Nyhedsmedier distraherer vælgerne på sociale medier

Af Lars Holmgaard Christensen

Valget er en kamp – for din stemme, dit kryds, men sandelig også din opmærksomhed og dine klik.

Selvom sociale medier giver nye muligheder for engagement og kultivering af ’the wisdom of crowds’, så synes særligt nyhedsmedierne at være tilfredse med at udnytte ’the stupidity of crowds’ og høste gevinsten fra brugernes umiddelbare nydelse af noget underholdende og klikbart indhold.

Nyhedsmediernes innovation i forhold til at klæde borgerne på til demokrati drukner således i tilbud, hvor brugerne helst skal tilpasses eksisterende produkter og skabelontankegange. Nyhedsmedierne ser sig selv som efterspurgte brands,  og brugerne skal helst ha’ det sjovt, så de ikke forlader nyhedsbutikken.

På Ekstra Bladet, hvor de har opbygget brugeruniverset Nationen, har man således kunnet deltage i at finde valgets ’side 9’ pige blandt kandidaterne, og som de selv teaser historien: ”I tre uger skal vi kigge på billeder af meddanskere, der vil have vores stemme. Men nogle af kandidaterne er kønnere, frækkere og lækrere end andre”. Og så er Ekstra Bladet alligevel mere moderne end man skulle tro og tænker ligestilling, for som der videre bliver opmuntret til: ”Vi har valgt 11 – du skal vælge én: I morgen er det mændenes tur”.

På Politikens Facebook-side tilbydes brugerne intim sladder om de andre vælgere – altså hvis vælgerne er villige til at fortælle, hvad de stemmer, og selv afgiver lidt privat information.

I valgprogrammer på tv sker brugen af sociale medier, når publikum opfordres til at være kilde til spørgsmål, og hvor en særlig provokerende kommentar fra en Facebook-bruger kan blive brugbar i et tv-program. Det aflaster mest af alt journalistens spørgeteknik, ”nogen siger”, som en politiker, så skal forholde sig til.

Har en vælger politikerlede har DR gjort det muligt for vælgerbefolkningen at lave egne valgplakater. Det tjener et kreativt formål, hvor man kan sende hjemmelavede politiske budskaber til venner og familie. Det tjener også det formål, at man kan være medieaktiv med politik, hvis ikke man helt orker at være politisk aktiv med medier.

Hos DR udnytter man også ny teknologi i form af social overvågning. Som i et alternate reality game kan man blandet andet følge en politiker rundt via GPS og få statusopdateringer ’on the move’ og ’to go’.

Og hvis vi er aktive nok, kan vi bruge vores smartphones til selv at skabe en relation til det politiske karneval(g) ved hjælp af såkaldte lokationsbaserede tjenester, som vi kan checke ind- og ud af. Helle Th. og jeg er her!

Efter i flere år at have hørt om Big Brother, og om hvordan vi bliver overvåget af alle mulige på Facebook, er det nu nyhedsmedierne, der overvåger politikerne og interessante vælgere. Det sker i håb om at kunne levere en underholdende applikation.

Når alt er lige gyldigt i valgdækningen ender det som ligegyldigt

Men måske handler det slet ikke om overvågning eller Orwells Big Brother, men mere om tankegods fra en af Orwells samtidige, Aldous Huxley.

Huxley var bekymret for, at vi gennem overkommunikation og overdramatisering vil blive passiviseret og blive underholdt ihjel.

Folk kommer til at være optaget af talentshows, celebrity-stjerner, underholdende valgprogrammer og teknologiske gimmicks, hvorfor de aldrig forholder sig til reel information eller skriverier, der stiller kritiske spørgsmål.

Det væsentlige og det trivielle vil i den optik blive nivelleret på en måde, så alt bliver lige gyldigt og derfor i sidste ende ligegyldigt.

Det bliver ikke længere muligt at forstå fakta fra retorik og performance. Et sagligt politisk argument kan ikke skelnes fra underholdende mudderkastning.

Det vil ikke være tid til det udfordrende og det krævende, fordi dopamin-stimulerende valgprogrammer med vægt på retorik og performance eller iphone-apps og andet bling-bling uden indhold vil stå i kø for at få opmærksomhed.

Vælgerbefolkningen bliver i brugen af nydelsestilbud og i en konstant jagt på underholdning holdt i skak. Den momentane nydelse i at blive distraheret af noget underholdende nyt er blevet et mål i sig selv.

– Hvis vi vælger at acceptere den momentane nydelse i distraktionen, som er et skifte fra det logiske til det følelsesmæssige, så betyder det, at vores endelige stemme ikke vil være velovervejet, men bliver af den hedonistiske medborger afgivet spontant og med afsæt i den underholdende oplevelse stemmeboksen kan tilbyde.

