Feje tricks og en lige højre i statsminister-duellerne

Af Michael Ejstrup

Helle Thorning og Lars Løkke benytter sig særligt af fem sproglige og retoriske tricks, når de er i direkte duel mod hinanden.

I aften mødes de så en sidste gang, inden krydset skal sættes.

Det bliver interessant at se om Helle igen ifører sig sine højeste hæle, der får Lille Lars til at se endnu mindre ud. Og om Lars igen kommer på besøg ved Helles pult.

I min analysere af deres seneste duel, søndag den 11/9 kl. 21.25-22.25 på DR1, kan du se, hvordan de to gang på gang arbejder på bl.a. at latterliggøre hinanden og at drage den andens legalitet i tvivl, mens de fremhæver sig selv.
Og det er ikke altid, det går helt efter hensigten:

Det altoverskyggende emne i duellen blev at så tvivl om modpartens evner til sikre Dan­marks økonomi de næste fire år. Det betyder, at skabelsen og sikringen af en pletfri etos for hver af statsmi­nister­­kandidaterne blev helt afgørende. Det betyder, at der retorisk og sprogligt blev fokuseret på at beklik­ke hinandens evner og intentioner som kommende statsminister. Logosappellen – den fornuftsbe­to­ne­de argumentation kom til at fylde forholdsvis lidt over for etos- og patosappellen. Patosappellen kom især til at dreje sig om at frem­kal­de en følelse af tillid og håb hos vælgerne hjemme i stuerne.

Ganske som i torsdagens debat havde Lars sin statsmandshabit på. Fornuftigt og forventeligt. Et signal om, at jeg er statsmanden, jeg er din statsminister med styr på tingene, og mig kan du ha stor tillid til.

Helle var vendt tilbage til samme outfit som i åbningsdebatten på TV2 den 26/8 med stramt, mørkt SAS-look. Vel nok for i særdeleshed at nå de tvivlende vælgere (ca. ½ million, som er fællesskabsorienterede, men samtidig med stor individorientering). Det er dem Helle skal nå nu i slutspurten. De skal kunne identificere sig med hen­de og give point til hendes etos som fremadstræbende erhvervskvinde med stor solidaritets- og fælles­skabs­følelse.

Helle spiller på sin højde og sit nydelige ydre. Men ikke for meget, for Gucci-looket må for alt i verden ikke tone frem. Det gir autoritet at være høj. Lars ér lille og tyk. Det er et dirty trick Helle bruger – hun er høj og nydelig modsat Lars, der er lille og tyk. Ubevidst ser vi det, og hygger os lidt med det.

Begge kandida­ter­ne brugte især følgende retoriske tricks til at sikre sig persuasio (at overbe­vise vælgerne om, at jeg har det bed­ste at tilbyde, og derfor skal du vælge mig).:

  1. Læg modparten ord i munden, som han ikke har sagt. Det gør Helle rigtig mange gange, når hun f.eks. siger følgende: Der kommer nye skattelettelser…, vi får da nulvækst i den offentlige sektor…, I sir, det ska være billigere at producere i Danmark. Ingen af delene har Lars faktisk ikke sagt i løbet af aftenens debat, og han opdager kun det sidste udsagn som ord, der bliver lagt i munden på ham, og han brokker sig
  2. Drag modpartens legalitet i tvivl, og det gør Helle, når hun siger I siger, at I vil være et arbejder­par­ti…,… nu ska jeg for tælle dig, hva et rigtigt arbejderparti gør for lønmodtagerne…, … Venstre ka ik­ke være et arbejderparti. Det, man ska, er at skaffe arbejde til helt almindelige lønmodtagere. Lars drager så Helles legalitet som arbejderparti i tvivl ved at sige …så er jeg jo det moderne arbejder­par­ti, for jeres løsning er en vækstdræber. Det dårligste, man kan gøre, er at gøre det dyrere at være dansker…
  3. Latterliggør modstanderen. Der gør Helle og Lars på skift i en uendelighed, eksempelvis når Helle siger du må jo ikke få lov til at føre den udlændingepolitik, du vil, af Dansk Folkeparti,… det er da ær­gerligt, at tonen i udlændingedebatten skal styres af Dansk Folkeparti, …Lars, du har det største værdifællesskab med Dansk Folkeparti (det har Lars faktisk slet ikke sagt noget om)… du taler mod bedre vidende nu , Lars…, Du har læst rapporten, Lars, går jeg ud fra….

