Feje tricks og en lige højre i statsminister-duellerne

Af Michael Ejstrup

Helle Thorning og Lars Løkke benytter sig særligt af fem sproglige og retoriske tricks, når de er i direkte duel mod hinanden.

I aften mødes de så en sidste gang, inden krydset skal sættes.

Det bliver interessant at se om Helle igen ifører sig sine højeste hæle, der får Lille Lars til at se endnu mindre ud. Og om Lars igen kommer på besøg ved Helles pult.

I min analysere af deres seneste duel, søndag den 11/9 kl. 21.25-22.25 på DR1, kan du se, hvordan de to gang på gang arbejder på bl.a. at latterliggøre hinanden og at drage den andens legalitet i tvivl, mens de fremhæver sig selv.
Og det er ikke altid, det går helt efter hensigten:

Det altoverskyggende emne i duellen blev at så tvivl om modpartens evner til sikre Dan­marks økonomi de næste fire år. Det betyder, at skabelsen og sikringen af en pletfri etos for hver af statsmi­nister­­kandidaterne blev helt afgørende. Det betyder, at der retorisk og sprogligt blev fokuseret på at beklik­ke hinandens evner og intentioner som kommende statsminister. Logosappellen – den fornuftsbe­to­ne­de argumentation kom til at fylde forholdsvis lidt over for etos- og patosappellen. Patosappellen kom især til at dreje sig om at frem­kal­de en følelse af tillid og håb hos vælgerne hjemme i stuerne.

Ganske som i torsdagens debat havde Lars sin statsmandshabit på. Fornuftigt og forventeligt. Et signal om, at jeg er statsmanden, jeg er din statsminister med styr på tingene, og mig kan du ha stor tillid til.

Helle var vendt tilbage til samme outfit som i åbningsdebatten på TV2 den 26/8 med stramt, mørkt SAS-look. Vel nok for i særdeleshed at nå de tvivlende vælgere (ca. ½ million, som er fællesskabsorienterede, men samtidig med stor individorientering). Det er dem Helle skal nå nu i slutspurten. De skal kunne identificere sig med hen­de og give point til hendes etos som fremadstræbende erhvervskvinde med stor solidaritets- og fælles­skabs­følelse.

Helle spiller på sin højde og sit nydelige ydre. Men ikke for meget, for Gucci-looket må for alt i verden ikke tone frem. Det gir autoritet at være høj. Lars ér lille og tyk. Det er et dirty trick Helle bruger – hun er høj og nydelig modsat Lars, der er lille og tyk. Ubevidst ser vi det, og hygger os lidt med det.

Begge kandida­ter­ne brugte især følgende retoriske tricks til at sikre sig persuasio (at overbe­vise vælgerne om, at jeg har det bed­ste at tilbyde, og derfor skal du vælge mig).:

  1. Læg modparten ord i munden, som han ikke har sagt. Det gør Helle rigtig mange gange, når hun f.eks. siger følgende: Der kommer nye skattelettelser…, vi får da nulvækst i den offentlige sektor…, I sir, det ska være billigere at producere i Danmark. Ingen af delene har Lars faktisk ikke sagt i løbet af aftenens debat, og han opdager kun det sidste udsagn som ord, der bliver lagt i munden på ham, og han brokker sig
  2. Drag modpartens legalitet i tvivl, og det gør Helle, når hun siger I siger, at I vil være et arbejder­par­ti…,… nu ska jeg for tælle dig, hva et rigtigt arbejderparti gør for lønmodtagerne…, … Venstre ka ik­ke være et arbejderparti. Det, man ska, er at skaffe arbejde til helt almindelige lønmodtagere. Lars drager så Helles legalitet som arbejderparti i tvivl ved at sige …så er jeg jo det moderne arbejder­par­ti, for jeres løsning er en vækstdræber. Det dårligste, man kan gøre, er at gøre det dyrere at være dansker…
  3. Latterliggør modstanderen. Der gør Helle og Lars på skift i en uendelighed, eksempelvis når Helle siger du må jo ikke få lov til at føre den udlændingepolitik, du vil, af Dansk Folkeparti,… det er da ær­gerligt, at tonen i udlændingedebatten skal styres af Dansk Folkeparti, …Lars, du har det største værdifællesskab med Dansk Folkeparti (det har Lars faktisk slet ikke sagt noget om)… du taler mod bedre vidende nu , Lars…, Du har læst rapporten, Lars, går jeg ud fra….

