Feje tricks og en lige højre i statsminister-duellerne

Af Michael Ejstrup

Helle Thorning og Lars Løkke benytter sig særligt af fem sproglige og retoriske tricks, når de er i direkte duel mod hinanden.

I aften mødes de så en sidste gang, inden krydset skal sættes.

Det bliver interessant at se om Helle igen ifører sig sine højeste hæle, der får Lille Lars til at se endnu mindre ud. Og om Lars igen kommer på besøg ved Helles pult.

I min analysere af deres seneste duel, søndag den 11/9 kl. 21.25-22.25 på DR1, kan du se, hvordan de to gang på gang arbejder på bl.a. at latterliggøre hinanden og at drage den andens legalitet i tvivl, mens de fremhæver sig selv.
Og det er ikke altid, det går helt efter hensigten:

Det altoverskyggende emne i duellen blev at så tvivl om modpartens evner til sikre Dan­marks økonomi de næste fire år. Det betyder, at skabelsen og sikringen af en pletfri etos for hver af statsmi­nister­­kandidaterne blev helt afgørende. Det betyder, at der retorisk og sprogligt blev fokuseret på at beklik­ke hinandens evner og intentioner som kommende statsminister. Logosappellen – den fornuftsbe­to­ne­de argumentation kom til at fylde forholdsvis lidt over for etos- og patosappellen. Patosappellen kom især til at dreje sig om at frem­kal­de en følelse af tillid og håb hos vælgerne hjemme i stuerne.

Ganske som i torsdagens debat havde Lars sin statsmandshabit på. Fornuftigt og forventeligt. Et signal om, at jeg er statsmanden, jeg er din statsminister med styr på tingene, og mig kan du ha stor tillid til.

Helle var vendt tilbage til samme outfit som i åbningsdebatten på TV2 den 26/8 med stramt, mørkt SAS-look. Vel nok for i særdeleshed at nå de tvivlende vælgere (ca. ½ million, som er fællesskabsorienterede, men samtidig med stor individorientering). Det er dem Helle skal nå nu i slutspurten. De skal kunne identificere sig med hen­de og give point til hendes etos som fremadstræbende erhvervskvinde med stor solidaritets- og fælles­skabs­følelse.

Helle spiller på sin højde og sit nydelige ydre. Men ikke for meget, for Gucci-looket må for alt i verden ikke tone frem. Det gir autoritet at være høj. Lars ér lille og tyk. Det er et dirty trick Helle bruger – hun er høj og nydelig modsat Lars, der er lille og tyk. Ubevidst ser vi det, og hygger os lidt med det.

Begge kandida­ter­ne brugte især følgende retoriske tricks til at sikre sig persuasio (at overbe­vise vælgerne om, at jeg har det bed­ste at tilbyde, og derfor skal du vælge mig).:

  1. Læg modparten ord i munden, som han ikke har sagt. Det gør Helle rigtig mange gange, når hun f.eks. siger følgende: Der kommer nye skattelettelser…, vi får da nulvækst i den offentlige sektor…, I sir, det ska være billigere at producere i Danmark. Ingen af delene har Lars faktisk ikke sagt i løbet af aftenens debat, og han opdager kun det sidste udsagn som ord, der bliver lagt i munden på ham, og han brokker sig
  2. Drag modpartens legalitet i tvivl, og det gør Helle, når hun siger I siger, at I vil være et arbejder­par­ti…,… nu ska jeg for tælle dig, hva et rigtigt arbejderparti gør for lønmodtagerne…, … Venstre ka ik­ke være et arbejderparti. Det, man ska, er at skaffe arbejde til helt almindelige lønmodtagere. Lars drager så Helles legalitet som arbejderparti i tvivl ved at sige …så er jeg jo det moderne arbejder­par­ti, for jeres løsning er en vækstdræber. Det dårligste, man kan gøre, er at gøre det dyrere at være dansker…
  3. Latterliggør modstanderen. Der gør Helle og Lars på skift i en uendelighed, eksempelvis når Helle siger du må jo ikke få lov til at føre den udlændingepolitik, du vil, af Dansk Folkeparti,… det er da ær­gerligt, at tonen i udlændingedebatten skal styres af Dansk Folkeparti, …Lars, du har det største værdifællesskab med Dansk Folkeparti (det har Lars faktisk slet ikke sagt noget om)… du taler mod bedre vidende nu , Lars…, Du har læst rapporten, Lars, går jeg ud fra….