En finurlig, men interessant stikpille til at latterliggøre Lars kommer fra Helle, da hun indledningsvis siger …Danmark er noget særligt, og vi skal jo snart overtage EU-formandskabet, og vi skal gøre det kompetent… Heri ligger tydeligt et slag over fingrene til Lars’ håndtering af klimatopmødet, hvor vi alle har grinet af ham, da han sagde I’m banging with this hammer….

Og Lars latterliggør Helle når han siger … jeg har rigtige penge, ikke tolv-minutters-penge,… du vil ha skatter på chokolade, banker – et fatamorgana på 12 minutter. Lars siger senere med et spor af foragt i stemmen det bliver spændende at se, hva der er inde på midten – om det bare er pop-ord…

Og så har Lars endnu et trick, som han vil udnytte, nemlig at virke som alfaderlig statsmand, der do­minerer over Helle, når hun er en uartig pige, der ikke tier stille, når han vil ha ordet. Han startede al­le­re­de i torsdags i TV2-debatten med gentagne gange at sige …nu afbrød du, igen og  nu er du der, igen….
Den stil fortsætter han, men det kikser for ham, for han kommer til at bruge replikkerne, hvor han faktisk selv afbryder Helle, og det ender i ophidselse, og Helle kigger bestemt på ham, og Lars må slå blikket ned, og lade Helle tale. Den slags går ud over etos. Især når Lars vil være på en høj hest og dominere over den uartige pige, som alligevel med ord og blik kan tæmme statsman­den.

          4. Styrk din egen etos, og svæk modpartens ved at inddrage autoriteter til at       hjemle påstanden.

Det gør Helle konstant, når hun siger:

  • Jeg kan godt høre, at du har alle dine remser Lars…, det passer ikke, Lars…, Det vil du jo ikke, Lars…, du tør jo ikke sige det, Lars…
  • Tallene passer ikke, Lars, og jeg synes, at det grænser til det uhæderlige at sig det i dag.
  • Det nærmer sig kanten af det hæderlige at blive ved med at slynge de her tal ud. Man ska sige, hvor pengene kommer fra, det kan Lars Løkke ikke.
  • Jeg skal fortælle dig, hvordan et arbejderparti gør. Hvad er der galt med at lytte til lønmod­tagerne

    Lars
    styrker sin etos, når han siger:
  • Jeg er stolt over at være statsminister
  • Jeg er glad for at have ledelsen i Danmark
  •  38.000 skal ikke miste deres dagpenge, vi står bag dem, der får hjulene til at snurre

          5.    Skræm ved fjendebilleder. Det gør Lars, når han henter sine billeder frem af en 57-årig sosu­hjæl­per, en 50-årig smed og en ung studerende på su. Han holder deres daglige liv op mod den store abstrakte solidaritet, som han mener, Helle taler om. Han trækker eksemplerne ind i sin egen tryg­ge nære solidaritetsverden, hvor intet ondt kan nå dem, hvis Lars får magten.

Helle tegner skræm­mebilledet af sygehuse med patienter på gangene og uden behandling. Den situation skaber Lars, fordi han i 2014 vil udrulle sine lovede skattelettelser.

