Feje tricks og en lige højre i statsminister-duellerne

Af Michael Ejstrup

Helle Thorning og Lars Løkke benytter sig særligt af fem sproglige og retoriske tricks, når de er i direkte duel mod hinanden.

I aften mødes de så en sidste gang, inden krydset skal sættes.

Det bliver interessant at se om Helle igen ifører sig sine højeste hæle, der får Lille Lars til at se endnu mindre ud. Og om Lars igen kommer på besøg ved Helles pult.

I min analysere af deres seneste duel, søndag den 11/9 kl. 21.25-22.25 på DR1, kan du se, hvordan de to gang på gang arbejder på bl.a. at latterliggøre hinanden og at drage den andens legalitet i tvivl, mens de fremhæver sig selv.
Og det er ikke altid, det går helt efter hensigten:

Det altoverskyggende emne i duellen blev at så tvivl om modpartens evner til sikre Dan­marks økonomi de næste fire år. Det betyder, at skabelsen og sikringen af en pletfri etos for hver af statsmi­nister­­kandidaterne blev helt afgørende. Det betyder, at der retorisk og sprogligt blev fokuseret på at beklik­ke hinandens evner og intentioner som kommende statsminister. Logosappellen – den fornuftsbe­to­ne­de argumentation kom til at fylde forholdsvis lidt over for etos- og patosappellen. Patosappellen kom især til at dreje sig om at frem­kal­de en følelse af tillid og håb hos vælgerne hjemme i stuerne.

Ganske som i torsdagens debat havde Lars sin statsmandshabit på. Fornuftigt og forventeligt. Et signal om, at jeg er statsmanden, jeg er din statsminister med styr på tingene, og mig kan du ha stor tillid til.

Helle var vendt tilbage til samme outfit som i åbningsdebatten på TV2 den 26/8 med stramt, mørkt SAS-look. Vel nok for i særdeleshed at nå de tvivlende vælgere (ca. ½ million, som er fællesskabsorienterede, men samtidig med stor individorientering). Det er dem Helle skal nå nu i slutspurten. De skal kunne identificere sig med hen­de og give point til hendes etos som fremadstræbende erhvervskvinde med stor solidaritets- og fælles­skabs­følelse.

Helle spiller på sin højde og sit nydelige ydre. Men ikke for meget, for Gucci-looket må for alt i verden ikke tone frem. Det gir autoritet at være høj. Lars ér lille og tyk. Det er et dirty trick Helle bruger – hun er høj og nydelig modsat Lars, der er lille og tyk. Ubevidst ser vi det, og hygger os lidt med det.

Begge kandida­ter­ne brugte især følgende retoriske tricks til at sikre sig persuasio (at overbe­vise vælgerne om, at jeg har det bed­ste at tilbyde, og derfor skal du vælge mig).:

  1. Læg modparten ord i munden, som han ikke har sagt. Det gør Helle rigtig mange gange, når hun f.eks. siger følgende: Der kommer nye skattelettelser…, vi får da nulvækst i den offentlige sektor…, I sir, det ska være billigere at producere i Danmark. Ingen af delene har Lars faktisk ikke sagt i løbet af aftenens debat, og han opdager kun det sidste udsagn som ord, der bliver lagt i munden på ham, og han brokker sig
  2. Drag modpartens legalitet i tvivl, og det gør Helle, når hun siger I siger, at I vil være et arbejder­par­ti…,… nu ska jeg for tælle dig, hva et rigtigt arbejderparti gør for lønmodtagerne…, … Venstre ka ik­ke være et arbejderparti. Det, man ska, er at skaffe arbejde til helt almindelige lønmodtagere. Lars drager så Helles legalitet som arbejderparti i tvivl ved at sige …så er jeg jo det moderne arbejder­par­ti, for jeres løsning er en vækstdræber. Det dårligste, man kan gøre, er at gøre det dyrere at være dansker…
  3. Latterliggør modstanderen. Der gør Helle og Lars på skift i en uendelighed, eksempelvis når Helle siger du må jo ikke få lov til at føre den udlændingepolitik, du vil, af Dansk Folkeparti,… det er da ær­gerligt, at tonen i udlændingedebatten skal styres af Dansk Folkeparti, …Lars, du har det største værdifællesskab med Dansk Folkeparti (det har Lars faktisk slet ikke sagt noget om)… du taler mod bedre vidende nu , Lars…, Du har læst rapporten, Lars, går jeg ud fra….

En finurlig, men interessant stikpille til at latterliggøre Lars kommer fra Helle, da hun indledningsvis siger …Danmark er noget særligt, og vi skal jo snart overtage EU-formandskabet, og vi skal gøre det kompetent… Heri ligger tydeligt et slag over fingrene til Lars’ håndtering af klimatopmødet, hvor vi alle har grinet af ham, da han sagde I’m banging with this hammer….

