Nyhedsmedier distraherer vælgerne på sociale medier

Af Lars Holmgaard Christensen

Valget er en kamp – for din stemme, dit kryds, men sandelig også din opmærksomhed og dine klik.

Selvom sociale medier giver nye muligheder for engagement og kultivering af ’the wisdom of crowds’, så synes særligt nyhedsmedierne at være tilfredse med at udnytte ’the stupidity of crowds’ og høste gevinsten fra brugernes umiddelbare nydelse af noget underholdende og klikbart indhold.

Nyhedsmediernes innovation i forhold til at klæde borgerne på til demokrati drukner således i tilbud, hvor brugerne helst skal tilpasses eksisterende produkter og skabelontankegange. Nyhedsmedierne ser sig selv som efterspurgte brands,  og brugerne skal helst ha’ det sjovt, så de ikke forlader nyhedsbutikken.

På Ekstra Bladet, hvor de har opbygget brugeruniverset Nationen, har man således kunnet deltage i at finde valgets ’side 9’ pige blandt kandidaterne, og som de selv teaser historien: ”I tre uger skal vi kigge på billeder af meddanskere, der vil have vores stemme. Men nogle af kandidaterne er kønnere, frækkere og lækrere end andre”. Og så er Ekstra Bladet alligevel mere moderne end man skulle tro og tænker ligestilling, for som der videre bliver opmuntret til: ”Vi har valgt 11 – du skal vælge én: I morgen er det mændenes tur”.

På Politikens Facebook-side tilbydes brugerne intim sladder om de andre vælgere – altså hvis vælgerne er villige til at fortælle, hvad de stemmer, og selv afgiver lidt privat information.

I valgprogrammer på tv sker brugen af sociale medier, når publikum opfordres til at være kilde til spørgsmål, og hvor en særlig provokerende kommentar fra en Facebook-bruger kan blive brugbar i et tv-program. Det aflaster mest af alt journalistens spørgeteknik, ”nogen siger”, som en politiker, så skal forholde sig til.

Har en vælger politikerlede har DR gjort det muligt for vælgerbefolkningen at lave egne valgplakater. Det tjener et kreativt formål, hvor man kan sende hjemmelavede politiske budskaber til venner og familie. Det tjener også det formål, at man kan være medieaktiv med politik, hvis ikke man helt orker at være politisk aktiv med medier.

Hos DR udnytter man også ny teknologi i form af social overvågning. Som i et alternate reality game kan man blandet andet følge en politiker rundt via GPS og få statusopdateringer ’on the move’ og ’to go’.

Og hvis vi er aktive nok, kan vi bruge vores smartphones til selv at skabe en relation til det politiske karneval(g) ved hjælp af såkaldte lokationsbaserede tjenester, som vi kan checke ind- og ud af. Helle Th. og jeg er her!

Efter i flere år at have hørt om Big Brother, og om hvordan vi bliver overvåget af alle mulige på Facebook, er det nu nyhedsmedierne, der overvåger politikerne og interessante vælgere. Det sker i håb om at kunne levere en underholdende applikation.

Når alt er lige gyldigt i valgdækningen ender det som ligegyldigt

Men måske handler det slet ikke om overvågning eller Orwells Big Brother, men mere om tankegods fra en af Orwells samtidige, Aldous Huxley.

Huxley var bekymret for, at vi gennem overkommunikation og overdramatisering vil blive passiviseret og blive underholdt ihjel.

Folk kommer til at være optaget af talentshows, celebrity-stjerner, underholdende valgprogrammer og teknologiske gimmicks, hvorfor de aldrig forholder sig til reel information eller skriverier, der stiller kritiske spørgsmål.

Det væsentlige og det trivielle vil i den optik blive nivelleret på en måde, så alt bliver lige gyldigt og derfor i sidste ende ligegyldigt.

Det bliver ikke længere muligt at forstå fakta fra retorik og performance. Et sagligt politisk argument kan ikke skelnes fra underholdende mudderkastning.

Det vil ikke være tid til det udfordrende og det krævende, fordi dopamin-stimulerende valgprogrammer med vægt på retorik og performance eller iphone-apps og andet bling-bling uden indhold vil stå i kø for at få opmærksomhed.

Vælgerbefolkningen bliver i brugen af nydelsestilbud og i en konstant jagt på underholdning holdt i skak. Den momentane nydelse i at blive distraheret af noget underholdende nyt er blevet et mål i sig selv.

– Hvis vi vælger at acceptere den momentane nydelse i distraktionen, som er et skifte fra det logiske til det følelsesmæssige, så betyder det, at vores endelige stemme ikke vil være velovervejet, men bliver af den hedonistiske medborger afgivet spontant og med afsæt i den underholdende oplevelse stemmeboksen kan tilbyde.