En finurlig, men interessant stikpille til at latterliggøre Lars kommer fra Helle, da hun indledningsvis siger …Danmark er noget særligt, og vi skal jo snart overtage EU-formandskabet, og vi skal gøre det kompetent… Heri ligger tydeligt et slag over fingrene til Lars’ håndtering af klimatopmødet, hvor vi alle har grinet af ham, da han sagde I’m banging with this hammer….

Og Lars latterliggør Helle når han siger … jeg har rigtige penge, ikke tolv-minutters-penge,… du vil ha skatter på chokolade, banker – et fatamorgana på 12 minutter. Lars siger senere med et spor af foragt i stemmen det bliver spændende at se, hva der er inde på midten – om det bare er pop-ord…

Og så har Lars endnu et trick, som han vil udnytte, nemlig at virke som alfaderlig statsmand, der do­minerer over Helle, når hun er en uartig pige, der ikke tier stille, når han vil ha ordet. Han startede al­le­re­de i torsdags i TV2-debatten med gentagne gange at sige …nu afbrød du, igen og  nu er du der, igen….
Den stil fortsætter han, men det kikser for ham, for han kommer til at bruge replikkerne, hvor han faktisk selv afbryder Helle, og det ender i ophidselse, og Helle kigger bestemt på ham, og Lars må slå blikket ned, og lade Helle tale. Den slags går ud over etos. Især når Lars vil være på en høj hest og dominere over den uartige pige, som alligevel med ord og blik kan tæmme statsman­den.

          4. Styrk din egen etos, og svæk modpartens ved at inddrage autoriteter til at       hjemle påstanden.

Det gør Helle konstant, når hun siger:

  • Jeg kan godt høre, at du har alle dine remser Lars…, det passer ikke, Lars…, Det vil du jo ikke, Lars…, du tør jo ikke sige det, Lars…
  • Tallene passer ikke, Lars, og jeg synes, at det grænser til det uhæderlige at sig det i dag.
  • Det nærmer sig kanten af det hæderlige at blive ved med at slynge de her tal ud. Man ska sige, hvor pengene kommer fra, det kan Lars Løkke ikke.
  • Jeg skal fortælle dig, hvordan et arbejderparti gør. Hvad er der galt med at lytte til lønmod­tagerne

    Lars
    styrker sin etos, når han siger:
  • Jeg er stolt over at være statsminister
  • Jeg er glad for at have ledelsen i Danmark
  •  38.000 skal ikke miste deres dagpenge, vi står bag dem, der får hjulene til at snurre

          5.    Skræm ved fjendebilleder. Det gør Lars, når han henter sine billeder frem af en 57-årig sosu­hjæl­per, en 50-årig smed og en ung studerende på su. Han holder deres daglige liv op mod den store abstrakte solidaritet, som han mener, Helle taler om. Han trækker eksemplerne ind i sin egen tryg­ge nære solidaritetsverden, hvor intet ondt kan nå dem, hvis Lars får magten.

Helle tegner skræm­mebilledet af sygehuse med patienter på gangene og uden behandling. Den situation skaber Lars, fordi han i 2014 vil udrulle sine lovede skattelettelser.

Helle siger, det var på din vagt, Lars – ikke på min – at tingene er blevet værre. Der er hele bolig­områder, hvor det er Sharia-lovgivning, der gælder. Man tager sig til hovedet…

Summa summarum vil jeg mene, at Helle klart vandt på sin retoriske snilde. Hun lokkede Lars ud i at blive sur og irriteret, og det er altødelæggende for etos. Hans stemme og let stammende tale, hvor han forlader pulten og går over til Helle med den gule seddel er ødelæggende for ham. Det er uden for det forventelige og normale, og det virker som en boomerang. Han mister point på det, fordi sedlen er ligegyldig, og han kom­mer til at virke famlende og usikker; kameraet går tæt på og viser hans hånd, som ryster. Helle har ordet i sin magt i aftenens duel, og hun gendriver hans argumenter udi det logosbaserede nogenlunde ok.

