Vi trænger til en ny valglov

Af Roger Buch

Det danske valgsystem er forældet og trænger – lige som grundloven – til en omfattende revision.

Grundloven taler om kongens magt, selv om kongen er en dronning uden den mindste politiske magt. Grundloven nævner ikke de politiske partier med ét ord, selv om partierne er nøglen til forståelsen af det danske demokrati. Og grundloven mangler afgørende afsnit om blandt andet regeringsdannelse, internationale konventioner og EU – selv om EU har afgørende indflydelse på en tredjedel af lovgivningen i Danmark.

Problemet med grundloven er, at den er yderst svær at ændre, da der skal både et folketingsvalg og en folkeafstemning til, for at ændre grundloven. Derfor er der intet sket, selv om det er almindeligt accepteret, at grundloven er yderst mangelfuld.

Valgloven er derimod noget lettere, at ændre med et flertal i folketinget. Hovedproblemerne med valgloven er, (1) at den er unødvendig indviklet og (2) formentlig ude af trit med befolkningens opfattelse af demokrati. Der er en række problemer, men to skal fremhæves.

For det første benyttes en geografisk inddeling og fordeling af mandater, som ud over vælger- og befolkningstal også inddrager den geografiske størrelse af de 10 storkredse, som valget udkæmpes i, samt de tre såkaldte landedele. Konsekvensen heraf er, at hovedstadsområdet afgiver mandater til resten af landet.
Årsagen er, at det har været ønsket, at give de tyndt befolkede dele af landet en fordel, hvilket direkte kan ses i en undtagelsesregel for Bornholm, som får foræret et ekstra mandat, mens det for resten af landet er bygget ind i valgmatematikken.

Ved den seneste fordeling af mandater mistede hovedstadsområdet tre mandater til resten af landet – et kredsmandat røg til Sønderjylland, mens Midt- og Nordjylland fik to tillægsmandater.
Den geografiske skævhed betyder meget kontant, at et mandat i hovedstadsområdet ved valget i 2007 kostede i gennemsnit 20.749 vælgere, mens det kun kostede omkring 19.000 vælgere i resten af landet. På Bornholm kostede et mandat blot 13.984 vælgere.

Denne geografiske rabat er formentlig ude af trit med moderne vælgeres demokratiopfattelse og en fordeling af mandater alene ud fra antal vælgere i de forskellige dele af landet er en oplagt forsimpling af valgsystemet.

For det andet findes forskellige opstillingsformer: sideordnet opstilling med nominering, kredsvis opstilling og kredsvis opstilling med partiliste. I realiteten er udviklingen gået i retning af sideordnet opstilling, så kun 13 procent af listerne i 2007 ikke var sideordnet.

Kredsvis opstilling blev slet ikke benyttet, mens kredsvis opstilling med partiliste blev benyttet af Enhedslisten de fleste steder og enkelte steder af SF.

Groft sagt så vælges kandidaterne på en partiliste i den rækkefølge, partiet har opstillet dem, mens det på en sideordnet liste er de personlige stemmer, som er afgørende.
I praksis er det dog også på partlisterne dem med flest personlig stemmer, som bliver valgt. Der var en enkelt undtagelse for SF i 2007, hvor en kandidat højt placeret på listen blev valg på bekostning af en kandidat, som havde flere personlige stemmer, men stod længere ned på listen.
Dette vil uden tvivl af de fleste vælgere blive betragtet som udemokratisk. Da partiliste næsten ikke bruges mere og i praksis kun flyttede et enkelt mandat i 2007 er det oplagt, at ændre valgloven, så der kun findes én måde at opstille op: Sideordnet opstilling.

Dette sidste forslag kan gennemføres med simpelt flertal i Folketinget, mens det første forslag nok vil være på kanten af grundloven, da grundloven taler om, at der ” Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.”