Helle siger, det var på din vagt, Lars – ikke på min – at tingene er blevet værre. Der er hele bolig­områder, hvor det er Sharia-lovgivning, der gælder. Man tager sig til hovedet…

Summa summarum vil jeg mene, at Helle klart vandt på sin retoriske snilde. Hun lokkede Lars ud i at blive sur og irriteret, og det er altødelæggende for etos. Hans stemme og let stammende tale, hvor han forlader pulten og går over til Helle med den gule seddel er ødelæggende for ham. Det er uden for det forventelige og normale, og det virker som en boomerang. Han mister point på det, fordi sedlen er ligegyldig, og han kom­mer til at virke famlende og usikker; kameraet går tæt på og viser hans hånd, som ryster. Helle har ordet i sin magt i aftenens duel, og hun gendriver hans argumenter udi det logosbaserede nogenlunde ok.

Helle er særdeles godt forberedt, gir svar på tiltale og tøver ikke en eneste gang. Hun vinder på sin sikre holdning og sin evne til at hidse Lars op. Helle får det sidste ord og siger du har haft ti år til det, og tingene er kun blevet værre. Er det ikke på tide at prøve noget nyt… Lars taber point og hans etos lider pga. hans stunt med at dominere og være alfaderlig over for den slemme pige, der vil tage ordet fra ham. Han etos kan simpelthen ikke bære den ro.

Næste slag skal slås i aften kl. 18.55 på DR1

Når min mor sir A, har min far skrevet V

Af Michael Ejstrup

I disse dage kan vi se Helle smile til os fra hver en lygtepæl sammen med teksten vi skal investere i uddan­nelse, og vi skal sætte gang i væksten. Lars smiler skælmsk fra en anden lygtepæl og fortæller os, at han vil sikre varig velfærd og tryghed. Det er forvirrende, for en af de urkvindelige dyder er netop at sikre tryghed, med ro renlighed, og regelmæssighed. Mens det fra hedenold har været mændenes domæne at udvide re­viret og investere, så hans samfund ka vokse. Nu er Helle en kvinde og Lars en mand, og de to spidskan­dida­ter til statsministerposten har byttet sproglige domæner. Politisk er der også byttet om, for vi er vant til at de røde vil sikre velfærd og et trygt liv for dem, der har mindst i samfundet, mens de blå plejer at satse mest på at skaffe vækst ved at gå i krig og at investere pengene bedst muligt.

Nu bliver nogle af os bange, for vi kan slet ikke kende vores toppolitikere og de sproglige domæner, de ope­rerer inden for. Mor Helle har taget fars Lars’ ord og områder, og far Lars har til gengæld gjort det om­vend­te. Det gir forvirring og utryghed. For er de så ikke bare ens alle sammen inde på Christiansborg? Nej, det er de ikke, men de gør et stort nummer ud af at tale til de vælgere, som er i tvivl, og som skal ha at vide, at bå­de de blå og de røde sandelig også kan det, modparten siger, at han eller hun er så go til. Ingen må være i tvivl om, at alle kan det hele. Det efterlader så de sikre kernevælgere i en slags tomrum, hvor tvivlen raser, og hvor usikkerheden truer med at få overtaget. For kan man nu tro på dem, når de går helt ud over, hva vi er vant til?

Sprog er en social overenskomst, hvor vi er enige om, hvordan vi skal bruge ordene og forstå hinanden. Sprog er på den måde et sæt af mønstre, som vi hele tiden viser og sender af sted til hinanden. Så regner vi med, at vi kan være nogenlunde sikre på, at modparten er med på, hva vi vil. Når vi så bevæger os ud af ram­men og gør noget, vi ikke er vant til, er risikoen stor for, at de andre ikke kan følge os. Når Lars siger, at vi skal ha arbejdstøjet på, så er vi vant til at tænke i noget Kansas-agtigt noget med pletter osv. Men traditi­onelt er det jo de rødes område, og så bliver jeg forvirret. Og når Helle siger, at vi skal vækste os ud af kris­en, så er det noget normalt forbin­der med finans- og entreprenørverdenen, og det er traditionelt de blås område, og så bliver jeg igen forvir­ret.