Og Lars latterliggør Helle når han siger … jeg har rigtige penge, ikke tolv-minutters-penge,… du vil ha skatter på chokolade, banker – et fatamorgana på 12 minutter. Lars siger senere med et spor af foragt i stemmen det bliver spændende at se, hva der er inde på midten – om det bare er pop-ord…

Og så har Lars endnu et trick, som han vil udnytte, nemlig at virke som alfaderlig statsmand, der do­minerer over Helle, når hun er en uartig pige, der ikke tier stille, når han vil ha ordet. Han startede al­le­re­de i torsdags i TV2-debatten med gentagne gange at sige …nu afbrød du, igen og  nu er du der, igen….
Den stil fortsætter han, men det kikser for ham, for han kommer til at bruge replikkerne, hvor han faktisk selv afbryder Helle, og det ender i ophidselse, og Helle kigger bestemt på ham, og Lars må slå blikket ned, og lade Helle tale. Den slags går ud over etos. Især når Lars vil være på en høj hest og dominere over den uartige pige, som alligevel med ord og blik kan tæmme statsman­den.

          4. Styrk din egen etos, og svæk modpartens ved at inddrage autoriteter til at       hjemle påstanden.

Det gør Helle konstant, når hun siger:

  • Jeg kan godt høre, at du har alle dine remser Lars…, det passer ikke, Lars…, Det vil du jo ikke, Lars…, du tør jo ikke sige det, Lars…
  • Tallene passer ikke, Lars, og jeg synes, at det grænser til det uhæderlige at sig det i dag.
  • Det nærmer sig kanten af det hæderlige at blive ved med at slynge de her tal ud. Man ska sige, hvor pengene kommer fra, det kan Lars Løkke ikke.
  • Jeg skal fortælle dig, hvordan et arbejderparti gør. Hvad er der galt med at lytte til lønmod­tagerne

    Lars
    styrker sin etos, når han siger:
  • Jeg er stolt over at være statsminister
  • Jeg er glad for at have ledelsen i Danmark
  •  38.000 skal ikke miste deres dagpenge, vi står bag dem, der får hjulene til at snurre

          5.    Skræm ved fjendebilleder. Det gør Lars, når han henter sine billeder frem af en 57-årig sosu­hjæl­per, en 50-årig smed og en ung studerende på su. Han holder deres daglige liv op mod den store abstrakte solidaritet, som han mener, Helle taler om. Han trækker eksemplerne ind i sin egen tryg­ge nære solidaritetsverden, hvor intet ondt kan nå dem, hvis Lars får magten.

Helle tegner skræm­mebilledet af sygehuse med patienter på gangene og uden behandling. Den situation skaber Lars, fordi han i 2014 vil udrulle sine lovede skattelettelser.

Helle siger, det var på din vagt, Lars – ikke på min – at tingene er blevet værre. Der er hele bolig­områder, hvor det er Sharia-lovgivning, der gælder. Man tager sig til hovedet…

Summa summarum vil jeg mene, at Helle klart vandt på sin retoriske snilde. Hun lokkede Lars ud i at blive sur og irriteret, og det er altødelæggende for etos. Hans stemme og let stammende tale, hvor han forlader pulten og går over til Helle med den gule seddel er ødelæggende for ham. Det er uden for det forventelige og normale, og det virker som en boomerang. Han mister point på det, fordi sedlen er ligegyldig, og han kom­mer til at virke famlende og usikker; kameraet går tæt på og viser hans hånd, som ryster. Helle har ordet i sin magt i aftenens duel, og hun gendriver hans argumenter udi det logosbaserede nogenlunde ok.

Helle er særdeles godt forberedt, gir svar på tiltale og tøver ikke en eneste gang. Hun vinder på sin sikre holdning og sin evne til at hidse Lars op. Helle får det sidste ord og siger du har haft ti år til det, og tingene er kun blevet værre. Er det ikke på tide at prøve noget nyt… Lars taber point og hans etos lider pga. hans stunt med at dominere og være alfaderlig over for den slemme pige, der vil tage ordet fra ham. Han etos kan simpelthen ikke bære den ro.

