Drop enkeltmålingerne

Af Kresten Roland Johansen

Drop nu enkeltmålingerne og se på nogle gennemsnitsmål over tid i stedet.

Nogenlunde sådan har jeg – og mange andre – sagt og skrevet den seneste uge. For hvad skal man stille op med 6 nye daglige meningsmålinger, som stritter indbyrdes?

Berlingske Barometer formidler sådan et dagligt gennemsnit, og dem ville jeg egentlig gerne anbefale. Men jeg ved ikke, hvordan de gør!
“En avanceret model ligger til grund for beregningen” – sådan skriver de, på deres hjemmeside. Nogenlunde som ethvert andet analysefirma ville skrive det. Nå nej, Berlingske er jo ikke et analysefirma. Eller er de?
Deres fremgangsmåde er under alle omstændigheder en forretningshemmelighed.

Læseren må derfor bare stole på, at journalisterne og researchafdelingen er kloge og har ret. Hmm…

Men hvorfor gøre det så besværligt?

Her er et alternativ udviklet til lejligheden: Et simpelt gennemsnit baseret på de seneste målinger fra 5-6 institutter med svar indsamlet de tre foregående dage.

Oversigten giver et stærkere og klarere billede af udviklingen under valgkampen – og af den aktuelle stilling – end enkeltmålingerne kan give.

–> Se dagens gennemsnitstal, som opdateres dagligt

Læs mere om den statistiske usikkerhed og metoden på www.en-undersoegelse-viser.dk.

Oraklernes tid er her lige nu

Af Henrik Wilhelm Jørgensen

TV2 og Danmarks Radio har investeret massivt i valgdækningen. Aldrig er der smidt så mange journalister, analyse- og vurderingsmænd ind i dækningen af valgkampen på de to public service-stationer. Og de har rigelig med sendetid at boltre sig på.

Men hvad har vi seere, så fået oven i hatten, når nu de store licenskonger går all in i deres enorme valgrus?

Vurderet på den første halvdel af valgkampen, så tegner der sig et billede af desperation. Tv-stationerne satser benhårdt på deres højt profilerede studieværter og forsøger sig med et dynamisk, festligt og aggressivt set-up, men det bider bare ikke rigtigt.

Politikerne har valgparaderne oppe og lirer den samme retorik af igen og igen. Og så bliver showet og værdien af den politiske tv-debat altså ikke bedre af, at man forsøger sig med umulige spørgsmål som: Har krisen toppet, svar ja eller nej – som tilfældet var i TV2’s første partilederrunde. Der er ikke en eneste person på kloden, som kan svare på dette spørgsmål. Og den, som alligevel gør, udstiller sin egen useriøsitet.

Ideen er jo god nok, men det kræver spørgsmål, som man reelt kan besvare med et ja eller nej. Spørgsmål, der skraber det fede lag af politikernes retorik væk og blotter politikernes egentlige hensigter.

Når det så ikke lykkedes at spidde politikerne i de stort anlagte tv-shows, så har vi gudskelov alle analytikerne, chefredaktørerne, tidligere spindoktorer, kommunikationseksperter og andre orakler, som kan udlægge teksten og udpege dagens vindere og tabere i det politiske cirkus. Oraklerne tid er så absolut ikke forbi. Tværtimod synes det som om, vi tordner mod en ny epoke i medierne, hvor den harmløse og forudsigelige analyse og vurdering af den politiske proces og meningsmålinger ser nye højder.

Hele konceptet minder i beskæmmende grad om tv-stationernes dækning af større sportsbegivenhed. Analyse og optakt efterfulgt af kampen og så lidt efterbrænding i studiet, mens vi ser frem mod returopgøret.  Det er en simpel opskrift, hvor formålet er, at vride de berømte sidste dråber ud af selv de mest middelmådig præstationer på banen. Men det kræver dygtige studieværter, engagerede og vidende eksperter og et publikum, som virkelige ikke har andet at bruge deres tid til.

Ifølge TV2’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, vil publikum have et horse race.

”Hvis man bliver ringet op og spurgt, om substans er vigtigere end proces, så svarer man jo høfligt »substans«. Men lad os nu være ærlige. Denne her valgkamp er et meget spændende horse race, som alle vil følge med tilbageholdt åndedræt. Ikke kun fordi det er politisk vigtigt, men fordi det for flere partiledere er vind eller forsvind – et fascinerende stykke dramatik«, udtalte han til Politiken den 26 maj i år.

Personligt vælger jeg, sikkert sammen med en masse andre, at zappe langt fanden i vold ud på nettet, for at se, om jeg da ikke kan finde en rigtig journalistisk historie, som afslører et eller andet eller  i det mindste bringer noget nyt for dagen. På førstedagen for valget kunne DR fortælle, at de har udstyret hver partileder med et repoterteam, som skal farte i hælene på den travle politiker under valgkampen. For nuværende har mandsopdækningen kun afstedkommet harmløse og ligegyldige historier om politikernes gøren og laden.

Men lykken står som bekendt den kække bi, så hvem ved. Måske får vi det fantastiske billede eller den uforglemmelige situation, hvor politikerne ufrivilligt afslører sig selv. Nøjagtig som Gordon Brown gjorde det, da han talte over sig efter et møde med en vælger og for åben mikrofon afslørede sin totale mangel på respekt for vælgeren.