En finurlig, men interessant stikpille til at latterliggøre Lars kommer fra Helle, da hun indledningsvis siger …Danmark er noget særligt, og vi skal jo snart overtage EU-formandskabet, og vi skal gøre det kompetent… Heri ligger tydeligt et slag over fingrene til Lars’ håndtering af klimatopmødet, hvor vi alle har grinet af ham, da han sagde I’m banging with this hammer….

Og Lars latterliggør Helle når han siger … jeg har rigtige penge, ikke tolv-minutters-penge,… du vil ha skatter på chokolade, banker – et fatamorgana på 12 minutter. Lars siger senere med et spor af foragt i stemmen det bliver spændende at se, hva der er inde på midten – om det bare er pop-ord…

Og så har Lars endnu et trick, som han vil udnytte, nemlig at virke som alfaderlig statsmand, der do­minerer over Helle, når hun er en uartig pige, der ikke tier stille, når han vil ha ordet. Han startede al­le­re­de i torsdags i TV2-debatten med gentagne gange at sige …nu afbrød du, igen og  nu er du der, igen….
Den stil fortsætter han, men det kikser for ham, for han kommer til at bruge replikkerne, hvor han faktisk selv afbryder Helle, og det ender i ophidselse, og Helle kigger bestemt på ham, og Lars må slå blikket ned, og lade Helle tale. Den slags går ud over etos. Især når Lars vil være på en høj hest og dominere over den uartige pige, som alligevel med ord og blik kan tæmme statsman­den.

          4. Styrk din egen etos, og svæk modpartens ved at inddrage autoriteter til at       hjemle påstanden.

Det gør Helle konstant, når hun siger:

  • Jeg kan godt høre, at du har alle dine remser Lars…, det passer ikke, Lars…, Det vil du jo ikke, Lars…, du tør jo ikke sige det, Lars…
  • Tallene passer ikke, Lars, og jeg synes, at det grænser til det uhæderlige at sig det i dag.
  • Det nærmer sig kanten af det hæderlige at blive ved med at slynge de her tal ud. Man ska sige, hvor pengene kommer fra, det kan Lars Løkke ikke.
  • Jeg skal fortælle dig, hvordan et arbejderparti gør. Hvad er der galt med at lytte til lønmod­tagerne

    Lars
    styrker sin etos, når han siger:
  • Jeg er stolt over at være statsminister
  • Jeg er glad for at have ledelsen i Danmark
  •  38.000 skal ikke miste deres dagpenge, vi står bag dem, der får hjulene til at snurre

          5.    Skræm ved fjendebilleder. Det gør Lars, når han henter sine billeder frem af en 57-årig sosu­hjæl­per, en 50-årig smed og en ung studerende på su. Han holder deres daglige liv op mod den store abstrakte solidaritet, som han mener, Helle taler om. Han trækker eksemplerne ind i sin egen tryg­ge nære solidaritetsverden, hvor intet ondt kan nå dem, hvis Lars får magten.

Helle tegner skræm­mebilledet af sygehuse med patienter på gangene og uden behandling. Den situation skaber Lars, fordi han i 2014 vil udrulle sine lovede skattelettelser.

Helle siger, det var på din vagt, Lars – ikke på min – at tingene er blevet værre. Der er hele bolig­områder, hvor det er Sharia-lovgivning, der gælder. Man tager sig til hovedet…

Summa summarum vil jeg mene, at Helle klart vandt på sin retoriske snilde. Hun lokkede Lars ud i at blive sur og irriteret, og det er altødelæggende for etos. Hans stemme og let stammende tale, hvor han forlader pulten og går over til Helle med den gule seddel er ødelæggende for ham. Det er uden for det forventelige og normale, og det virker som en boomerang. Han mister point på det, fordi sedlen er ligegyldig, og han kom­mer til at virke famlende og usikker; kameraet går tæt på og viser hans hånd, som ryster. Helle har ordet i sin magt i aftenens duel, og hun gendriver hans argumenter udi det logosbaserede nogenlunde ok.