Næste slag skal slås i aften kl. 18.55 på DR1

Den værdiløse værdipolitik

Af Ejvind Hansen

Så skete det igen: “Løkke vækker værdikampen til live” (link åbner i nyt vindue)

Lars Løkke Rasmussen forsøger at sætte “værdipolitikken” på dagsordenen i den afsluttende fase af valgkampen. Hans forgænger på posten, Anders Fogh Rasmussen, har vundet tre valg på denne dagsorden, og da blå blok er på hælene i meningsmålingerne, er det nærliggende for Lars Løkke at forsøge det gode gamle trick.
Naturligvis til udelt begejstring fra Dansk Folkeparti, der traditionelt trives bedst i det, vi plejer at kalde værdipolitikken.

Men hvad er “værdipolitik” egentlig. Ja, går vi ned i parolerne, så kan vi se, at Lars Løkke Rasmussen “lancerer sin egen »frihedskamp« til forsvar for 24-års reglen og den følges op af en lovpakke, som vil give “sikrede adresser til unge på flugt, straffe religiøse forkyndere, hvis de dækker over overgreb, og skærpe straffen for at overtræde polititilhold”.
Endelig slår han fast, at han kun “vil lave udlændingepolitik med dem, som har det samme udgangspunkt som mig. Der er nødt til at være en bund af værdier, som ikke kan gøres relative”.

Værdipolitik handler altså om at indføre stramninger på udlændinge-området. Logikken i dette kan være svær at få øje på – tilsyneladende er der nogen, der mener, at der ikke ligger værdier til grund for den måde vi fordeler de økonomiske goder. Eller mere præcist: Den økonomiske politik vurderer vi på, om den er ansvarlig eller ej – den er nemlig blevet et anliggende for “hele Danmark”.
Hvis man vil tages alvorligt som statsministerkandidat, skal man vise, at man kan få “økonomien til at hænge sammen” – snarere end at man skal kunne sige noget om, “hvem der skal have hvad”.

Det er også på denne baggrund, at Lars Løkke Rasmussen kan lancere Venstre som “det moderne arbejderparti” (link åbner i nyt vindue)
Logikken er, at blå blok de seneste år har stået som garanten for stabile forhold og generel økonomisk vækst til hele Danmark, og dette er også i arbejderens interesse, selvom arbejderne måske har fået knap så stor en del af kagen.

Men ved at reservere værdipolitikken til en meget lille del af det politiske arbejde, tømmer man politikken for værdier. Det vi nu kalder værdipolitik er jo ikke en reel diskussion af værdier. Det handler om, om vi vil have flere flygtninge/indvandrere til landet.
Til grund for denne diskussion ligger givetvis også værdier, men det er åbenbart nogle vi ikke rigtig tør diskutere længere. Vi har skudt den til hjørne med, at “vi ikke deler hinandens værdier” på dette punkt. En diskussion der var meget ophedet og skinger i 1990’erne, men som døde ved årtusindskiftet.

Men naturligvis ligger der værdier til grund for alle dele af politikken. Ved at reservere værdipolitikken til et lille område af politikken, forhindrer man vælgerne i at få et reelt valg mellem værdi-alternativer.

Det ville derfor være befriende, hvis vi kunne blive enige om at frisætte værdierne, så de kunne give et mere værdifuldt bidrag til valgkampen. Lad os holde op med at kalde udlændingepolitikken for værdipolitik, for så kan vi få en frugtbar diskussion af både værdier og hvad vi skal gøre i forhold til udenlandske borgeres ønske om at komme ind i Danmark.

Når min mor sir A, har min far skrevet V

Af Michael Ejstrup

I disse dage kan vi se Helle smile til os fra hver en lygtepæl sammen med teksten vi skal investere i uddan­nelse, og vi skal sætte gang i væksten. Lars smiler skælmsk fra en anden lygtepæl og fortæller os, at han vil sikre varig velfærd og tryghed. Det er forvirrende, for en af de urkvindelige dyder er netop at sikre tryghed, med ro renlighed, og regelmæssighed. Mens det fra hedenold har været mændenes domæne at udvide re­viret og investere, så hans samfund ka vokse. Nu er Helle en kvinde og Lars en mand, og de to spidskan­dida­ter til statsministerposten har byttet sproglige domæner. Politisk er der også byttet om, for vi er vant til at de røde vil sikre velfærd og et trygt liv for dem, der har mindst i samfundet, mens de blå plejer at satse mest på at skaffe vækst ved at gå i krig og at investere pengene bedst muligt.

Nu bliver nogle af os bange, for vi kan slet ikke kende vores toppolitikere og de sproglige domæner, de ope­rerer inden for. Mor Helle har taget fars Lars’ ord og områder, og far Lars har til gengæld gjort det om­vend­te. Det gir forvirring og utryghed. For er de så ikke bare ens alle sammen inde på Christiansborg? Nej, det er de ikke, men de gør et stort nummer ud af at tale til de vælgere, som er i tvivl, og som skal ha at vide, at bå­de de blå og de røde sandelig også kan det, modparten siger, at han eller hun er så go til. Ingen må være i tvivl om, at alle kan det hele. Det efterlader så de sikre kernevælgere i en slags tomrum, hvor tvivlen raser, og hvor usikkerheden truer med at få overtaget. For kan man nu tro på dem, når de går helt ud over, hva vi er vant til?