Helle er særdeles godt forberedt, gir svar på tiltale og tøver ikke en eneste gang. Hun vinder på sin sikre holdning og sin evne til at hidse Lars op. Helle får det sidste ord og siger du har haft ti år til det, og tingene er kun blevet værre. Er det ikke på tide at prøve noget nyt… Lars taber point og hans etos lider pga. hans stunt med at dominere og være alfaderlig over for den slemme pige, der vil tage ordet fra ham. Han etos kan simpelthen ikke bære den ro.

Næste slag skal slås i aften kl. 18.55 på DR1

Det luftigt-konkrete

Af Ejvind Hansen

Hvad handler valget om? Hvis man kigger rundt i medielandskabet, så er man ikke længe i tvivl: Valget handler da om økonomi! Det synes de fleste kommentatorer at være enige om. Økonomien trænger sig på, fordi vi har en finanskrise, der banker på døren, og som muligvis endda allerede er trådt indenfor.

Det har givetvis været i Lars Løkke Rasmussens interesse, at det blev sådan. Han har satset stort på at kunne vise en kant til oppositionen på dette område, hvilket mest klart er blevet illustreret i dueller mellem Ole Sohn og finansminister Claus Hjort Frederiksen i vinter. Hvis man genlytter til disse dueller, så skal man bemærke sig, at Frederiksen meget konsekvent bruger ordet “konkret” om regeringens politik, og netop betvivler oppositionens evne til at formulere en “konkret” plan for, hvordan man skal reagere på fremtidens udfordringer.

Regeringen sælger altså sig selv på konkrete bud på en “fremtidssikret” politik, og kritiserer oppositionen for kun at have “luftige” planer, der baserer sig på lånte penge, som vores børn kommer til at skulle betale tilbage.

S og SF på den anden side er også interesserede i den økonomiske dagsorden. Dels fordi de mener at have en kant i forhold til regeringen. De kritiserer regeringen for at ville spare sig ud af krisen gennem nedskæringer, hvorimod de selv vil få danskerne til “at arbejde sig ud af krisen”. Vi skal altså tværtimod sætte gang i hjulene, for ad den vej at modvirke krisen.

Netop fordi S-SF vil løse problemet gennem en ekspansion kan deres plan ikke være “konkret” i samme forstand som regeringen. En plan, der baserer sig på at skab ny værdi kan ikke henvise til allerede eksisterende værdier, når de henviser til, “hvor pengene skal komme fra”. Derfor er oppositionen sårbar overfor fordringen om det “konkrete”.

 

I kødet på kernebegreberne
Nu skal man jo ikke klandre politikerne for at etablere den dagsorden, som de ønsker. Det er jo så at sige, det vi har dem til. Men spørgsmålet er, om vi ikke kunne få en lidt mere interessant politisk debat, hvis vi fik journalisterne til at gå lidt mere i kødet på det politiske udsyn hos partierne ved at tage fat i deres kerne-begreber.

For at tage et eksempel: Hvad ville der ske, hvis vi gik lidt tættere på ordet “konkret”? Ved blot at acceptere at “konkret” i en vis forstand er et uomgængeligt begreb i en politisk-økonomisk debat, så har vi (muligvis ubevidst) accepteret en lille overhånd for den siddende regering.

I en neutral journalistisk tilgang er dette ikke ønskværdigt, men naturligvis svært at undgå. Fordi det er svært at undgå, vil den bevidste journalist ofte forsøge at balancere produkterne, ved så at supplere med modpartens synspunkt. I dette tilfælde ville det vel være at balancere kravet om det “konkrete” med en spørgen til “visioner”. En siddende regering har som regel sværere ved at tale om “visioner”, uden at henvise til det “konkrete”, som de allerede har gjort. Så “visioner” giver en overhånd til oppositionen (Anders Fogh Rasmussens vandt regeringsmagten gennem sloganet “Tid til forandring”; Helle Thorning-Schmidt forsøger nu at gøre det samme med “Danmark skal videre”)

Spørgsmålet er imidlertid om balance-princippet giver os den bedste valgkamp? Det er klart, at det tilgodeser det journalistiske konflikt-kriterie – at en journalistisk formidling fremmes gennem klare konfliktuelle kanter i historien. Men giver det os også den bedste forståelse af, hvad vi vælger imellem? Er valget egentlig nødvendigvis et “enten-eller”. Burde man som vælger ikke forvente at ethvert parti BÅDE er konkret OG visionær?