Til gengæld gir det tryghed, når Dansk Folkeparti siger Kjærsgaard eller kaos, De Radikale vi stoler også på udlændinge og Enhedslisten anstændigheden tilbage i udlændingepolitikken, så er vi på sikker grund, og vi kender føler os trygge. Så holder Pia, Margrethe og Johanne sig inden for de sproglige domæner, vi er vant til, og ordene, de bruger, skaber billeder på vores nethinder, som vi kan føle os trygge ved. Vi kender dem, og vi føler, at vi ved, hva vi får, hvis vi stemmer på dem. De appellerer alle tre til følelser hos os om at ville det gode i verden. Om at stå sammen om en følelse af, at vi som danskere er et folk med et land, man kan have tillid til og være glad for at bo i.

Med de to spidskandidater til statsministerposten er det vanskeligere. De skifter og bytter i et væk, og det er svært for os at acceptere, når vi nu skal sætte vores kryds lige om lidt. Skal vi tro på, at begge fløje kan det hele, og kan det så være lige meget, hvem vi stemmer på? Er både verden og Danmark blevet så globa­liseret, at det urkvindelige og det machomandlige uden videre kan bytte plads både sprogligt og i virkelig­he­dens verden, hvor vi alle kæmper om at få den største bid af kagen? Eller er det at holde sig til, at de blå mænd investerer og vækster verdens, mens de røde piger sørger for trygheden og velfærden? Mens Mar­gre­the og Johanne sikrer udlændingene en fornuftig plads i samfundet, og Pia smider dem ud, der ikke opfø­rer sig ordentligt. Så er både ord, viljer og gerninger ligesom mere i overensstemmelse med, hvad vi tror på, vi kan få.

Onkel Villy – The clean up Man

Af Lars Romby

Lars Romby er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han blandt andet underviser i tv-journalistik, tilrettelæggelse og konceptudvikling. I en serie af klummer spørger han sig selv, hvilke typer af udsendelser, man kunne bruge de danske partiledere til, hvis de havde lyst til et bijob i tv-branchen. Dagens cast er Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti.

Af og til møder jeg en nydelig mand i linie 2A fra Amager mod Christiansborg. Sølvgråt hår, lidt tynd i toppen. Selv i den mørkeste vinter har han en kulør, der er en ’for lækker til love’-latino værdig.

Der må være tale om kulør på flaske, for jeg kan ikke forestille mig, at formanden for SF, Danmarks miljørigtige parti, går i solarium? Men da Gustav og Sidney allerede har indtaget partyscenen i den danske tv-verden, hvor kan Villy Søvndal så få et job, hvis han ønsker en karriere i tv-branchen?

Villy er hyggelig. Så hyggelig at mit tv dufter af pibetobak, når han træder frem på skærmen. Forleden hørte jeg en kommentator kalde ham ’onkel Villy’. Og det er nok ikke helt forkert. Han er den hyggelige onkel, der altid er med til familiefesterne med lommerne fulde af sjove anekdoter. Og han er den onkel, som man tilgiver, selv om han af og til opfører sig lidt upassende sidst på aftenen.

Når onkel Villy f.eks. flirter med 24-årsregler, så går det nok, for vi ved jo, at onkel Villy slet ikke er sådan i virkeligheden. Det er jo kun fordi, han er forlibt i hende den blonde pige, og så må han jo sluge et par kameler, før ægteskabet kan blive fuldbyrdet. Når hvedebrødsdagene er forbi, skal han nok blive sig selv igen.

Med sit hygge-gen passer Villy godt ind i panelet på et snikke-snakke program som Spørg Charlie. Her må det godt være alvorligt, bare ikke så alvorligt, at man ikke kan grine af det. Et andet oplagt bud er at sende Villy over til Anne for at lave AnneMad i Jylland. Så kunne vi kalde programmet for VilAnnemad! Det vil være et program, hvor vi får masser af gode opskrifter, sjove historier og to mennesker, der kan bekræfte hinanden i deres enighed. Hygge uden kant.