Sprog er en social overenskomst, hvor vi er enige om, hvordan vi skal bruge ordene og forstå hinanden. Sprog er på den måde et sæt af mønstre, som vi hele tiden viser og sender af sted til hinanden. Så regner vi med, at vi kan være nogenlunde sikre på, at modparten er med på, hva vi vil. Når vi så bevæger os ud af ram­men og gør noget, vi ikke er vant til, er risikoen stor for, at de andre ikke kan følge os. Når Lars siger, at vi skal ha arbejdstøjet på, så er vi vant til at tænke i noget Kansas-agtigt noget med pletter osv. Men traditi­onelt er det jo de rødes område, og så bliver jeg forvirret. Og når Helle siger, at vi skal vækste os ud af kris­en, så er det noget normalt forbin­der med finans- og entreprenørverdenen, og det er traditionelt de blås område, og så bliver jeg igen forvir­ret.

Til gengæld gir det tryghed, når Dansk Folkeparti siger Kjærsgaard eller kaos, De Radikale vi stoler også på udlændinge og Enhedslisten anstændigheden tilbage i udlændingepolitikken, så er vi på sikker grund, og vi kender føler os trygge. Så holder Pia, Margrethe og Johanne sig inden for de sproglige domæner, vi er vant til, og ordene, de bruger, skaber billeder på vores nethinder, som vi kan føle os trygge ved. Vi kender dem, og vi føler, at vi ved, hva vi får, hvis vi stemmer på dem. De appellerer alle tre til følelser hos os om at ville det gode i verden. Om at stå sammen om en følelse af, at vi som danskere er et folk med et land, man kan have tillid til og være glad for at bo i.

Med de to spidskandidater til statsministerposten er det vanskeligere. De skifter og bytter i et væk, og det er svært for os at acceptere, når vi nu skal sætte vores kryds lige om lidt. Skal vi tro på, at begge fløje kan det hele, og kan det så være lige meget, hvem vi stemmer på? Er både verden og Danmark blevet så globa­liseret, at det urkvindelige og det machomandlige uden videre kan bytte plads både sprogligt og i virkelig­he­dens verden, hvor vi alle kæmper om at få den største bid af kagen? Eller er det at holde sig til, at de blå mænd investerer og vækster verdens, mens de røde piger sørger for trygheden og velfærden? Mens Mar­gre­the og Johanne sikrer udlændingene en fornuftig plads i samfundet, og Pia smider dem ud, der ikke opfø­rer sig ordentligt. Så er både ord, viljer og gerninger ligesom mere i overensstemmelse med, hvad vi tror på, vi kan få.

Det luftigt-konkrete

Af Ejvind Hansen

Hvad handler valget om? Hvis man kigger rundt i medielandskabet, så er man ikke længe i tvivl: Valget handler da om økonomi! Det synes de fleste kommentatorer at være enige om. Økonomien trænger sig på, fordi vi har en finanskrise, der banker på døren, og som muligvis endda allerede er trådt indenfor.

Det har givetvis været i Lars Løkke Rasmussens interesse, at det blev sådan. Han har satset stort på at kunne vise en kant til oppositionen på dette område, hvilket mest klart er blevet illustreret i dueller mellem Ole Sohn og finansminister Claus Hjort Frederiksen i vinter. Hvis man genlytter til disse dueller, så skal man bemærke sig, at Frederiksen meget konsekvent bruger ordet “konkret” om regeringens politik, og netop betvivler oppositionens evne til at formulere en “konkret” plan for, hvordan man skal reagere på fremtidens udfordringer.

Regeringen sælger altså sig selv på konkrete bud på en “fremtidssikret” politik, og kritiserer oppositionen for kun at have “luftige” planer, der baserer sig på lånte penge, som vores børn kommer til at skulle betale tilbage.

S og SF på den anden side er også interesserede i den økonomiske dagsorden. Dels fordi de mener at have en kant i forhold til regeringen. De kritiserer regeringen for at ville spare sig ud af krisen gennem nedskæringer, hvorimod de selv vil få danskerne til “at arbejde sig ud af krisen”. Vi skal altså tværtimod sætte gang i hjulene, for ad den vej at modvirke krisen.

