Nyhedsmedier distraherer vælgerne på sociale medier

Af Lars Holmgaard Christensen

Valget er en kamp – for din stemme, dit kryds, men sandelig også din opmærksomhed og dine klik.

Selvom sociale medier giver nye muligheder for engagement og kultivering af ’the wisdom of crowds’, så synes særligt nyhedsmedierne at være tilfredse med at udnytte ’the stupidity of crowds’ og høste gevinsten fra brugernes umiddelbare nydelse af noget underholdende og klikbart indhold.

Nyhedsmediernes innovation i forhold til at klæde borgerne på til demokrati drukner således i tilbud, hvor brugerne helst skal tilpasses eksisterende produkter og skabelontankegange. Nyhedsmedierne ser sig selv som efterspurgte brands,  og brugerne skal helst ha’ det sjovt, så de ikke forlader nyhedsbutikken.

På Ekstra Bladet, hvor de har opbygget brugeruniverset Nationen, har man således kunnet deltage i at finde valgets ’side 9’ pige blandt kandidaterne, og som de selv teaser historien: ”I tre uger skal vi kigge på billeder af meddanskere, der vil have vores stemme. Men nogle af kandidaterne er kønnere, frækkere og lækrere end andre”. Og så er Ekstra Bladet alligevel mere moderne end man skulle tro og tænker ligestilling, for som der videre bliver opmuntret til: ”Vi har valgt 11 – du skal vælge én: I morgen er det mændenes tur”.

På Politikens Facebook-side tilbydes brugerne intim sladder om de andre vælgere – altså hvis vælgerne er villige til at fortælle, hvad de stemmer, og selv afgiver lidt privat information.

I valgprogrammer på tv sker brugen af sociale medier, når publikum opfordres til at være kilde til spørgsmål, og hvor en særlig provokerende kommentar fra en Facebook-bruger kan blive brugbar i et tv-program. Det aflaster mest af alt journalistens spørgeteknik, ”nogen siger”, som en politiker, så skal forholde sig til.

Har en vælger politikerlede har DR gjort det muligt for vælgerbefolkningen at lave egne valgplakater. Det tjener et kreativt formål, hvor man kan sende hjemmelavede politiske budskaber til venner og familie. Det tjener også det formål, at man kan være medieaktiv med politik, hvis ikke man helt orker at være politisk aktiv med medier.

Hos DR udnytter man også ny teknologi i form af social overvågning. Som i et alternate reality game kan man blandet andet følge en politiker rundt via GPS og få statusopdateringer ’on the move’ og ’to go’.

Og hvis vi er aktive nok, kan vi bruge vores smartphones til selv at skabe en relation til det politiske karneval(g) ved hjælp af såkaldte lokationsbaserede tjenester, som vi kan checke ind- og ud af. Helle Th. og jeg er her!

Efter i flere år at have hørt om Big Brother, og om hvordan vi bliver overvåget af alle mulige på Facebook, er det nu nyhedsmedierne, der overvåger politikerne og interessante vælgere. Det sker i håb om at kunne levere en underholdende applikation.

Når alt er lige gyldigt i valgdækningen ender det som ligegyldigt

Men måske handler det slet ikke om overvågning eller Orwells Big Brother, men mere om tankegods fra en af Orwells samtidige, Aldous Huxley.

Huxley var bekymret for, at vi gennem overkommunikation og overdramatisering vil blive passiviseret og blive underholdt ihjel.

Folk kommer til at være optaget af talentshows, celebrity-stjerner, underholdende valgprogrammer og teknologiske gimmicks, hvorfor de aldrig forholder sig til reel information eller skriverier, der stiller kritiske spørgsmål.

Det væsentlige og det trivielle vil i den optik blive nivelleret på en måde, så alt bliver lige gyldigt og derfor i sidste ende ligegyldigt.

Det bliver ikke længere muligt at forstå fakta fra retorik og performance. Et sagligt politisk argument kan ikke skelnes fra underholdende mudderkastning.

Det vil ikke være tid til det udfordrende og det krævende, fordi dopamin-stimulerende valgprogrammer med vægt på retorik og performance eller iphone-apps og andet bling-bling uden indhold vil stå i kø for at få opmærksomhed.

Vælgerbefolkningen bliver i brugen af nydelsestilbud og i en konstant jagt på underholdning holdt i skak. Den momentane nydelse i at blive distraheret af noget underholdende nyt er blevet et mål i sig selv.

– Hvis vi vælger at acceptere den momentane nydelse i distraktionen, som er et skifte fra det logiske til det følelsesmæssige, så betyder det, at vores endelige stemme ikke vil være velovervejet, men bliver af den hedonistiske medborger afgivet spontant og med afsæt i den underholdende oplevelse stemmeboksen kan tilbyde.