Herved er vi tilbage ved denne blogs udgangspunkt: Demokratiets rygrad – Grundloven og valgloven – er ude af trit med det moderne samfund og fyldt med fejl, uklarheder og mangler.

For hvad betyder det egentlig, at tage hensyn til befolkningstæthed? Det er indtil nu tolket som, at give en fordel til de tyndt befolkede dele af landet – men kunne jo i virkeligheden betyde det stik modsatte. Der er i hvert fald næppe mange i København, omegnskommunerne og Nordsjælland, som synes det er rimeligt, at de skal afleverer tre folketingsmedlemmer til Jylland.

Overraskende let at komme i folketinget

Af Roger Buch

Kan man komme i folketinget med 706 stemmer? med 867 stemmer? eller med 959 stemmer?

Ja, det var lige præcis det, som tre politikere fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti gjorde i 2007. Nok overraskende for mange, da et mandat i folketinget jo i gennemsnit koster 19.906 stemmer, hvis alle mandater og alle afgivne stemmer medregnes. Det betyder imidlertid meget langt fra, at den gennemsnitlige kandidat skal sikre sig så mange stemmer for at blive valgt. Faktisk havde kun 13 af 175 valgte kandidater mere end 19.906 stemmer.

Årsagen hertil er, (1) at cirka halvdelen af vælgerne blot stemmer på et parti og ikke på en kandidat, og (2) at næsten en fjerdedel af de personlige stemmer går til kandidater, som ikke bliver valgt. Derfor skulle den gennemsnitlige kandidat i 2007 faktisk blot have 7.668 stemmer for at blive valgt.

Det spiller i den forbindelse en sekundær rolle, at partilederne indfanger mange stemmer, og det var altså ikke Anders Fogh Rasmussens, Helle Thorning-Schmidts, Pia Kjærsgaards og Villy Søvndals 58.751, 49.926, 47.611 og 33.046 personlige stemmer, som skabte de lave adgangskrav til folketinget.

Og ikke kun tre folketingsmedlemmer slap billigt ind ved valget i 2007:

  • 20 folketingsmedlemmer blev valgt med under 2.000 stemmer
  • 56 folketingsmedlemmer blev valgt med under 4.000 stemmer
  • 94 folketingsmedlemmer blev valgt med under 6.000 stemmer

Over halvdelen af politikerne kom altså i Folketinget med mindre end 6.000 personlige stemmer. Som det ses i tabellen, er der store forskelle på partierne. Der skal færrest personlige stemmer til i Enhedslisten og Det radikale Venstre, mens der skal mere end dobbelt så mange personlige stemmer til i Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Venstre.

Tabel 1. Partiernes mindste og største personlige stemmetal samt gennemsnit for valgte folketingsmedlemmer ved folketingsvalg 2007.

NB Enhedslisten brugte i 9 ud af 10 og SF brugte i 3 ud af 10 storkredse partiliste, hvor de personlige stemmer kan spille en mindre eller slet ingen rolle for hvilke kandidater, som vælges. For enhedslisten ville de samme 4 være blevet valgt med sideordnet opstilling, mens et enkelt af SF´s 23 mandater ville være tilfaldet en anden kandidat ved brug af sideordnet opstilling.

Partimæssigt bliver det dog endnu mere skævt, hvis der stilles skarpt på de 20 folketingsmedlemmer med under 2.000 stemmer:

  • Dansk Folkeparti: 10 folketingsmedlemmer
  • Socialistisk Folkeparti: 5 folketingsmedlemmer
  • Det Radikale Venstre: 2 folketingsmedlemmer
  • Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten: 1 folketingsmedlem hver

Ja, det er altså meget lettere at komme i Folketinget, end mange tror.

Overvejer du at opstille? Så er det sidste frist i morgen, søndag 4. september klokken 12. Anmeldelse skal ske til statsforvaltningerne, som findes her. Men husk, at hvis du stiller op uden for partierne, skal du anbefales af mindst 150 og højst 200 vælgere fra din opstillingskreds :-).