Netop fordi S-SF vil løse problemet gennem en ekspansion kan deres plan ikke være “konkret” i samme forstand som regeringen. En plan, der baserer sig på at skab ny værdi kan ikke henvise til allerede eksisterende værdier, når de henviser til, “hvor pengene skal komme fra”. Derfor er oppositionen sårbar overfor fordringen om det “konkrete”.

 

I kødet på kernebegreberne
Nu skal man jo ikke klandre politikerne for at etablere den dagsorden, som de ønsker. Det er jo så at sige, det vi har dem til. Men spørgsmålet er, om vi ikke kunne få en lidt mere interessant politisk debat, hvis vi fik journalisterne til at gå lidt mere i kødet på det politiske udsyn hos partierne ved at tage fat i deres kerne-begreber.

For at tage et eksempel: Hvad ville der ske, hvis vi gik lidt tættere på ordet “konkret”? Ved blot at acceptere at “konkret” i en vis forstand er et uomgængeligt begreb i en politisk-økonomisk debat, så har vi (muligvis ubevidst) accepteret en lille overhånd for den siddende regering.

I en neutral journalistisk tilgang er dette ikke ønskværdigt, men naturligvis svært at undgå. Fordi det er svært at undgå, vil den bevidste journalist ofte forsøge at balancere produkterne, ved så at supplere med modpartens synspunkt. I dette tilfælde ville det vel være at balancere kravet om det “konkrete” med en spørgen til “visioner”. En siddende regering har som regel sværere ved at tale om “visioner”, uden at henvise til det “konkrete”, som de allerede har gjort. Så “visioner” giver en overhånd til oppositionen (Anders Fogh Rasmussens vandt regeringsmagten gennem sloganet “Tid til forandring”; Helle Thorning-Schmidt forsøger nu at gøre det samme med “Danmark skal videre”)

Spørgsmålet er imidlertid om balance-princippet giver os den bedste valgkamp? Det er klart, at det tilgodeser det journalistiske konflikt-kriterie – at en journalistisk formidling fremmes gennem klare konfliktuelle kanter i historien. Men giver det os også den bedste forståelse af, hvad vi vælger imellem? Er valget egentlig nødvendigvis et “enten-eller”. Burde man som vælger ikke forvente at ethvert parti BÅDE er konkret OG visionær?

 

Administrative visioner
Det er det ene. Men næste punkt er i virkeligheden endnu mere påtrængende. For hvad er det egentlig vi mener, når vi diskuterer om noget er “konkret” eller “visionært”? Det er klart, hvad Claus Hjort Frederiksen mener: Han vil have Ole Sohn til at fortælle HVEM (konkret) vi skal tage pengene fra. Men ved at fastholde dén dagsorden lukker han for en række andre. Han holder os fast på en dagsorden, der siger, at man ikke kan bruge pengene før man har dem. Og derfor skal vi først vide, hvor de skal tages fra, inden vi vil vide, hvad de skal bruges til. Man kan sige, at han fastholder os på en forståelse af politikerne som dem, der “administrerer” de givne midler.

Er det sådan vi gerne vil tænke vores politikere? Som administratorer af det givne? Vil vi ikke gerne have politikere, der faktisk har nogle ideer med at forandre samfundet? Umærkeligt begynder sproget nu at trække mig over i den modsatte grøft, for svaret på disse spørgsmål trækker naturligt tænkningen over mod “visions”-fortællingen, som oppositionen jo gerne vil læne sig op af. Vi vil gerne have politikere, der har visioner om at ændre det bestående.

Men lytter vi nu ordentligt efter, så er “visionerne” hos oppositionen måske i virkeligheden til at overse. For hvad er visionen egentlig? Oppositionens “visioner” er i virkeligheden lige så “administrative” som regeringens “konkrete bud”. Man vil arbejde sig til velstand. Hvad skal vi så bruge den velstand til? Det blafrer lidt i vinden. Der er ganske vist forskellige forslag om bedre velfærd, at sikre konkurrenceevnen, nye jobs, mere uddannelse, men kigger man det efter i sømmene, så er det alt sammen midler til at nå det egentlige mål – økonomisk velstand.

 

Hvad skal vi bruge velstanden til?
Hvis nu vi kunne brede diskussionen lidt ud, så vi også fik en snak om, HVAD vi skal bruge det økonomiske overskud til, så fik vi måske en lidt mere nuanceret debat. Så blev det måske også nemmere at se forskel på de forskellige partier i de to fløje – og måske kunne man endda være så heldig at få blik for, at der ikke kun er to fløje, men at der på forskellige akser er et utal af fløje, som måske også kunne give blik for nye regerings-konstellationer.