 

Administrative visioner
Det er det ene. Men næste punkt er i virkeligheden endnu mere påtrængende. For hvad er det egentlig vi mener, når vi diskuterer om noget er “konkret” eller “visionært”? Det er klart, hvad Claus Hjort Frederiksen mener: Han vil have Ole Sohn til at fortælle HVEM (konkret) vi skal tage pengene fra. Men ved at fastholde dén dagsorden lukker han for en række andre. Han holder os fast på en dagsorden, der siger, at man ikke kan bruge pengene før man har dem. Og derfor skal vi først vide, hvor de skal tages fra, inden vi vil vide, hvad de skal bruges til. Man kan sige, at han fastholder os på en forståelse af politikerne som dem, der “administrerer” de givne midler.

Er det sådan vi gerne vil tænke vores politikere? Som administratorer af det givne? Vil vi ikke gerne have politikere, der faktisk har nogle ideer med at forandre samfundet? Umærkeligt begynder sproget nu at trække mig over i den modsatte grøft, for svaret på disse spørgsmål trækker naturligt tænkningen over mod “visions”-fortællingen, som oppositionen jo gerne vil læne sig op af. Vi vil gerne have politikere, der har visioner om at ændre det bestående.

Men lytter vi nu ordentligt efter, så er “visionerne” hos oppositionen måske i virkeligheden til at overse. For hvad er visionen egentlig? Oppositionens “visioner” er i virkeligheden lige så “administrative” som regeringens “konkrete bud”. Man vil arbejde sig til velstand. Hvad skal vi så bruge den velstand til? Det blafrer lidt i vinden. Der er ganske vist forskellige forslag om bedre velfærd, at sikre konkurrenceevnen, nye jobs, mere uddannelse, men kigger man det efter i sømmene, så er det alt sammen midler til at nå det egentlige mål – økonomisk velstand.

 

Hvad skal vi bruge velstanden til?
Hvis nu vi kunne brede diskussionen lidt ud, så vi også fik en snak om, HVAD vi skal bruge det økonomiske overskud til, så fik vi måske en lidt mere nuanceret debat. Så blev det måske også nemmere at se forskel på de forskellige partier i de to fløje – og måske kunne man endda være så heldig at få blik for, at der ikke kun er to fløje, men at der på forskellige akser er et utal af fløje, som måske også kunne give blik for nye regerings-konstellationer.

Så: hvis vi nu skal fokusere så meget på at være konkrete, så lad os i det mindste være åbne for, at man kan være konkrete på mange måder. Kunne vi prøve at tage bare én dag i valgkampen, hvor vi i fællesskab antog, at den til enhver tid siddende regering nok skal få pengene til at hænge sammen. Og vi så i stedet diskuterede HVAD vi skal bruge den velstand til, som begge fløje så intenst arbejder på at sikre os.

Så tror jeg, vi efterfølgende ville få os en meget mere spændende valgkamp.

Regeringens fejlslagne strategi

Af Roger Buch

Regeringen tabte valget med statsministerens nytårstale 1.januar 2011. Nytårstalen kan læses her og genses her. I talen slog statsministeren det tema an, som skulle vinde valget: ”Der er kun én farbar vej: Gennem sund fornuft, sund økonomi og sunde offentlige finanser må vi sikre, at vi ikke bruger flere penge, end vi tjener. For det er og bliver umuligt at låne sig til velfærd.”.

Senere i januar udsendte regeringen sit udspil ” … vi kan jo ikke låne os til velfærd!”, som kan læses her.