Giver public service tv-kanalerne en fair dækning af valgkampen?

Af Oluf Jørgensen

Den første halvdel af valgkampen er overstået. Min vurdering er, at dækningen på public service tv-kanalerne i store træk har været fair og levet op til kravet om lighed.

Der er masser af valgstof i nyhedsudsendelser og en række særlige udsendelser og debatprogrammer med stor variation i formen. Både TV 2 og DR har i den første uge sendt partilederdebatter, hvor alle har været med. TV 2 har bl.a. sendt duel mellem statsministerkandidaterne og Kampen om din stemme fra Silkeborg Hallerne. DR har bl.a. sendt temadebatter, Kandidaterne efter 21-nyheder og Mød Partierne med kritiske spørgsmål fra Jersild. TV 2-regioner supplerer med regionale vinkler og debatter mellem kandidater i området.

TV-dækningen ved de seneste valgkampe havde efter min vurdering overdreven fokus på statsministerkandidaterne, og var derfor på kant med lighedsprincippet. Denne skævhed har i den første del af denne valgkamp været mindre end ved foregående valg. Alle partier er blevet omtalt og kommet til orde dog ikke i nøjagtig samme udstrækning.

I gamle dage var det nemmere at holde øje med, om lighedskravet blev fulgt. Dengang lavede partierne selv valgudsendelser, og i de afsluttende partilederdebatter kunne studieværterne ikke stille spørgsmål. Lighedskravet blev nøje overvåget ved optælling af taletiden på sekunder.

I 1959 afgjorde Højesteret en sag om valgudsendelser før et folketingsvalg. Ifølge Radiorådets beslutning var valgudsendelser i radio og fjernsyn før valget i maj 1957 forbeholdt de partier, der var repræsenteret i Folketinget. Partiet De Uafhængige nåede kort før valget at få samlet tilstrækkelige underskrifter og blev anerkendt som opstillingsberettiget, men Statsradiofonien gav ikke partiet adgang til at deltage i den afsluttende debat dagen før valget.

De Uafhængige anlagde sag mod Statsradiofonien, og den endte i Højesteret, der fastslog, at Statsradiofoniens udelukkelse af partiet fra den sidste valgudsendelse var ulovlig. I dommens præmisser, hed det: ”Det for et demokratisk samfund afgørende hensyn til ligelig behandling af alle de i folketingsvalget deltagende partier – et hensyn, som det i særlig må påhvile forvaltningen af statsradiofonien at udvise – måtte derfor føre til, at ikke et enkelt af disse partier blev udelukket fra en udsendelse, hvori i øvrigt alle de andre partier deltog” (Ugeskrift for Retsvæsen 1960.33).

Tv-dækningen af den aktuelle valgkamp er langt fra formen i 1957, men Højesterets præmisser giver fortsat et vigtigt pejlemærke: I et demokratisk samfund er det afgørende, at alle partier bliver omtalt og kan komme til orde.

Lighed skal ikke måles på sekunder. Belysning af forskellige politiske forslag kræver ikke nødvendigvis samme tid. Nogle politikere kan svare kort og klart, mens andre taler udenom på en måde, der kræver tid til opfølgende spørgsmål.

Praktiske og journalistiske hensyn kan betyde, at partier ikke får nøjagtig samme vilkår. Det er i orden at fordele partierne på flere paneldebatter, så hvert panel får en sammensætning og størrelse, der passer til den planlagte form.

Lighedsprincippet omfatter alle programtyper, der har betydning for balancen i valgkampen. Nyhedsudsendelser, magasinprogrammer og egentlige valgudsendelser er klart omfattet, men hvad med underholdningsprogrammer? Det er klart at politikere, der gerne vil vælges, kan blive promoveret ved deltagelse i underholdningsprogrammer eller i programtyper, der ligger på grænsen mellem underholdning og oplysning.

I den første uge af valgkampen stillede Lars Barfoed og Villy Søvndal op i ”Hvem vil være millionær”, som TV 2 sender mandag aften i den bedste sendetid. De virkede hyggelige og fornuftige og tjente en halv million til det frivillige arbejde i Natteravnene.

Jeg kan se, at Hans Pilgaard på mandag får Mette Frederiksen og Søren Pind i studiet. Der står i foromtalen, at de har forskellige holdninger men masser af respekt for hinanden og de gerne vil tjene penge til Red Barnet. Det skal nok blive godt.

Der står også i foromtalen, at Hans Pilgaard har ”dømt pauce i valgkampen”. Men holder det, når deltagerne i det udmærkede program er fremtrædende kandidater ved folketingsvalget? TV 2 sørger for, at blå og rød blok er ligeligt repræsenteret, men hvad med andre partier? Gad vide om TV 2 laver ekstra udsendelser, så alle partier under valgkampen kan få topfolk i ”Hvem vil være millionær”?