Så: hvis vi nu skal fokusere så meget på at være konkrete, så lad os i det mindste være åbne for, at man kan være konkrete på mange måder. Kunne vi prøve at tage bare én dag i valgkampen, hvor vi i fællesskab antog, at den til enhver tid siddende regering nok skal få pengene til at hænge sammen. Og vi så i stedet diskuterede HVAD vi skal bruge den velstand til, som begge fløje så intenst arbejder på at sikre os.

Så tror jeg, vi efterfølgende ville få os en meget mere spændende valgkamp.

Det stærke køn?

Af Roger Buch

Et overfladisk blik på dansk politik kunne give indtryk af et meget ligestillet samfund eller måske endog kvindemagt.

Fire stærke kvinder:

Næsten halvdelen af partilederne er kvinder og meningsmålingerne peger på en kvinde som næste statsminister. Det billede snyder.

Kun 34 procent af kandidaterne til folketingsvalget er kvinder, hvilket er en anelse mere end de 32 procent i 2007. Kvindeandelen vil formentlig stige lidt ved valget, så det ender på de samme 38 procent kvinder, som har været resultatet ved de seneste valg. Antallet af kvinder i folketinget har stort set ikke flyttet sig i de seneste 15 år – og det er også bemærkelsesværdigt, at selv om vi om fire år i 2015 kan fejre 100-året for kvinders valgret, så er 2/3 af kandidaterne stadig mænd. Ligestillingen i Danmark har bevæget sig i sneglefart og det gør den stadig.

Men i virkeligheden er 30-40 procent kvinder i folketingspolitik fantastisk flot – for på næsten alle andre områder i samfundet ligger kvindeandelen langt lavere, hvilket magtudredningen dokumenterede i sin gennemgang af de forskellige eliter i samfundet:

  • 14 pct. kvinder i embedsmandseliten
  • 15 pct. kvinder i dommereliten
  • 9 pct. i interesseorganisationseliten
  • 1 (en) pct. i erhvervseliten
  • 13 pct. i medieeliten
  • 8 pct. i professoreliten
  • 20 pct. i kultureliten

Mændene sidder på næsten alle ledende stillinger: dommere, professorer, departementschefer, redaktører, direktører, museumsledere, kommunaldirektører, fagforeningsledere osv. Og selv om der er 38 procent kvinder i Folketinget, er kvindeandelen meget lavere i de tunge folketingsudvalg, som Udenrigspolitisk Nævn og Finansudvalget, lige som kvindeandelen i den nuværende regerings interne koordinationsudvalg har været 15-25 procent.

Hertil kan føjes at der ikke er ligeløn og at kvinder stadig påtager sig den største del af arbejdet i hjemme med børn, rengøring og madlavning. Måske var det derfor, at man forleden kunne se en af Danmarks fremstormede dygtige stærke kvinder Johanne Schmidt-Nielsen, som TV-Avisen fulgte hele dagen – sidst på dagen pludselig udtrykte bekymring for om hun kunne nå hjem og vaske tøj.

Fra stort til små – konklusionen er klar: Danmark er et gennemført mandsdomineret samfund og alligevel fylder ligestilling intet i valgkampen. Der er over de seneste årtier opbygget en tosidet myte om, at Danmark er blevet et meget ligestillet samfund, og at de eneste tilbageværende ligestillingsproblemer findes hos indvandrere.

Sandheden er den modsatte: Danmark er på næsten alle områder et mandsdomineret samfund. Det vil folketingsvalg 2011 ikke ændre på – selv om valget ser ud til at give danmarkshistoriens første kvinde som statsminister. Det er derfor mere end tiltrængt, at folketinget efter valget får et ligestillingsudvalg – selv om det burde være oprettet for årtier siden.

Den nye “ny-alliance”

Af Ejvind Hansen

Denne valgkamps mest lysende nyskabelse er uden tvivl alliancen mellem Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.

En alliance, der måske nok var overraskende, da den blev offentliggjort, men som retrospektivt alligevel var lige så indlysende som den var overraskende.

De Konservative og de Radikale har jo en lang række fælles synspunkter omkring den økonomiske politik, og hvis man lige ser bort fra et par udlændingepolitiske strammer-udmeldinger fra de konservative (f.eks. Naser Khaders forsøg på at forbyde burkaen, og Lene Espersens kortvarige fokus på at bringe udlændingepolitikken tilbage på “rette spor”), så kan man nok også uden overdrivelse sige, at de Radikales kurs på udlændingeområdet er mere i overensstemmelse med konservative tilbøjeligheder (selvom de Konservative sandt at sige har holdt dem godt skjult de senere år).