Herefter fulgte et forår med forhandlinger om tilbagetrækningsreform og 2020-plan. At regeringen hermed tabte valget skyldtes ikke forringelse af efterlønnen, og at danskerne skal senere på pension, men derimod at regeringen forsøgte et politisk spin, som stort set lykkedes både i foråret og sommeren, indtil det blev sprængt i atomer, da finansministeren fremlagde finansloven, to dage før valget blev udskrevet.

Spin-stuntet gik på den ene side ud på at tegne et billede af en økonomisk uansvarlig opposition og tale om, at ”vi kan ikke låne os til velfærd”, ”et regnestykke med to streger under”, ”kassen stemmer” og klimakset, som kom, da finansministeren, i maj, efter aftalerne faldt på plads, kunne sige: ”Vi har indgået et forlig om, hvordan vi betaler alle regninger frem til 2020.”

Den anden side af spin-stuntet gik ud på at håbe, at ingen ville lægge mærke til, at regeringen hele vejen frem til 2020 vil … … låne sig frem! Det fremgår allerede af udspillet fra januar ” … vi kan jo ikke låne os til velfærd!”, og det fremgår i maj af pressematerialet og de faktaark, som blev fremlagt efter aftalerne om 2020-planen og tilbagetrækningsreformen.

At der med alle reformerne alligevel er underskud på statsbudgettet hvert år indtil 2020 og endda frem til 2050, har altså ikke været en hemmelighed, men danske medier og journalister har stort set ladet regeringen forsætte sin retorik, som ikke stemmer med fakta. Hvordan var det muligt?

Først med finanslovsforslaget for 2012 bristede illusionen: Underskud på 85 mia. kr. Det tal har ekstrem politisk magt. Allerede på valgkampens første dag i topmødet mellem de to statsministerkandidater, spurgte ordstyrer Johannes Langkilde flere gange statsministeren – ”hvad med jeres minus på 85 mia. kr.?” – når statsministerens skød på den økonomisk uansvarlige opposition.

Regeringens hovedargument imod Socialdemokratiet og SF: Oppositionens økonomiske plan hænger ikke sammen, Thorning har ingen penge osv., er skudt i sænk. Helle Thorning kan resten af valgkampen blot svare: I har minus på 85 mia., og tilføje at underskuddene fortsætter til 2020.

Og dermed er valget efter alt at dømme afgjort. Regeringen har i meningsmålingerne i næsten 1½ år ligget til nederlag. Redningsplanken skulle være økonomisk ansvarlighed, men regeringen har med en overdreven retorik ødelagt det for sig selv. Ved at signalere, at vi ikke kan låne os til velfærd, at kassen stemte, at alle regninger kunne betales, skabte regering en illusion, der brast som en sæbeboble, da finansloven blev fremlagt to dage før valget. Ja, der var to streger under regnestykket – men desværre med et stort minus foran.

Regeringen tabte ikke valget på grund af det konservative kollaps med ny formand og ny politisk ordfører i januar og ikke på grund af alle problemerne med integrationsminister Birthe Rønn eller den forstærkede økonomiske krise, som skabte behov for vækstudspillet efter sommerferien. Regeringen tabte heller ikke på grund af, at de med vækstpakken overtog oppositionens politik, som regeringen havde stemplet som uansvarlig. Regeringen tabte allerede med nytårstalen. Regeringen snublede ganske simpelt i sit eget spin-stunt, en forfejlet strategi og ekstrem dårlig timing.

På onsdag offentliggør Danmarks Statistik nationalregnskabet for 2. kvartal 2011, som formentlig vil vise, at bruttonationalproduktet for tredje kvartal i træk er negativt. Danmark er i recession, og dansk økonomi skrumper, hvilket betyder, at grundlaget er væk for det én uge gamle finanslovsforslag – statens gældsætning i 2011 og 2012 bliver endnu større – altså mere end henholdsvis minus 68 og 85 mia. kr., og arbejdsløsheden vil stige højere end de forventede 160.000 i begge år. Hvorfor mon Helle Thorning igen og igen, siden udskrivelsen af valget, har sagt ”Vækst”? Thornings strategi får massiv hjælp af de økonomiske realiteter. Det gavner også Liberal Alliance, som hele året har sagt, at reformerne ikke var nok til at få dansk økonomi til at hænge sammen.