Men Villy har jo kant. Selv om han efterhånden er 59 år gammel og måske kommende udenrigsminister, så fremstår han stadig som lidt af en drengerøv. Én der altid er klar til at hoppe i fodboldstøvlerne og snuppe en omgang bold med gutterne og en tredje halvleg i omklædningsrummet.

Derfor er det også fristende at lade ham tage med på gutte-tur i programmet Nak og Æd. Stik Villy en bøsse, og lad ham plaffe et par vildænder til lejrbålet. I stedet for at redde naturen, skal han skyde naturen. Det vil sikkert være mere udfordrende for Villy, og derfor betydeligt mere underholdende for os seere.

Men Villy har potentiale til mere end det. Her har vi en partileder, der har trukket SF så langt mod højre, at det nærmest er Socialdemokraternes siamesiske tvilling. Selv om der af og til har været knurren i de socialistiske yderkroge af partiet, så er det alligevel altid endt op med meldingen: ”Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige”.

Og nu er SF’ere nok ikke de nemmeste at få til at gå i takt. Når sådan en opgave er lykkedes for Villy, må det være fordi han – apropos udenrigsminister-ambitioner – må have usædvanlig store diplomatiske evner. En evne til at både at overbevise og argumentere for sin sag – kombineret med en næve af stål. Villy Søvndal er ikke bare ’fatter’, han er ’Gudfatter’.

Derfor vil jeg caste Villy til en hel ny tv-serie: Villy – the clean up man.

Det er et program, der er inspireret af Nikita og Pulp Fiction,  der begge har en ’Clean-up-man’, der kommer og  klarer problemerne. Det er inspireret af den amerikanske tv-serie Judge Judy – en tv-retssal, hvor almindelige mennesker kan få Dommer Judy til at afgøre deres absurde uoverensstemmelser. Og sidst men ikke mindst, er det inspireret af en kollega, jeg engang havde i Århus, der blev ved med at sige, at der var en god historie i de der hegnsmænd.

Vi sender Villy ud til naboer, der er i konflikt med hinanden. Med sin danske ’nu skal vi jo også have det hyggeligt’-tilgang til problemerne og med sine diplomatiske evner, skal Villy forsøge at løse konflikten, så alle er tilfredse til sidst.

Og hvis folk ikke kan blive enige? Ja, så træder gudfatter til og giver dem et tilbud, de ikke kan sige nej til..

Giver public service tv-kanalerne en fair dækning af valgkampen?

Af Oluf Jørgensen

Den første halvdel af valgkampen er overstået. Min vurdering er, at dækningen på public service tv-kanalerne i store træk har været fair og levet op til kravet om lighed.

Der er masser af valgstof i nyhedsudsendelser og en række særlige udsendelser og debatprogrammer med stor variation i formen. Både TV 2 og DR har i den første uge sendt partilederdebatter, hvor alle har været med. TV 2 har bl.a. sendt duel mellem statsministerkandidaterne og Kampen om din stemme fra Silkeborg Hallerne. DR har bl.a. sendt temadebatter, Kandidaterne efter 21-nyheder og Mød Partierne med kritiske spørgsmål fra Jersild. TV 2-regioner supplerer med regionale vinkler og debatter mellem kandidater i området.

TV-dækningen ved de seneste valgkampe havde efter min vurdering overdreven fokus på statsministerkandidaterne, og var derfor på kant med lighedsprincippet. Denne skævhed har i den første del af denne valgkamp været mindre end ved foregående valg. Alle partier er blevet omtalt og kommet til orde dog ikke i nøjagtig samme udstrækning.

I gamle dage var det nemmere at holde øje med, om lighedskravet blev fulgt. Dengang lavede partierne selv valgudsendelser, og i de afsluttende partilederdebatter kunne studieværterne ikke stille spørgsmål. Lighedskravet blev nøje overvåget ved optælling af taletiden på sekunder.