Oraklernes tid er her lige nu

Af Henrik Wilhelm Jørgensen

TV2 og Danmarks Radio har investeret massivt i valgdækningen. Aldrig er der smidt så mange journalister, analyse- og vurderingsmænd ind i dækningen af valgkampen på de to public service-stationer. Og de har rigelig med sendetid at boltre sig på.

Men hvad har vi seere, så fået oven i hatten, når nu de store licenskonger går all in i deres enorme valgrus?

Vurderet på den første halvdel af valgkampen, så tegner der sig et billede af desperation. Tv-stationerne satser benhårdt på deres højt profilerede studieværter og forsøger sig med et dynamisk, festligt og aggressivt set-up, men det bider bare ikke rigtigt.

Politikerne har valgparaderne oppe og lirer den samme retorik af igen og igen. Og så bliver showet og værdien af den politiske tv-debat altså ikke bedre af, at man forsøger sig med umulige spørgsmål som: Har krisen toppet, svar ja eller nej – som tilfældet var i TV2’s første partilederrunde. Der er ikke en eneste person på kloden, som kan svare på dette spørgsmål. Og den, som alligevel gør, udstiller sin egen useriøsitet.

Ideen er jo god nok, men det kræver spørgsmål, som man reelt kan besvare med et ja eller nej. Spørgsmål, der skraber det fede lag af politikernes retorik væk og blotter politikernes egentlige hensigter.

Når det så ikke lykkedes at spidde politikerne i de stort anlagte tv-shows, så har vi gudskelov alle analytikerne, chefredaktørerne, tidligere spindoktorer, kommunikationseksperter og andre orakler, som kan udlægge teksten og udpege dagens vindere og tabere i det politiske cirkus. Oraklerne tid er så absolut ikke forbi. Tværtimod synes det som om, vi tordner mod en ny epoke i medierne, hvor den harmløse og forudsigelige analyse og vurdering af den politiske proces og meningsmålinger ser nye højder.

Hele konceptet minder i beskæmmende grad om tv-stationernes dækning af større sportsbegivenhed. Analyse og optakt efterfulgt af kampen og så lidt efterbrænding i studiet, mens vi ser frem mod returopgøret.  Det er en simpel opskrift, hvor formålet er, at vride de berømte sidste dråber ud af selv de mest middelmådig præstationer på banen. Men det kræver dygtige studieværter, engagerede og vidende eksperter og et publikum, som virkelige ikke har andet at bruge deres tid til.

Ifølge TV2’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, vil publikum have et horse race.

”Hvis man bliver ringet op og spurgt, om substans er vigtigere end proces, så svarer man jo høfligt »substans«. Men lad os nu være ærlige. Denne her valgkamp er et meget spændende horse race, som alle vil følge med tilbageholdt åndedræt. Ikke kun fordi det er politisk vigtigt, men fordi det for flere partiledere er vind eller forsvind – et fascinerende stykke dramatik«, udtalte han til Politiken den 26 maj i år.

Personligt vælger jeg, sikkert sammen med en masse andre, at zappe langt fanden i vold ud på nettet, for at se, om jeg da ikke kan finde en rigtig journalistisk historie, som afslører et eller andet eller  i det mindste bringer noget nyt for dagen. På førstedagen for valget kunne DR fortælle, at de har udstyret hver partileder med et repoterteam, som skal farte i hælene på den travle politiker under valgkampen. For nuværende har mandsopdækningen kun afstedkommet harmløse og ligegyldige historier om politikernes gøren og laden.

Men lykken står som bekendt den kække bi, så hvem ved. Måske får vi det fantastiske billede eller den uforglemmelige situation, hvor politikerne ufrivilligt afslører sig selv. Nøjagtig som Gordon Brown gjorde det, da han talte over sig efter et møde med en vælger og for åben mikrofon afslørede sin totale mangel på respekt for vælgeren.

Nu må man så bare håbe, at medierne ikke har lavet en lokumsaftale med de medvirkende politikere, så uheldige bemærkninger bliver bortredigeret, slettet eller gemt væk på loftet. Vi mangler i hver fald stadig, at se et overbevisende resultat af denne satsning, men der er selvfølgelig endnu et par dage tilbage af valgkampen. Så med lidt lykke og lidt held, som de synger i My Fair Lady, så får vi snart en historie, som giver os mere end bare til øllet.  Indtil da må vi slå os til tåls med oraklerne og alle deres profetier.

Giver public service tv-kanalerne en fair dækning af valgkampen?

Af Oluf Jørgensen

Den første halvdel af valgkampen er overstået. Min vurdering er, at dækningen på public service tv-kanalerne i store træk har været fair og levet op til kravet om lighed.