Man kan vel sige, at for de Konservative har “nok været nok”. Den nye alliance er defineret ved, at begge parter vil arbejde på at undgå blokpolitik på den anden side af valget – mere konkret: man vil begrænse Enhedslistens og Dansk Folkepartis indflydelse.

Sidst vi så sådan en alliance, gav det også dønninger i det politiske landskab. Det var da Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg slog pjalterne sammen og skabte et nyt parti. Partiet mistede imidlertid sin impetus, da den i valgkampens afsluttende fase blev afkrævet en stillingtagen til den blokpolitik, som man netop var sat i verden for at aflive. Da man til sidst valgte side, opgav man også reelt det oprindelige projekt. I denne situation blev partiet reelt flået fra hinanden.

Spændende ved den nye ny-alliance er, at man forsøger at kombinere et blok-mæssigt tilhørsforhold, med et løfte om at række ud over blokkene. Derfor er den nye ny-alliance ikke udsat for helt de samme farer som den gamle. Den nye ny-alliances største fare vil velsagtens være, at den efter valget ikke får nogen reel værdi, fordi vælgerne sammensætter folketinget på en måde, der gør den urealistisk.

Hvis f.eks. de Konservative bliver for små til at kunne udgøre et mandatmæssigt alternativ til Enhedslisten. Eller, som vi så ved de seneste valg, de Radikale ikke kan tilbyde den borgerlige blok tilstrækkelig med stemmer, til at kunne holde Dansk Folkeparti ude af forligene.

Hvem vinder på den nye ny-alliance? Den mest oplagte vinder er de Radikale, der om nogen har lidt under blok-politikken. Mest oplagt naturligvis de seneste 10 år, hvor de – på trods af store ligheder med den borgerlige blok – ikke har haft en reel indflydelse på den vedtagne politik.

Samtidig med at de har skullet bøvle med at forsvare et tilhørsforhold til den røde blok, hvor deres indflydelse også har været meget begrænset.

Ved at minimere det påtrængende i at skulle tilhøre den ene eller anden blok, er meget vundet. Opgøret med denne tænkning satte ind, da VK inviterede de Radikale til deltagelse i efterløns-reformen. Tanken har givetvis været, at man kunne rokke ved billedet af et rødt regeringsalternativ. Men muligvis inviterede man en trojansk hest på besøg, eftersom det samtidig blev klart, at den blå blok heller ikke var en naturgiven størrelse, der måtte bestå for evigt.

De Konservative vinder også på alliancen. Dels fordi mange af deres vælgere vitterligt er trætte af Dansk Folkepartis indflydelse på politikken. Men mere oplagt er det i virkeligheden, at man træder ud af et samarbejde, hvor man entydigt er lillebroren.

De Konservatives egen profil bliver mere skarp, og det bliver i den grad tydeligt, hvad vi får ved at styrke de Konservative fremfor Venstre.

Derudover kan man nok også forvente at yderfløjene – i det mindste mandatmæssigt – kan vinde på den nye ny-alliance. Ved at nogen sætter fokus på, at der er noget, vi skal undgå (nemlig indflydelsen fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti), så sker der uvægerligt det, at vi alle kommer til at tænke på dem. “Lad være med at tænke på en lyserød elefant!” Dermed kommer de også på dagsordenen: “Hvad er det egentlig vi skal undgå? Nå, ja – noget med flygtninge (DF) og autonome ballademagere (Enh)”.

Man skal nok ikke underkende timingen i, at Dansk Folkeparti fremlagde deres program for valget lige efter annonceringen af den nye ny-alliance. Der skulle smedes, mens jernet var varmt! Om yderfløjene så kan operationalisere en eventuel vælgerfremgang, kommer naturligvis an på, hvor stærk den nye ny-alliance bliver.

De umiddelbare tabere af den nye ny-alliance (hvis den vedbliver med at være et tema i valgkampen) bliver så S, SF og V — de “etablerede” partier, som har haft hovedrollerne i blok-strukturen.

Hvis de før var de “klare alternativer”, som lyste på den røde og blå himmel, så er det mindre entydigt, at det er dem, der kommer til at sætte dagsordenen.

Dermed ikke sagt, at der er rokket særlig meget ved, at den næste statsminister hedder enten Lars eller Helle til fornavn, men hvis den nye ny-alliance forbliver en succes, så kan de nok næppe arbejde med samme grad af arbejdsro, som vi før har set.

De åbenlyse “nødvendigheder” bliver færre – man kan som forhandlingsleder på den ene side spille på flere muligheder (flere flertals-konstellationer), men samtidig kan man heller ikke så ofte tørre den af på, at der kun var én vej at gå. Derfor kan man pludselig blive stillet til ansvar for, hvilken vej man vælger.