I 1959 afgjorde Højesteret en sag om valgudsendelser før et folketingsvalg. Ifølge Radiorådets beslutning var valgudsendelser i radio og fjernsyn før valget i maj 1957 forbeholdt de partier, der var repræsenteret i Folketinget. Partiet De Uafhængige nåede kort før valget at få samlet tilstrækkelige underskrifter og blev anerkendt som opstillingsberettiget, men Statsradiofonien gav ikke partiet adgang til at deltage i den afsluttende debat dagen før valget.

De Uafhængige anlagde sag mod Statsradiofonien, og den endte i Højesteret, der fastslog, at Statsradiofoniens udelukkelse af partiet fra den sidste valgudsendelse var ulovlig. I dommens præmisser, hed det: ”Det for et demokratisk samfund afgørende hensyn til ligelig behandling af alle de i folketingsvalget deltagende partier – et hensyn, som det i særlig må påhvile forvaltningen af statsradiofonien at udvise – måtte derfor føre til, at ikke et enkelt af disse partier blev udelukket fra en udsendelse, hvori i øvrigt alle de andre partier deltog” (Ugeskrift for Retsvæsen 1960.33).

Tv-dækningen af den aktuelle valgkamp er langt fra formen i 1957, men Højesterets præmisser giver fortsat et vigtigt pejlemærke: I et demokratisk samfund er det afgørende, at alle partier bliver omtalt og kan komme til orde.

Lighed skal ikke måles på sekunder. Belysning af forskellige politiske forslag kræver ikke nødvendigvis samme tid. Nogle politikere kan svare kort og klart, mens andre taler udenom på en måde, der kræver tid til opfølgende spørgsmål.

Praktiske og journalistiske hensyn kan betyde, at partier ikke får nøjagtig samme vilkår. Det er i orden at fordele partierne på flere paneldebatter, så hvert panel får en sammensætning og størrelse, der passer til den planlagte form.

Lighedsprincippet omfatter alle programtyper, der har betydning for balancen i valgkampen. Nyhedsudsendelser, magasinprogrammer og egentlige valgudsendelser er klart omfattet, men hvad med underholdningsprogrammer? Det er klart at politikere, der gerne vil vælges, kan blive promoveret ved deltagelse i underholdningsprogrammer eller i programtyper, der ligger på grænsen mellem underholdning og oplysning.

I den første uge af valgkampen stillede Lars Barfoed og Villy Søvndal op i ”Hvem vil være millionær”, som TV 2 sender mandag aften i den bedste sendetid. De virkede hyggelige og fornuftige og tjente en halv million til det frivillige arbejde i Natteravnene.

Jeg kan se, at Hans Pilgaard på mandag får Mette Frederiksen og Søren Pind i studiet. Der står i foromtalen, at de har forskellige holdninger men masser af respekt for hinanden og de gerne vil tjene penge til Red Barnet. Det skal nok blive godt.

Der står også i foromtalen, at Hans Pilgaard har ”dømt pauce i valgkampen”. Men holder det, når deltagerne i det udmærkede program er fremtrædende kandidater ved folketingsvalget? TV 2 sørger for, at blå og rød blok er ligeligt repræsenteret, men hvad med andre partier? Gad vide om TV 2 laver ekstra udsendelser, så alle partier under valgkampen kan få topfolk i ”Hvem vil være millionær”?

 

 

 

 

Kend dem på knækket

Af Michael Ejstrup

Så er vi i gang og Lars og Helle lagde ud med at skyde valgdebatterne i gang ved at fyre løs med klicheer og luftige formuleringer.
Vi kan ikke bruge pengene, før vi har dem; vi skal sikre varig velfærd; det handler om at sikre vækst i fremtidens Danmark; vi skal skabe tryghed for alle danskere, og vi ka blive ved.