Der er masser af valgstof i nyhedsudsendelser og en række særlige udsendelser og debatprogrammer med stor variation i formen. Både TV 2 og DR har i den første uge sendt partilederdebatter, hvor alle har været med. TV 2 har bl.a. sendt duel mellem statsministerkandidaterne og Kampen om din stemme fra Silkeborg Hallerne. DR har bl.a. sendt temadebatter, Kandidaterne efter 21-nyheder og Mød Partierne med kritiske spørgsmål fra Jersild. TV 2-regioner supplerer med regionale vinkler og debatter mellem kandidater i området.

TV-dækningen ved de seneste valgkampe havde efter min vurdering overdreven fokus på statsministerkandidaterne, og var derfor på kant med lighedsprincippet. Denne skævhed har i den første del af denne valgkamp været mindre end ved foregående valg. Alle partier er blevet omtalt og kommet til orde dog ikke i nøjagtig samme udstrækning.

I gamle dage var det nemmere at holde øje med, om lighedskravet blev fulgt. Dengang lavede partierne selv valgudsendelser, og i de afsluttende partilederdebatter kunne studieværterne ikke stille spørgsmål. Lighedskravet blev nøje overvåget ved optælling af taletiden på sekunder.

I 1959 afgjorde Højesteret en sag om valgudsendelser før et folketingsvalg. Ifølge Radiorådets beslutning var valgudsendelser i radio og fjernsyn før valget i maj 1957 forbeholdt de partier, der var repræsenteret i Folketinget. Partiet De Uafhængige nåede kort før valget at få samlet tilstrækkelige underskrifter og blev anerkendt som opstillingsberettiget, men Statsradiofonien gav ikke partiet adgang til at deltage i den afsluttende debat dagen før valget.

De Uafhængige anlagde sag mod Statsradiofonien, og den endte i Højesteret, der fastslog, at Statsradiofoniens udelukkelse af partiet fra den sidste valgudsendelse var ulovlig. I dommens præmisser, hed det: ”Det for et demokratisk samfund afgørende hensyn til ligelig behandling af alle de i folketingsvalget deltagende partier – et hensyn, som det i særlig må påhvile forvaltningen af statsradiofonien at udvise – måtte derfor føre til, at ikke et enkelt af disse partier blev udelukket fra en udsendelse, hvori i øvrigt alle de andre partier deltog” (Ugeskrift for Retsvæsen 1960.33).

Tv-dækningen af den aktuelle valgkamp er langt fra formen i 1957, men Højesterets præmisser giver fortsat et vigtigt pejlemærke: I et demokratisk samfund er det afgørende, at alle partier bliver omtalt og kan komme til orde.

Lighed skal ikke måles på sekunder. Belysning af forskellige politiske forslag kræver ikke nødvendigvis samme tid. Nogle politikere kan svare kort og klart, mens andre taler udenom på en måde, der kræver tid til opfølgende spørgsmål.

Praktiske og journalistiske hensyn kan betyde, at partier ikke får nøjagtig samme vilkår. Det er i orden at fordele partierne på flere paneldebatter, så hvert panel får en sammensætning og størrelse, der passer til den planlagte form.

Lighedsprincippet omfatter alle programtyper, der har betydning for balancen i valgkampen. Nyhedsudsendelser, magasinprogrammer og egentlige valgudsendelser er klart omfattet, men hvad med underholdningsprogrammer? Det er klart at politikere, der gerne vil vælges, kan blive promoveret ved deltagelse i underholdningsprogrammer eller i programtyper, der ligger på grænsen mellem underholdning og oplysning.

I den første uge af valgkampen stillede Lars Barfoed og Villy Søvndal op i ”Hvem vil være millionær”, som TV 2 sender mandag aften i den bedste sendetid. De virkede hyggelige og fornuftige og tjente en halv million til det frivillige arbejde i Natteravnene.

Jeg kan se, at Hans Pilgaard på mandag får Mette Frederiksen og Søren Pind i studiet. Der står i foromtalen, at de har forskellige holdninger men masser af respekt for hinanden og de gerne vil tjene penge til Red Barnet. Det skal nok blive godt.

Der står også i foromtalen, at Hans Pilgaard har ”dømt pauce i valgkampen”. Men holder det, når deltagerne i det udmærkede program er fremtrædende kandidater ved folketingsvalget? TV 2 sørger for, at blå og rød blok er ligeligt repræsenteret, men hvad med andre partier? Gad vide om TV 2 laver ekstra udsendelser, så alle partier under valgkampen kan få topfolk i ”Hvem vil være millionær”?