Det var måske ikke så skidt igen?

Selvom man ikke nødvendigvis er stor tilhænger af Radikal og Konservativ politik, kunne man derfor godt (for demokratiets skyld) ønske dem held og lykke på deres nye vandring!

Kend dem på knækket

Af Michael Ejstrup

Så er vi i gang og Lars og Helle lagde ud med at skyde valgdebatterne i gang ved at fyre løs med klicheer og luftige formuleringer.
Vi kan ikke bruge pengene, før vi har dem; vi skal sikre varig velfærd; det handler om at sikre vækst i fremtidens Danmark; vi skal skabe tryghed for alle danskere, og vi ka blive ved.

Det er som at få serveret det samme stykke knastørre citronhalvmåne igen og igen. Vi er så trætte af det, og vi vil så gerne have at vide, hvad det så er, de vil gøre for at gennemføre de store luftfyldte tanker.

Luft eller substans
Sprogligt arbejder vi på tre niveauer: et mellemniveau, hvor vi har de prototypiske ord som sav, hammer, stol og bord i midten. De ord bruger vi, når vi har brug for at nævne en prototypisk ting fra vores almin­de­lige verden, uden at vi gider tage særlig stilling til ret meget.

Så har vi et niveau oven over, hvor vi har ord som værktøj, møbler, tryghed og vækst. Her flyver vi op i en nytanket helikopter og bliver luftige og upræ­cise. Det er lige nøjagtig det, Helle og Lars begge gør, når de kun vil tale i floskler og om tryghed, velfærd og penge, vi skal skaffe. Det gir ikke mening, når vi skal finde ud af, om de rent faktisk vil det gode, som vi hver især ønsker at stem­me på.

Vi vil ned i det tredje niveau, hvor vi bruger ord og beskrivelser, som afskaf­felse af rabat på billet­ter til rige pensionister, mere omsorg til de hjemløse eller permanent udvisning af kriminel­le indvandrere. Så er vi på et sprogligt niveau, der har de detaljer, vi skal bruge for at kunne vælge. Det mestrer Margre­the, Johanne og Pia. Det er det, vi vil ha, og derfor får de vores opmærksomhed.

Stemmen knak
Helt uden at vide det kommer politikerne alligevel til at afsløre meget mere, end ordene de vælger. De kan tjekke tøjet, frisuren og deres foundation lige så meget, de vil, for vi får alligevel indblik i, hvor deres svag­he­der og passioner ligger. Stemmen afslører dem.

Vi ved, at Lars kan blive hidsig. En slettet videobid fra TV2 skal have vist det. Og det lykkes Helle at få Lars til at afsløre sig, når hun i fredagens åbningsdebat på TV2 siger til Lars …jeg forstår ikke, du kan finde på at sige den slags…  og når hun lidt efter kalder  hans ar­gument for et fupargument. Så svarer Lars helt efter bogen og vældig fornuftigt med en årsagssætning for at skabe sammenhæng i verden. Han indleder med et fordi… Der sker bare det, at stemmen knækker en lille smule, og hans tone stiger. Det kan vi høre, og vi ved, at nu er han nok sur. Han taber det hele på gul­vet, ligesom vi selv gør det, når vi skændes derhjemme, og stemmen knækker.

Den slags sker, og det kan reto­rikerne ikke hjælpe vældig meget med. Det er menneskeligt, talen er on-line, og vi får indblik i, at Lars og Helle er mennesker. Lyt til stemmen, lyt til pausernes længde, lyt til, hvor mange øhh og bøhh, politiker­ne har brug for. Det afslører vildt meget om, hvad der sker inden i hovederne på dem.

Hen til kommoden
Og så var det lige, at Lars kom til at forlade sin plads midt i søndagens debat, hvor alle partilederne ellers var blevet stillet på hver sin faste plads. Og traditionen sir, at så skal de blive der. Men retorikken sir til gen­gæld, at det ér muligt at gøre noget utraditionelt for at få opmærksomhed.

Det gjorde Lars så, men desvær­re mis­lykkedes udflugten, da han stillede sig foran Helles plads og høfligt ventede på, at hun talte ud. Lars kom til at stå og se lille ud foran Helle, der så til gengæld fik lov til at tale ned til Lars.

Det er muligt at gøre spændende og utraditionelle ting i en on-line debat på tv, men det er også farligt. Mislykkes det, kan det gi point til fjenden. Villy prøvede også at komme ud på banen, men journalisten forhindrede ham.

Det er nok alligevel bedst ikke at danse for meget hen til den kommode eller at vende ryggen for meget til talestrømmens substans.


Se klippet på tv2