lidt efterbrænding i studiet, mens vi ser frem mod returopgøret.  Det er en simpel opskrift, hvor formålet er, at vride de berømte sidste dråber ud af selv de mest middelmådig præstationer på banen. Men det kræver dygtige studieværter, engagerede og vidende eksperter og et publikum, som virkelige ikke har andet at bruge deres tid til.

Ifølge TV2’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, vil publikum have et horse race.

”Hvis man bliver ringet op og spurgt, om substans er vigtigere end proces, så svarer man jo høfligt »substans«. Men lad os nu være ærlige. Denne her valgkamp er et meget spændende horse race, som alle vil følge med tilbageholdt åndedræt. Ikke kun fordi det er politisk vigtigt, men fordi det for flere partiledere er vind eller forsvind – et fascinerende stykke dramatik«, udtalte han til Politiken den 26 maj i år.

Personligt vælger jeg, sikkert sammen med en masse andre, at zappe langt fanden i vold ud på nettet, for at se, om jeg da ikke kan finde en rigtig journalistisk historie, som afslører et eller andet eller  i det mindste bringer noget nyt for dagen. På førstedagen for valget kunne DR fortælle, at de har udstyret hver partileder med et repoterteam, som skal farte i hælene på den travle politiker under valgkampen. For nuværende har mandsopdækningen kun afstedkommet harmløse og ligegyldige historier om politikernes gøren og laden.

Men lykken står som bekendt den kække bi, så hvem ved. Måske får vi det fantastiske billede eller den uforglemmelige situation, hvor politikerne ufrivilligt afslører sig selv. Nøjagtig som Gordon Brown gjorde det, da han talte over sig efter et møde med en vælger og for åben mikrofon afslørede sin totale mangel på respekt for vælgeren.

Nu må man så bare håbe, at medierne ikke har lavet en lokumsaftale med de medvirkende politikere, så uheldige bemærkninger bliver bortredigeret, slettet eller gemt væk på loftet. Vi mangler i hver fald stadig, at se et overbevisende resultat af denne satsning, men der er selvfølgelig endnu et par dage tilbage af valgkampen. Så med lidt lykke og lidt held, som de synger i My Fair Lady, så får vi snart en historie, som giver os mere end bare til øllet.  Indtil da må vi slå os til tåls med oraklerne og alle deres profetier.