Helle er særdeles godt forberedt, gir svar på tiltale og tøver ikke en eneste gang. Hun vinder på sin sikre holdning og sin evne til at hidse Lars op. Helle får det sidste ord og siger du har haft ti år til det, og tingene er kun blevet værre. Er det ikke på tide at prøve noget nyt… Lars taber point og hans etos lider pga. hans stunt med at dominere og være alfaderlig over for den slemme pige, der vil tage ordet fra ham. Han etos kan simpelthen ikke bære den ro.

Næste slag skal slås i aften kl. 18.55 på DR1

Det stærke køn?

Af Roger Buch

Et overfladisk blik på dansk politik kunne give indtryk af et meget ligestillet samfund eller måske endog kvindemagt.

Fire stærke kvinder:

Næsten halvdelen af partilederne er kvinder og meningsmålingerne peger på en kvinde som næste statsminister. Det billede snyder.

Kun 34 procent af kandidaterne til folketingsvalget er kvinder, hvilket er en anelse mere end de 32 procent i 2007. Kvindeandelen vil formentlig stige lidt ved valget, så det ender på de samme 38 procent kvinder, som har været resultatet ved de seneste valg. Antallet af kvinder i folketinget har stort set ikke flyttet sig i de seneste 15 år – og det er også bemærkelsesværdigt, at selv om vi om fire år i 2015 kan fejre 100-året for kvinders valgret, så er 2/3 af kandidaterne stadig mænd. Ligestillingen i Danmark har bevæget sig i sneglefart og det gør den stadig.

Men i virkeligheden er 30-40 procent kvinder i folketingspolitik fantastisk flot – for på næsten alle andre områder i samfundet ligger kvindeandelen langt lavere, hvilket magtudredningen dokumenterede i sin gennemgang af de forskellige eliter i samfundet:

  • 14 pct. kvinder i embedsmandseliten
  • 15 pct. kvinder i dommereliten
  • 9 pct. i interesseorganisationseliten
  • 1 (en) pct. i erhvervseliten
  • 13 pct. i medieeliten
  • 8 pct. i professoreliten
  • 20 pct. i kultureliten

Mændene sidder på næsten alle ledende stillinger: dommere, professorer, departementschefer, redaktører, direktører, museumsledere, kommunaldirektører, fagforeningsledere osv. Og selv om der er 38 procent kvinder i Folketinget, er kvindeandelen meget lavere i de tunge folketingsudvalg, som Udenrigspolitisk Nævn og Finansudvalget, lige som kvindeandelen i den nuværende regerings interne koordinationsudvalg har været 15-25 procent.

Hertil kan føjes at der ikke er ligeløn og at kvinder stadig påtager sig den største del af arbejdet i hjemme med børn, rengøring og madlavning. Måske var det derfor, at man forleden kunne se en af Danmarks fremstormede dygtige stærke kvinder Johanne Schmidt-Nielsen, som TV-Avisen fulgte hele dagen – sidst på dagen pludselig udtrykte bekymring for om hun kunne nå hjem og vaske tøj.

Fra stort til små – konklusionen er klar: Danmark er et gennemført mandsdomineret samfund og alligevel fylder ligestilling intet i valgkampen. Der er over de seneste årtier opbygget en tosidet myte om, at Danmark er blevet et meget ligestillet samfund, og at de eneste tilbageværende ligestillingsproblemer findes hos indvandrere.

Sandheden er den modsatte: Danmark er på næsten alle områder et mandsdomineret samfund. Det vil folketingsvalg 2011 ikke ændre på – selv om valget ser ud til at give danmarkshistoriens første kvinde som statsminister. Det er derfor mere end tiltrængt, at folketinget efter valget får et ligestillingsudvalg – selv om det burde være oprettet for årtier siden.