Nu må man så bare håbe, at medierne ikke har lavet en lokumsaftale med de medvirkende politikere, så uheldige bemærkninger bliver bortredigeret, slettet eller gemt væk på loftet. Vi mangler i hver fald stadig, at se et overbevisende resultat af denne satsning, men der er selvfølgelig endnu et par dage tilbage af valgkampen. Så med lidt lykke og lidt held, som de synger i My Fair Lady, så får vi snart en historie, som giver os mere end bare til øllet.  Indtil da må vi slå os til tåls med oraklerne og alle deres profetier.

Regeringens fejlslagne strategi

Af Roger Buch

Regeringen tabte valget med statsministerens nytårstale 1.januar 2011. Nytårstalen kan læses her og genses her. I talen slog statsministeren det tema an, som skulle vinde valget: ”Der er kun én farbar vej: Gennem sund fornuft, sund økonomi og sunde offentlige finanser må vi sikre, at vi ikke bruger flere penge, end vi tjener. For det er og bliver umuligt at låne sig til velfærd.”.

Senere i januar udsendte regeringen sit udspil ” … vi kan jo ikke låne os til velfærd!”, som kan læses her.

Herefter fulgte et forår med forhandlinger om tilbagetrækningsreform og 2020-plan. At regeringen hermed tabte valget skyldtes ikke forringelse af efterlønnen, og at danskerne skal senere på pension, men derimod at regeringen forsøgte et politisk spin, som stort set lykkedes både i foråret og sommeren, indtil det blev sprængt i atomer, da finansministeren fremlagde finansloven, to dage før valget blev udskrevet.

Spin-stuntet gik på den ene side ud på at tegne et billede af en økonomisk uansvarlig opposition og tale om, at ”vi kan ikke låne os til velfærd”, ”et regnestykke med to streger under”, ”kassen stemmer” og klimakset, som kom, da finansministeren, i maj, efter aftalerne faldt på plads, kunne sige: ”Vi har indgået et forlig om, hvordan vi betaler alle regninger frem til 2020.”

Den anden side af spin-stuntet gik ud på at håbe, at ingen ville lægge mærke til, at regeringen hele vejen frem til 2020 vil … … låne sig frem! Det fremgår allerede af udspillet fra januar ” … vi kan jo ikke låne os til velfærd!”, og det fremgår i maj af pressematerialet og de faktaark, som blev fremlagt efter aftalerne om 2020-planen og tilbagetrækningsreformen.

At der med alle reformerne alligevel er underskud på statsbudgettet hvert år indtil 2020 og endda frem til 2050, har altså ikke været en hemmelighed, men danske medier og journalister har stort set ladet regeringen forsætte sin retorik, som ikke stemmer med fakta. Hvordan var det muligt?

Først med finanslovsforslaget for 2012 bristede illusionen: Underskud på 85 mia. kr. Det tal har ekstrem politisk magt. Allerede på valgkampens første dag i topmødet mellem de to statsministerkandidater, spurgte ordstyrer Johannes Langkilde flere gange statsministeren – ”hvad med jeres minus på 85 mia. kr.?” – når statsministerens skød på den økonomisk uansvarlige opposition.

Regeringens hovedargument imod Socialdemokratiet og SF: Oppositionens økonomiske plan hænger ikke sammen, Thorning har ingen penge osv., er skudt i sænk. Helle Thorning kan resten af valgkampen blot svare: I har minus på 85 mia., og tilføje at underskuddene fortsætter til 2020.

Og dermed er valget efter alt at dømme afgjort. Regeringen har i meningsmålingerne i næsten 1½ år ligget til nederlag. Redningsplanken skulle være økonomisk ansvarlighed, men regeringen har med en overdreven retorik ødelagt det for sig selv. Ved at signalere, at vi ikke kan låne os til velfærd, at kassen stemte, at alle regninger kunne betales, skabte regering en illusion, der brast som en sæbeboble, da finansloven blev fremlagt to dage før valget. Ja, der var to streger under regnestykket – men desværre med et stort minus foran.

Regeringen tabte ikke valget på grund af det konservative kollaps med ny formand og ny politisk ordfører i januar og ikke på grund af alle problemerne med integrationsminister Birthe Rønn eller den forstærkede økonomiske krise, som skabte behov for vækstudspillet efter sommerferien. Regeringen tabte heller ikke på grund af, at de med vækstpakken overtog oppositionens politik, som regeringen havde stemplet som uansvarlig. Regeringen tabte allerede med nytårstalen. Regeringen snublede ganske simpelt i sit eget spin-stunt, en forfejlet strategi og ekstrem dårlig timing.

På onsdag offentliggør Danmarks Statistik nationalregnskabet for 2. kvartal 2011, som formentlig vil vise, at bruttonationalproduktet for tredje kvartal i træk er negativt. Danmark er i recession, og dansk økonomi skrumper, hvilket betyder, at grundlaget er væk for det én uge gamle finanslovsforslag – statens gældsætning i 2011 og 2012 bliver endnu større – altså mere end henholdsvis minus 68 og 85 mia. kr., og arbejdsløsheden vil stige højere end de forventede 160.000 i begge år. Hvorfor mon Helle Thorning igen og igen, siden udskrivelsen af valget, har sagt ”Vækst”? Thornings strategi får massiv hjælp af de økonomiske realiteter. Det gavner også Liberal Alliance, som hele året har sagt, at reformerne ikke var nok til at få dansk økonomi til at hænge sammen.