Alle Facebook-brugere er blevet nyttige lygtepæle

Af Lars Holmgaard Christensen

Bliver valgkampen vundet i de sociale medier og på Facebook, bliver der igen spurgt ved dette valg. Præmissen for det spørgsmål tager afsæt i at ville måle, hvad politikerne kan få ud af at bruge de forskellige medier. Det er altså et spørgsmål om, hvorvidt politikerne kan vinde mange vælgere i de sociale medier, og om ét medie er mere betydningsfuldt end et andet.

Vi ved, at tv og tekst-tv er de mest dominerende nyhedsmedier i Danmark og vi ved, at Facebook er begyndt at blive en ny indgang til nyhedsstrømmen for mange. Sociale medier kommer ikke til at erstatte allerede kendte former for politisk kommunikation og vil ikke udkonkurrere de øvrige medier.

Sociale medier er blevet en del af kandidaternes værktøjskasse, og hvad de sociale medier kan bibringe en politikers kamp om at komme i folketinget afhænger af budskab, kandidatens status og kendthed i det øvrige mediebillede

Vi kan slå fast, at ved dette folketingsvalg er de sociale medier og Facebook meget betydningsfulde for politikere, men også for nyhedsmedierne og vælgerbefolkningen, som er tilstede i de sociale medier. Succeskriterierne er forskellige fra politiker til politiker og for de forskellige nyhedsmedier, så det er ikke altid lige målbart, hvis der er behov for at sige noget om størrelsen af de sociale mediers betydning, men der er flere forskelle, der gør en forskel ved dette folketingsvalg sammenlignet med valget i 2007.

  1. For det første, så er Facebook og Twitter blevet markant mere populær og integreret i almindelig mediebrug. De sociale medier indgår altså i det totale medieforbrug og er en vigtig indgangs- og underholdningskanal for mange i forhold til politiske budskaber og en aktiv medieoplevelse.
  2. For det andet, så har marketings- og kommunikationsprofessionelle siden 2007 arbejdet strategisk i forhold til at bruge de sociale medier effektivt og engagerende. Om end der stadig er eksperimenterende tiltag, så har det en betydning, at der nu er strategiske værktøjer tilgængelig, når politikere vil kommunikere og skabe relationer på Facebook og i de sociale medier.
  3. For det tredje, så er de traditionelle nyhedsmediers opmærksomhed mod og brug af Facebook steget markant siden sidste valg. De traditionelle nyhedsmedier er tilstede på de sociale medier, laver historier fra de sociale medier og følger kandidater på bl.a. Facebook og Twitter. Det har en betydning, at politikernes kommunikationsrådgivere og journalister leger med teknologiske muligheder i de sociale medier. Det skaber en ny type intencitet i medieoplevelsen og etablerer nye relationer og indgange til det politiske kommunikationsrum – om end en ofte underholdende indgang
  4. For det fjerde, så får brugeren en forstærket oplevelse af valgkampen ved at bruge de sociale medier. På Facebook får brugeren en mulighed for at reagere på budskaber, som kan være leveret fra forskellige nyhedskilder. Disse reaktioner er samtidig med til at bekræfte vedkommendes tilslutning til en kandidat, og bliver derfor centralt i forhold til at fremvise politiske sympatier overfor vennerne og andre, som har adgang til de kommentarer, vedkommende skriver på forskellige Facebooksider.

At brugerne deltager fremfor blot at være orienteret mod at modtage information er en mobilisering af et aktivt socialt demokrati, en politisk kultur, hvor vi vil se mindre hemmelighedskræmmeri omkring, hvad man stemmer til fordel for at melde ud til sit sociale netværk og her finde anerkendelse, bekræftelse, men også i forhold til at det giver en sikkerhed i forhold til at navigere i de mange budskaber og valgløfter.

Valgkampen er desuden en længe ventet begivenhed, som partierne og vælgerne længe har varmet op til. Ventetiden er blevet brugt til at udvikle og engagere vælgere med interaktivt indhold og sjove politiske spil i de sociale medier. Og som vi har set ved andre begivenheder, glædelige såvel som tragiske, så smykker personer på Facebook deres egne profilbilleder med symboler, der viser netop deres sympatier og politiske tilhørsforhold.  Folks profilbillede på Facebook viser logoet for et bestemt parti og for nogle endda med henvisning til lokale kandidater.

Derfor er alle Facebook-brugere blevet nyttige lygtepæle for politiske budskaber og valgplakater.

Særligt for tvivlere, der måske ikke overtales af det bedre argument eller det mest charmerende eller vrede udseende på tv, betyder det, at de har mulighed for at finde inspiration og sikkerhed i de sociale medier, når venner melder ud politisk eller når venner i letforståelige kommentarer reagerer på ’politikersnak’ og politikernes udmeldinger i de traditionelle medier.

Centralt for kommentarer og reaktioner står de traditionelle mediers nyheder og valgdækning, som bliver et fælles udgangspunkt, en valgdæknings-kanon, der bliver dagsordenssættende for de ting, man reagerer på i de sociale medier.