 

 

 

 

Regeringens fejlslagne strategi

Af Roger Buch

Regeringen tabte valget med statsministerens nytårstale 1.januar 2011. Nytårstalen kan læses her og genses her. I talen slog statsministeren det tema an, som skulle vinde valget: ”Der er kun én farbar vej: Gennem sund fornuft, sund økonomi og sunde offentlige finanser må vi sikre, at vi ikke bruger flere penge, end vi tjener. For det er og bliver umuligt at låne sig til velfærd.”.

Senere i januar udsendte regeringen sit udspil ” … vi kan jo ikke låne os til velfærd!”, som kan læses her.

Herefter fulgte et forår med forhandlinger om tilbagetrækningsreform og 2020-plan. At regeringen hermed tabte valget skyldtes ikke forringelse af efterlønnen, og at danskerne skal senere på pension, men derimod at regeringen forsøgte et politisk spin, som stort set lykkedes både i foråret og sommeren, indtil det blev sprængt i atomer, da finansministeren fremlagde finansloven, to dage før valget blev udskrevet.

Spin-stuntet gik på den ene side ud på at tegne et billede af en økonomisk uansvarlig opposition og tale om, at ”vi kan ikke låne os til velfærd”, ”et regnestykke med to streger under”, ”kassen stemmer” og klimakset, som kom, da finansministeren, i maj, efter aftalerne faldt på plads, kunne sige: ”Vi har indgået et forlig om, hvordan vi betaler alle regninger frem til 2020.”

Den anden side af spin-stuntet gik ud på at håbe, at ingen ville lægge mærke til, at regeringen hele vejen frem til 2020 vil … … låne sig frem! Det fremgår allerede af udspillet fra januar ” … vi kan jo ikke låne os til velfærd!”, og det fremgår i maj af pressematerialet og de faktaark, som blev fremlagt efter aftalerne om 2020-planen og tilbagetrækningsreformen.

At der med alle reformerne alligevel er underskud på statsbudgettet hvert år indtil 2020 og endda frem til 2050, har altså ikke været en hemmelighed, men danske medier og journalister har stort set ladet regeringen forsætte sin retorik, som ikke stemmer med fakta. Hvordan var det muligt?

Først med finanslovsforslaget for 2012 bristede illusionen: Underskud på 85 mia. kr. Det tal har ekstrem politisk magt. Allerede på valgkampens første dag i topmødet mellem de to statsministerkandidater, spurgte ordstyrer Johannes Langkilde flere gange statsministeren – ”hvad med jeres minus på 85 mia. kr.?” – når statsministerens skød på den økonomisk uansvarlige opposition.

Regeringens hovedargument imod Socialdemokratiet og SF: Oppositionens økonomiske plan hænger ikke sammen, Thorning har ingen penge osv., er skudt i sænk. Helle Thorning kan resten af valgkampen blot svare: I har minus på 85 mia., og tilføje at underskuddene fortsætter til 2020.

Og dermed er valget efter alt at dømme afgjort. Regeringen har i meningsmålingerne i næsten 1½ år ligget til nederlag. Redningsplanken skulle være økonomisk ansvarlighed, men regeringen har med en overdreven retorik ødelagt det for sig selv. Ved at signalere, at vi ikke kan låne os til velfærd, at kassen stemte, at alle regninger kunne betales, skabte regering en illusion, der brast som en sæbeboble, da finansloven blev fremlagt to dage før valget. Ja, der var to streger under regnestykket – men desværre med et stort minus foran.

Regeringen tabte ikke valget på grund af det konservative kollaps med ny formand og ny politisk ordfører i januar og ikke på grund af alle problemerne med integrationsminister Birthe Rønn eller den forstærkede økonomiske krise, som skabte behov for vækstudspillet efter sommerferien. Regeringen tabte heller ikke på grund af, at de med vækstpakken overtog oppositionens politik, som regeringen havde stemplet som uansvarlig. Regeringen tabte allerede med nytårstalen. Regeringen snublede ganske simpelt i sit eget spin-stunt, en forfejlet strategi og ekstrem dårlig timing.

På onsdag offentliggør Danmarks Statistik nationalregnskabet for 2. kvartal 2011, som formentlig vil vise, at bruttonationalproduktet for tredje kvartal i træk er negativt. Danmark er i recession, og dansk økonomi skrumper, hvilket betyder, at grundlaget er væk for det én uge gamle finanslovsforslag – statens gældsætning i 2011 og 2012 bliver endnu større – altså mere end henholdsvis minus 68 og 85 mia. kr., og arbejdsløsheden vil stige højere end de forventede 160.000 i begge år. Hvorfor mon Helle Thorning igen og igen, siden udskrivelsen af valget, har sagt ”Vækst”? Thornings strategi får massiv hjælp af de økonomiske realiteter. Det gavner også Liberal Alliance, som hele året har sagt, at reformerne ikke var nok til at få dansk økonomi til at hænge sammen.