Det er som at få serveret det samme stykke knastørre citronhalvmåne igen og igen. Vi er så trætte af det, og vi vil så gerne have at vide, hvad det så er, de vil gøre for at gennemføre de store luftfyldte tanker.

Luft eller substans
Sprogligt arbejder vi på tre niveauer: et mellemniveau, hvor vi har de prototypiske ord som sav, hammer, stol og bord i midten. De ord bruger vi, når vi har brug for at nævne en prototypisk ting fra vores almin­de­lige verden, uden at vi gider tage særlig stilling til ret meget.

Så har vi et niveau oven over, hvor vi har ord som værktøj, møbler, tryghed og vækst. Her flyver vi op i en nytanket helikopter og bliver luftige og upræ­cise. Det er lige nøjagtig det, Helle og Lars begge gør, når de kun vil tale i floskler og om tryghed, velfærd og penge, vi skal skaffe. Det gir ikke mening, når vi skal finde ud af, om de rent faktisk vil det gode, som vi hver især ønsker at stem­me på.

Vi vil ned i det tredje niveau, hvor vi bruger ord og beskrivelser, som afskaf­felse af rabat på billet­ter til rige pensionister, mere omsorg til de hjemløse eller permanent udvisning af kriminel­le indvandrere. Så er vi på et sprogligt niveau, der har de detaljer, vi skal bruge for at kunne vælge. Det mestrer Margre­the, Johanne og Pia. Det er det, vi vil ha, og derfor får de vores opmærksomhed.

Stemmen knak
Helt uden at vide det kommer politikerne alligevel til at afsløre meget mere, end ordene de vælger. De kan tjekke tøjet, frisuren og deres foundation lige så meget, de vil, for vi får alligevel indblik i, hvor deres svag­he­der og passioner ligger. Stemmen afslører dem.

Vi ved, at Lars kan blive hidsig. En slettet videobid fra TV2 skal have vist det. Og det lykkes Helle at få Lars til at afsløre sig, når hun i fredagens åbningsdebat på TV2 siger til Lars …jeg forstår ikke, du kan finde på at sige den slags…  og når hun lidt efter kalder  hans ar­gument for et fupargument. Så svarer Lars helt efter bogen og vældig fornuftigt med en årsagssætning for at skabe sammenhæng i verden. Han indleder med et fordi… Der sker bare det, at stemmen knækker en lille smule, og hans tone stiger. Det kan vi høre, og vi ved, at nu er han nok sur. Han taber det hele på gul­vet, ligesom vi selv gør det, når vi skændes derhjemme, og stemmen knækker.

Den slags sker, og det kan reto­rikerne ikke hjælpe vældig meget med. Det er menneskeligt, talen er on-line, og vi får indblik i, at Lars og Helle er mennesker. Lyt til stemmen, lyt til pausernes længde, lyt til, hvor mange øhh og bøhh, politiker­ne har brug for. Det afslører vildt meget om, hvad der sker inden i hovederne på dem.

Hen til kommoden
Og så var det lige, at Lars kom til at forlade sin plads midt i søndagens debat, hvor alle partilederne ellers var blevet stillet på hver sin faste plads. Og traditionen sir, at så skal de blive der. Men retorikken sir til gen­gæld, at det ér muligt at gøre noget utraditionelt for at få opmærksomhed.

Det gjorde Lars så, men desvær­re mis­lykkedes udflugten, da han stillede sig foran Helles plads og høfligt ventede på, at hun talte ud. Lars kom til at stå og se lille ud foran Helle, der så til gengæld fik lov til at tale ned til Lars.

Det er muligt at gøre spændende og utraditionelle ting i en on-line debat på tv, men det er også farligt. Mislykkes det, kan det gi point til fjenden. Villy prøvede også at komme ud på banen, men journalisten forhindrede ham.

Det er nok alligevel bedst ikke at danse for meget hen til den kommode eller at vende ryggen for meget til talestrømmens substans.


Se klippet på tv2